Anmeldelse
Brun mands byrde af Hassan Preisler
Hassan Preisler skriver om Hassan Preisler, der føler sig splittet mellem to identiteter. Om følelsen af evig mistænkeliggørelse og sit store arbejde med at skabe Hassan – sig selv.
’Lille sorte Sambo’ og jeg gik hånd i hånd de første år af mit liv. Min dagplejemor Lilly plejede at læse netop den bog højt (jeg mindes ikke, at hun nogensinde læste andet for mig, men det har hun måske gjort), inden jeg skulle sove til middag – en seance, der som regel endte med at Lilly blundede lidt, mens jeg lå og kiggede på stablen af pandekager, som lille sorte Sambos mor bager af smørret fra tigrene.
35 år senere modtager jeg en bog til anmeldelse, som umiskendeligt ligner den lille gule bog om Sambo. Forsiden prydes i hvert fald af en fyr, der har iklædt sig samme mundering som Sambo, ja, selv den grønne paraply har han husket. Men så rækker ligheden heller ikke længere, for fyren, der lyder navnet Hassan, er nemlig slet ikke sort som Sambo.
Nå, men når Hassan, som altså samtidig er bogens forfatter, nu ikke er sort som Sambo, hvad er han da så? Ja, se det er faktisk hele humlen. For Hassan har nemlig selv sit hyr med at få defineret hvem og hvad han er – og om det handler romanen ”Brun mands byrde”.
Romanen (det prædikat har bogen fået på omslaget) lægger sig mageligt ind i den støt stigende strøm af litteratur, som man i disse dage kalder autofiktion. Eller sagt med andre ord: Her er tale om et af de efterhånden helt almindelige tilfælde, hvor man - hvis man vel at mærke vil! – kan gøre sig tanker om, hvor virkeligheden slutter og fiktionen tager over - eller er det omvendt?! I dette konkrete tilfælde tillader denne anmelder sig at mene, at fiktionselementet mest er funderet i den stakåndede og meget velfungerende stil, da det er min klare opfattelse, at indholdet er rent biografisk. Men jeg kan jo tage fejl.
Nå, nok om mig, nok om genre og nok om stil: Til værket! Hovedpersonen Hassan er søn af en dansk mor og en pakistansk far. Han er uddannet skuespiller, berejst som få, har kone og en dejlig lille datter (til hvem bogen er tilegnet) – og så lider han voldsomt under ikke rigtigt at kunne definere sig selv. Allerede tidligt i bogen skriver han: ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske”. Og denne identitetskrise bliver på tragisk vis en joker i alt, hvad Hassan foretager sig.
Hassans historie er i sig selv næppe enestående – men det er til gengæld hans måde at servere den på! Der er smæk for skillingen, sten-sikker sproglig stil og ægthed i udtrykket. En vigtig stemme har opløftet sig. Og ’Lille sorte Sambo’ har fået en ven i min bogreol.
Hassan Preisler skriver om Hassan Preisler, der føler sig splittet mellem to identiteter. Om følelsen af evig mistænkeliggørelse og sit store arbejde med at skabe Hassan – sig selv.
’Lille sorte Sambo’ og jeg gik hånd i hånd de første år af mit liv. Min dagplejemor Lilly plejede at læse netop den bog højt (jeg mindes ikke, at hun nogensinde læste andet for mig, men det har hun måske gjort), inden jeg skulle sove til middag – en seance, der som regel endte med at Lilly blundede lidt, mens jeg lå og kiggede på stablen af pandekager, som lille sorte Sambos mor bager af smørret fra tigrene.
35 år senere modtager jeg en bog til anmeldelse, som umiskendeligt ligner den lille gule bog om Sambo. Forsiden prydes i hvert fald af en fyr, der har iklædt sig samme mundering som Sambo, ja, selv den grønne paraply har han husket. Men så rækker ligheden heller ikke længere, for fyren, der lyder navnet Hassan, er nemlig slet ikke sort som Sambo.
Nå, men når Hassan, som altså samtidig er bogens forfatter, nu ikke er sort som Sambo, hvad er han da så? Ja, se det er faktisk hele humlen. For Hassan har nemlig selv sit hyr med at få defineret hvem og hvad han er – og om det handler romanen ”Brun mands byrde”.
Romanen (det prædikat har bogen fået på omslaget) lægger sig mageligt ind i den støt stigende strøm af litteratur, som man i disse dage kalder autofiktion. Eller sagt med andre ord: Her er tale om et af de efterhånden helt almindelige tilfælde, hvor man - hvis man vel at mærke vil! – kan gøre sig tanker om, hvor virkeligheden slutter og fiktionen tager over - eller er det omvendt?! I dette konkrete tilfælde tillader denne anmelder sig at mene, at fiktionselementet mest er funderet i den stakåndede og meget velfungerende stil, da det er min klare opfattelse, at indholdet er rent biografisk. Men jeg kan jo tage fejl.
Nå, nok om mig, nok om genre og nok om stil: Til værket! Hovedpersonen Hassan er søn af en dansk mor og en pakistansk far. Han er uddannet skuespiller, berejst som få, har kone og en dejlig lille datter (til hvem bogen er tilegnet) – og så lider han voldsomt under ikke rigtigt at kunne definere sig selv. Allerede tidligt i bogen skriver han: ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske”. Og denne identitetskrise bliver på tragisk vis en joker i alt, hvad Hassan foretager sig.
Hassans historie er i sig selv næppe enestående – men det er til gengæld hans måde at servere den på! Der er smæk for skillingen, sten-sikker sproglig stil og ægthed i udtrykket. En vigtig stemme har opløftet sig. Og ’Lille sorte Sambo’ har fået en ven i min bogreol.
Kommentarer