Det er hyklerisk at sige fra

Fortælling om det nutidige menneske i storbyen og ikke mindst dets kærlighedsforhold. 

For mig er det en næsten skræmmende, men også sært nostalgisk, opgave at få stukket en digtsamling i hånden med henblik på en anmeldelse. Selvom jeg er blevet ældre og ved bedre, så drages jeg tilbage til gymnasietidens digtanalyser og mange nervøse trækninger ved tanken om, hvorvidt man nu også har forstået, hvad det hele handler om. Heldigvis rammer Tolsgaards digte en nerve hos mig, men nu er jeg naturligvis også en (sen)moderne storbymand og kan derfor på mange måder relatere til digtene i digtsamling. Det er hyklerisk at sige fra er nemlig en fortælling - og det er et udtryk, jeg bruger bevidst – om det nutidige menneske i storbyen og ikke mindst dets kærlighedsforhold.

 Lad os tage den med, at det er en fortælling, først. Oprindeligt var jeg en kende forundret over strukturen i digtsamlingen. Den er inddelt i fem unavngivne dele, hvilket umiddelbart virkede en kende forvirrende. Men efter anden gennemlæsning slog det mig, at stilen og formen – der nemlig varierer fra det typiske digt over en tostemmig samtale til en lang ubrudt tekst – matcher punkter i den senmoderne fortællers forhold. Derfor ser jeg mere Det er hyklerisk at sige fra som en lyrisk fortælling om et kærlighedsforhold, der indledes, modnes og bryder sammen, end en digtsamling som sådan.

Når det er sagt, så kan både mænd og kvinder læse Det er hyklerisk at sige fra med lige stor fornøjelse. Jeg kunne faktisk sagtens forestille mig, at en kvindelig læser ville have tænkt, at det var en lige så fin beskrivelse af en senmoderne kvindes genvordigheder på forholdsfronten. Styrken i Tolsgaards digte er nemlig ordene i sig selv og ikke så meget fortællerstemmens køn, vil jeg vove at påstå. Tolsgaard har et fantastisk greb om sproget og formår at tilpasse tonen til hver akt i fortællingen, så man føres fra det glittede magasinliv (som en anmelder kaldte det) i første digt til en deprimeret, resigneret tone i sidste digt:

”Det er ligegyldigt om du stadig er i live. Jeg ved ikke

om det er noget du har givet mig, eller noget

du har taget fra mig. Den forskelsløshed

når man mister adgang til en andens sprog, til lyden

af hvert sekund de har levet.”

Ovenstående citat er fra slutningen på femte digt og akt i fortællingen og meget repræsentativt for Tolsgaards pen. Hvor vi startede højt med suset og glæden ved et nyt forhold, styrter vi nu til jorden, udbrændte og tomme. Selvom man som sagt ikke skal lægge alverden i fortællerens køn, så kunne en kvindelig pendant til Tolsgaard være Amalie Smith. Ellers tænker jeg, at der er et vist overordnet slægtsskab med andre digtere, der er født i 80’erne (Tolsgaard er fra 1984) som for eksempel Jonas Rolsted.

Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.