Bog

Svalens graf

Af (
2013
)

Anmeldelse

Svalens graf af Sissel-Jo Gazan

27 aug.13

Selvom krimiplottet ofte bliver sat på standby til fordel for et lidt langtrukkent familiedrama, er man uden tvivl i godt selskab i denne selvstændige efterfølger til ’Dinosaurens fjer’.

Da Marie Skov erfarer, at professor i immunologi, Kristian Storm, har begået selvmord på sit kontor, har hun svært ved at tro på det. Storm har i flere år, assisteret af Marie, arbejdet på et forskningsprojekt i Guinea-Bissau i Afrika omkring børnedødelighed. Nærmest ved en tilfældighed har han opdaget, at DTP-vaccinen har en række bivirkninger, den svækker immunforsvaret overfor andre sygdomme, og børnedødeligheden stiger. En vaccine, som WHO har blåstemplet og solgt i store dele af verden! 

Storms opdagelse har ikke vundet indpas i det videnskabelige miljø, og han er blevet sigtet for videnskabelig uredelighed omkring det metodiske i sine feltstudier. Der er mange interessenter på banen med hver deres skjulte dagsorden, som ikke nødvendigvis ønsker at støtte Storms banebrydende forskning: Medicinalindustrien med deres økonomiske og kommercielle interesser såvel som andre forskere, der konkurrerer indbyrdes om forskningsmidler og anerkendelse. Nu står Marie Skov alene tilbage med en sprængfarlig viden, hun ikke ved, hvad hun skal stille op med.

Politiet er hurtige til at lukke sagen og stemple det som et selvmord. Men da kriminalkommissær Søren Marhauge opdager, at der er sjusket med efterforskningsarbejdet, begynder han selv at grave i bevismaterialerne med hjælp fra Marie. Selvmordsbrevet lyder slet ikke som Storm, hans forskningsresultater er blevet makuleret og en mørkeblå bil er begyndt at skygge Marie.

Dette er kort og godt optakten til en spændende krimi med et originalt plot. Sissel-Jo Gazan forstår at formidle et ellers utilnærmeligt og tørt emne som biologi ved at dosere stoffet i passende mængder og flette de videnskabelige facts ind i personernes dialoger. Plot, miljø og fagsprog virker meget overbevisende, og Gazan har da også en baggrund som biolog.

Samtidig med at Marie Skov privat kæmper med brystkræft og bistår Søren Marhauge i efterforskningen, begynder hendes familie at gå i opløsning. Da hendes mor tilsyneladende begår selvmord, åbner det op for en sand Pandoras æske af familiehemmeligheder, fortrængninger og betændte relationer. Søren Marhauge har også sit at se til på hjemmefronten, da han mistror sin kæreste Anna for at være ham utro.  Og pludselig viser det sig, at Marie og Søren har mødt hinanden i deres barndom.

’Svalens graf’ er den selvstændige fortsættelse til den anmelderroste ’Dinosaurens fjer’ med Søren Marhauge og hans kæreste Anna som gengangere fra første roman. Marie Skov, som spiller hovedrollen, er en ny person. Miljø og det videnskabelige plot er skåret efter samme skabelon som i første roman.

Videnskabskrimi, femikrimi, psykologisk thriller og familiedrama – ’Svalens graf’ har elementer af det hele og vil nå en bred målgruppe. Der er i det hele taget mange sidehistorier og uventede retninger i denne roman. Min anke er dog, at krimiplottet ofte bliver sat på standby til fordel for familiedramaet, som virker langtrukkent og ikke rigtig forløses hen mod slutningen. Personkarakteristikkerne er også lige på vippen til indimellem at blive klicheagtige: De gode er gode og de onde onde. 

Uanset disse forbehold så er man i godt selskab med Sissel-Jo Gazan. Ingen tvivl om det! Plottet i sig selv er interessant uden at være direkte nervepirrende, og det er forfriskende originalt med en krimi, der foregår i det videnskabelige miljø formidlet af en forfatter, der virkelig kender sit stof til fingerspidserne.

