»Det blev aldrig en fædrelandskrig«

Carsten Jensen har klare meninger om krigen i Afghanistan. Men i sin nye roman føler han sig forpligtet til at forsvare alle karakterer.

Af Jeppe Krogsgaard Christensen
Artiklen har været bragt i Berlingske  

De havde håbet, at det ville blive en ekstrem form for selvrealisering. Et adrenalinsusende spil om liv og død. Men det ender i stedet som en forvirrende jagt, hvor de én dag er jægere, den næste de jagede.
Sådan kan delingen i Carsten Jensens »Den første sten« – en 609 sider stor krigsroman om danske soldater i Afghanistan – beskrives. Den støvede, stenende virkelighed i Helmand-provinsen er en helt anden end i sømandsromanen »Vi, de druknede« fra 2006, der blev Jensens gennembrud som romanforfatter. Og dog.

»Ideen til »Den første sten« udsprang faktisk af »Vi, de druknede«, fortæller Carsten Jensen.
»En dag i 2007 blev jeg kontaktet af kontreadmiral Nils Wang, der var vældig begejstret for »Vi, de druknede« og gerne ville give 20 signerede eksemplarer i julegave til nogle af sine underordnede, nemlig Sirius-hundeslædepatruljen i Nordøstgrønland. Bøgerne skulle kastes ned til dem med faldskærm, og det kunne jeg jo ikke stå for, så jeg spurgte, om ikke Wang ville drikke kaffe med mig. Jeg havde jo skrevet en hel roman om sømænd, men aldrig mødt en kontreadmiral. Og inden vores møde på Holmen blev jeg afhentet med fuld honnør af en højt dekoreret, muskelsvulmende officer i en pansret Mercedes. Mit forhold till mine naboer har aldrig været det samme siden!«

Carsten Jensens samtale med kontreadmiralen blev også en oplevelse:
»Wang viste sig at være sympatisk og intelligent, og mine mange fordomme om militærmænd raslede til jorden. Han sagde blandt andet, at de eneste mennesker, der i dag lever lige så udsat som søfolkene i »Vi, de druknede«, er de professionelle soldater. Som eksempelvis de danske tropper, der allerede på dét tidspunkt var i Helmand og aldrig vidste, om de ville dø på arbejdet. Jeg tænkte meget over, hvad kontreadmiralen havde sagt, og at jeg stadig havde lyst til at skrive om mennesker på kanten. På den måde opstod ideen til »Den første sten«.
Noget kritisk forhold til krigen havde Carsten Jensen ikke på det tidspunkt:
»Jeg havde rejst i Afghanistan som ung hippie, hvor det gjaldt om at tage så mange rusmidler som muligt, og senere som journalist, da russerne var involveret. Jeg var der også lige efter Talebans fald, hvor jeg kom som skeptiker over for invasionen. Men mine samtaler med afghanerne overbeviste mig om, at landet havde godt af af slippe af med Taleban. På mit besøg i Helmand i 2009 kunne jeg dog se, at noget var gået helt skævt. Så jeg blev kritisk over for vores deltagelse i krigen, samtidig med at jeg researchede til den roman, jeg endnu ikke havde fået form på.«
Det fik Carsten Jensen som bekendt, og i »Den første sten« får læseren det indtryk, at krigen for de udsendte danske soldater handlede om andet end idealisme.

»Det blev aldrig en fædrelandskrig,« forklarer han. »For at forstå hvorfor, er det vigtigt at vide, at moderne danske soldater er professionelle soldater. Det er blevet en karriere at gå i krig. Og hvor den gamle værnepligt engagerede en stor del af befolkningen, er det folkelige engagement med den professionelle hær blevet mindre. Derfor er det også blevet nemmere at lukke den vigtige debat om krigen ned.«

Carsten Jensen er ved siden af forfattergerningen en intens, ofte hård debattør. Også når det gælder krigen i Afghanistan. Men de to tilgange, den skønlitterære og den holdningsbårne, er vidt forskellige:
»Selv om jeg har et kritisk forhold til krigen og går meget hårdt ind i debatten, så følte jeg mig i romanen etisk forpligtet til at forsvare alle mine figurer. Jeg er nok mere rummelig, når jeg skriver romaner. Også når jeg skriver om mennesker, der har gjort frygtelige ting.«

Men selv om Carsten Jensen har mange læsere og gode anmeldelser bag sig, regner han ikke med at ende på gymnasiernes pensumlister:
»De lister er en separat litterær offentlighed, der domineres af tynde minimalistiske noveller, som handler om en virkelighed, der nok ikke ligner elevernes, men snarere de kvindelige dansklæreres. Og en elev er nok også mere fristet af en tynd forfatterskole-bog end en af mine murstensromaner. For en gymnasieelev er det jo et seriøst kriterium, at en bog er smal –  altså i bogstavelig forstand.«

På spørgsmålet om, hvorfor »Den første sten« er én blandt relativt få danske romaner, der er skrevet om den danske involvering i  Afghanistan-krigen, svarer Carsten Jensen, at det ikke skyldes skam eller et traume.
»Jeg tror, det skyldes apati eller måske ligefrem ligegyldighed. Det hænger, som jeg nævnte, sammen  med, at vores udsendte soldater ikke er fundet via værnepligt. Men de litterære trends har heller ikke været specielt optaget af politiske spørgsmål, men mere af autofiktion og det nære, og dér passer en krig, der udkæmpes langt væk, ikke rigtig ind.«

Carsten Jensens næste bog fortsætter i krigssporet, men er ikke en roman:
»Når Irak- og Afghanistankommissionen ikke er interesserede i at fremlægge noget som helst, må jeg jo gøre det. Jeg har – på baggrund af de enorme materiale, jeg har samlet i mit arkiv – tænkt mig at skrive en journalistik og politisk bog. Der vil min holdning til krigen også være til at få øje på.«

Foto: Thomas Lekfeldt