Det kemiske bryllup

En udfordrende læseoplevelse om to tvillingepiger, der fødes af en forladt højtaler, giver stof til eftertanke om den tid og det samfund, der omgiver os lige nu.  

At forsøge sig med et klassisk resumé af dette værk ville næppe føre noget godt med sig. Eller sagt med andre ord: Jeg ville have frygteligt svært ved at stykke et bare nogenlunde meningsgivende et sammen. Men i et anfald af overmod og dødsforagt vil jeg alligevel gøre forsøget. Godt – here we go!

Tvillingepigerne Caresse og Genesse fødes af en forladt højttaler. Højttaleren blev i sin tid efterladt af punk-stjernen Genesis P-Orridge i et vindblæst landområde, og man fristes til at mene, at punkeren er pigernes far – så langt, så godt. I den pubertære fase er tvillingerne smeltet sammen og blevet til kvinden Jeunesse, der i køen på arbejdsformidlingen møder manden Ted, der hidtil har ernæret sig som mimer. Sød musik opstår. Og meget mere er jeg ikke sikker på, idet dette eksperimenterede prosaværk – i hvert fald på indholdssiden – må betegnes som lidt af en udfordring.

Sproget er særdeles billedrigt og flere sekvenser direkte filmiske. Dette greb forener sig fint med indholdet, da filmtitler, filmstudier, kulisser og andre film-”rekvisitter” spiller en ganske væsentlig rolle (!). Den ene søster beskrives også således: ”Genesse et er lag af personer, ikke gjort af tekst, men af flimrende billeder.” I forlængelse heraf mener jeg at have spottet et af bogens temaer: Ekshibitionisme, som den kommer til udtryk i vores tid gennem blandt andet Facebook-kulturen og filmstjerne-drømmen: ”Så meget lyst til at være det ansigt, der bliver set, så meget lyst til at overtrumfe de andre”. Og kort efter lyder det: ”De vil hellere eksplodere af skam end at blive overset…”

Jeg mener at kunne læse en slet skjult samfundskommentar mellem linjerne, og det er lige netop her, Ida Marie Hede rammer hovedet på dét søm, jeg holder mellem mine hudløse fingerspidser. Vores samfund, som har alle muligheder for at være et rummeligt, menneskekærligt sted, er snarere en manege til evig afholdelse af konkurrencer om at blive set, hørt og udvalgt. Og Gud nåde og trøste dén, som ikke lever op til normen.

Mod slut i fortællingen om Jeunesse befinder hun sig i CITY OF REPRODUCTION AND HYSTERIA. Her vrimler det med gravide kvinder, men Jeunesse ”er blevet en heks, de ser hende som en sådan. Hun er peget ud. Hun er det sorte får: den ene ubrugelige krop i mængden af kroppe.” Hun har ikke fået børn som de andre. Og er der ikke lidt om snakken? Bliver kvinder, der af den ene eller anden grund vælger børn fra, ikke også ofte bedt om en forklaring? Det kunne jo være, speltbolle-helvedet og økosut-hysteriet var ved at gå over gevind. Det var i hvert fald mine naturlige associationer efter mødet med indbyggerne i CITY OF REPRODUTION AND HYSTERIA.     

En særpræget læseoplevelse – men med kød på!