Analyse

Gazan, Sissel-Jo - Svalens graf

'Svalens Graf' tegner et kritisk billede af den lille mand mod det store system og er en diskussion af de forsvarsmekanismer, mennesket benytter sig af for at beskytte egne interesser. 

Ét er, når medicinalindustriens kommercielle interesser spænder ben for den frie biokemiske forskning, fordi forskningen risikerer at blive bundet på hænder og fødder. Noget andet er dog, når interesserne får direkte dødelige konsekvenser for forskningens hovedpersoner. Det sker for den internationalt anerkendte professor og forsker Kristian Storm, der ved første øjekast dør som følge af et selvmord,  som ved nærmere efterforskning viser sig at være overlagt drab.

'Svalens Graf' tegner et kritisk billede af den lille mand mod det store system og er en diskussion af de forsvarsmekanismer, mennesket benytter sig af for at beskytte egne interesser – det være sig økonomiske, men i lige så høj grad psykologiske. For samtidig med efterforskningen af Storms død udspiller der sig en tragisk familiehistorie spundet ind i hemmeligheder, som psykologiske forsvarsmekanismer, selvmedicinering og misbrug holder godt i ave.

Desuden antager historien nærmest bibelsk karakter, idet det bogen igennem er graden af næstekærlighed eller selviskhed, der bestemmer, om du er offer eller skurk – bliver dømt eller frikendt.

Modsætningspar
Historien benytter sig i stor stil af modsætningspar til at opbygge spænding og energi: Naturvidenskab og humaniora, biologi og psykologi, selviskhed og uselviskhed, hvid og sort, mand og kvinde, følelser og statistik, økonomi og menneskelighed. For nu blot at nævne nogle. Desuden står modsætningen mellem det svage, magtsyge menneske uden integritet over for det sandhedssøgende og på alle måder gode menneske stærkt frem på både det økonomiske, det familiemæssige og det uddannelsesmæssige plan.

Modsætningsparrene kan hjælpe til at nuancere menneskelig adfærd, men holder også sine steder historien fast i et hårdt unuanceret greb, når modsætningerne bliver politisk (korrekt) ladet. For eksempel bliver den sorte, fattige afrikaner Ébano fra udviklingslandet Guinea-Bissau tilgivet for sine meget destruktive handlinger, fordi han i romanens optik er offer for højere magtstrukturer og den hvide mands ærgerrighed. Samme teknik ses i efterforskeren Søren Marhauges fornemmelser for mord, der får gyldig plads trods det, at han begår en række overtrædelser i forhold til sine politimæssige beføjelser, fordi han rent faktisk har sagt sit job op. Han bliver tilgivet, fordi hans motiver er ædle, og muligvis også fordi romanen insisterer på en blødere og mere følende modsætning til grafer og tal.

Vacciner: ulandshjælp eller økonomisk vinding
Romanen er et naturvidenskabeligt studie i vacciners fordele og ulemper og står som sådan fast på, at vacciner, her i tredjeverdens lande, nedsætter børnedødeligheden. Men et hjælpestof tilsat vaccinen mod difteri, kighoste og stivkrampe (DTP) er medvirkende til, at flere tusind børn årligt bliver dræbt. Et vilkår som WHO, der giver vaccinen, ser bort fra på grund af angst for politiske repressalier og prestigetab. WHO vælger dog at komme til fornuft, da de bliver fremlagt de fældende, forskningsbaserede beviser. Og det viser sig, at det er medicinalvirksomheden Sixan Pharmaceuticals og dennes ansatte Peter Bennet, der er de virkelige skurke. De har i årevis med lukkede øjne solgt det særlige hjælpestof til DTP-vaccinen på grund af den store økonomiske vinding. Og den økonomiske gevinst heraf er netop så stor, at Sixan Pharmaceuticals og Peter Bennet bogstaveligt talt udrydder enhver, der med kompromitterende statistisk materiale står i vejen for deres økonomiske fremdrift. Romanen fremsætter således en skrap kritik af medicinalindustrien og dens mulige og potentielle konsekvenser for fri og ærlig forskning. Og forskningen fremstår på sin side som det altafgørende middel til et bedre liv, så længe forskningen er fri. Som romanen fastslår, er det forskning af Kristian Storms art, der er den virkelige ulandshjælp.

