Den første sten af Carsten Jensen

En overvældende, storladen, holdningspræget og heldigvis også uhyre velfortalt og spændende dansk krigsroman. Carsten Jensen skriver intenst krigen i Afghanistan frem for øjnene af læseren.

Carsten Jensen har i denne roman brugt fiktionen til at levendegøre alle dilemmaerne ved Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Det hele er enormt billedligt og virkelighedsnært. Tror jeg da, jeg har jo ikke selv oplevet Camp Bastion og det afghanske landskab, men jeg får som læser virkelig en fornemmelse af at "have været der selv". Carsten Jensen kan formidle detaljer, så historien kommer til live, og han kan konstruere dialoger, der sitrer af spænding. Vi stilles overfor mange spørgsmål: Hvorfor tager de unge mænd og kvinder (en enkelt i denne historie) i krig? Hvad leder de efter? Hvad går krig ud på? Og mere specifikt: Hvad gik denne krig ud på? Nej, du får ikke noget svar serveret.

Romanen spiller en del forskellige roller. Den er et debatindlæg mod krigens væsen, den portrætterer en række unge mennesker og deres baggrund for at melde sig frivilligt til at gå i krig, den er en spændingsroman, der også fortæller med en hel del blod, hjernemasse og lort som rekvisitter om krigens hverdag, og der er både gribende, grufulde og fascinerende scenerier fra en afghansk hverdag inklusive eksempler på den afgrundsdybe kulturforskel, soldaterne og alle de andre møder.

Funktionen som spændingsroman er nok den, der fylder mest, sammen med rollen som debatindlæg – det er virkelig en intelligent pageturner, vi møder her. Samtidigt får Carsten Jensen sat fokus på elementer ved de udenlandske troppers tilstedeværelse i landet og helt konkret givet sine læsere viden om militærlivet i et land som Afghanistan. Jeg føler mig klogere efter at have læst ’Den første sten’ – det er i den grad en bog, der vil fortælle sine læsere noget.

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.