Spejling
Mens romanens samfundsmæssige drama udspiller sig i den akademiske og økonomiske top af samfundet, foregår der et helt andet, men ikke desto mindre parallelt drama på samfundets bund. Storms stjerneelev, Marie Skov, binder planerne sammen, da hun er vokset op i pågældende familie og samtidig bevæger sig i den akademiske top blandt nobelpristagere. Maries far er en falleret ingeniørstuderende, der ikke fik gjort studiet færdigt – måske fordi han ikke var intelligent nok. I stedet slog han sig på flasken. Maries mor, en dygtig væverske, blev så syg af sorg, da Maries lillebror døde som treårig, at hun gav op og forskansede sig bag piller, og storesøster Julie overtog omsorgsrollen for Marie og lillesøster Maja. Maja er rebellen, Julie er familiens tjener, og Marie limen. I takt med at familien falder fra hinanden, falder også barrikader og slet minespil, og især Maries kræftsygdom sætter tingene på spidsen og ripper op i hengemte følelser.

Mikroplanet indeholder samme person- og problemkonstellationer som makroplanet: forskeren Marie/Storm, føleren Maja/Marhauge og offeret Julie/Ébano. Og skal som sådan udkæmpe de samme kampe – blot i mindre målestok – og mikroplanet får som sådan en synekdokisk effekt. For eksempel bliver underplanet et spejl af den højere akademiske og politiske historie, fordi der også her sker svigt fra det forkromede samfundssystem – ikke fra WHO, men fra en slags lillesøster, nemlig det danske sundheds- og velfærdssystem. Og på den måde bliver romanen lige så meget en kritik af den danske velfærdsstats mangler og huller.

Og ligesom på makroplanet bliver også de personer på mikroplanet tilgivet, som er uselviske i deres handlinger – om end handlingerne også her har fatale konsekvenser. For eksempel slår Julie ved et tilfælde moren ihjel, men fordi handlingen opstår på baggrund af en næstekærlig hensigt lagt sammen med Julies årelange menneskelige overbelastning, bliver Julie bogstaveligt talt frikendt.

Videnskabelig krimilitteratur
'Svalens graf' er en selvstændig fortsættelse af Sissel-Jo Gazans gennembrudsværk 'Dinosaurens fjer'. Gazan er selv uddannet biolog og henter en stor del af sit stof fra egne rækker, men understreger samtidig, at alt indhold er af skønlitterær karakter. Gazan arbejder dog tæt sammen med blandt andet forskere fra Statens Seruminstitut for at gøre indholdet så realistisk som muligt.

Før tilblivelsen af 'Svalens graf' blev Gazan kontaktet af professor ved Statens Serum Institut, Christine Stabell Benn, efter at denne havde læst ’Dinosaurens fjer’. Benn fortalte Gazan, hvordan hendes og kollegaens Peter Aabys forskning på Bandim Health-projektet i det lille afrikanske land Guinea-Bissau havde vist, at vacciner kunne have uspecifikke effekter, der i de fleste tilfælde var positive, men for en bestemt vaccines vedkommende medførte stærkt øget dødelighed for afrikanske piger. Og Bennet så netop den videnskabelige krimi som en effektiv og anderledes måde at få skabt opmærksomhed om dette problem på. Gazan rejste med til Guinea-Bissau - og hermed var fundamentet til 'Svalens graf' støbt.

Kilder, links og centrale værker

25 mar.14

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50639924
Graphic
Leo Scherfig
ISBN
9788702150674
Antal sider
470

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind for at skrive kommentarer
fre, 07/03/2014 - 14:48

Femi-krimi af allerværste skuffe.

Sissel-Jo Gazan ved noget om forskermiljøet, ingen tvivl om det, men hendes personer kommer aldrig ud af skitse-stadiet, og hendes plot er banalt og utroværdigt.

Livet er for kort til "femi-krimi". Men lad mig anbefale "Kvinden der forsvandt" af Gillian Flynn. Her får man noget at tænke over.