Bog

Syv fantastiske Fortællinger

Af (
1975
)

Anmeldelse

Syndfloden over Norderney. Fortælling fra Syv fantastiske Fortællinger af Karen Blixen

01 feb.05

Karen Blixen fører os vidt omkring i 1800-tallets europæiske adel og kulturliv med samme lethed som hun refererer til både Bibelen og Homer. Så elegant og overbevisende, at det er svært at vide, hvad der sandt og hvad der er opspind.

Handlingen sættes i gang af en stormflod ved det mondæne badested Norderney i Holsten. Fire mennesker er strandet på et høloft og fordriver ventetiden indtil daggry, med at fortælle historier, både deres egne og andres. Og det viser sig at ingen af dem helt er, det de giver sig ud for. Et af fortællingens interessante citater er da også: "På din maske vil jeg kende dig" - og hvad kan man ellers vide sig sikker på udover det sete.

Begivenheden i sig selv, en stormflod i Holsten, er dér ikke usædvanlig. Mennesker, der bor på udsatte steder, er vant til at leve med naturens luner. Men denne stormflod er kommet forholdvis tidligt på året, og der er stadig gæster på Badestedet.

En vigtig person i fortællingen er Kardinalen Hamilcar Sehested, som har boet i et lille fiskerhus sammen med sin kammertjener Kaspersen ved kysten i et par år. Han skriver på en bog om Helligånden, og lokalbefolkningen ser ham som en inkarnation af Jesus. Mange år efter stormfloden fortælles det, at han er blevet set gå på bølgerne.

Derfor er der upræget tilfredshed med at det tilsyneladende er kardinalen og ikke Kaspersen, der bliver reddet ud af den sammenstyrtede hytte. Resten af dagen deltager kardinalen i redningsarbejdet og er også med på den sidste tur ud til badestedet. En tur, der ender med at kardinalen bliver efterladt på et høloft sammen med tre af badegæsterne og en stor hund.

Resten af fortællingen foregår på høloftet, hvor vi får hovedpersonernes historier, én efter én. Fortælleren er hovedsagelig frøken Malin Nat og Dag, en gammel adelsfrøken som går for at være lettere forrykt. På trods af sin status som gammeljomfru tror hun selv, hun har været sin tids store kurtisane. På fortællingens sidste side fremgår det, at hun får sit livs første kys.

Det er også den gamle frøken, der fortæller den unge frøken, Calypso von Platen-Hallermunds, historie. Calypso er opvokset i sin homoseksuelle onkels dekadente kunstnerhjem og har derfor aldrig lært at værdsætte sin kvindelighed.

Jonathan Mærsk fortæller selv sin historie. Han er vokset op i Assens som søn af Skipper Clement Mærsk og har altid ønsket sig et liv i ubemærkethed. Under et ophold i hovedstaden erfarer han dog, at han er søn af en baron og modeherre. Herefter bliver han bevidst om, at den opmærksomhed han får er p.g.a. sin herkomst, og alt han gør danner mode. Hans identitet smuldrer, og han henfalder til dyb melankoli. Derfor har hans læge sendt ham til badestedet for at slappe af.

Frøken Malin og Kardinalen finder i fællesskab ud af, at de to unge må være skabt for hinanden og det så overbevisende, at de unge næsten selv tror de har fundet på det. Kardinalen vier dem, inden han tager de blodige bandager af og afslører sig selv som Kaspersen. Ud fra indledningen virker det dog ikke, som om der er andre end Blixen og de tre andre på høloftet, der har denne viden.

Blixen er den alvidende fortæller, der kun løfter sløret for præcis det, vi behøver at vide for at blive fastholdt i fortællingens spind. Hun fører os vidt omkring i attenhundredetallets europæiske adel og kulturliv, med samme lethed som hun refererer til både Bibelen og Homer, så elegant og overbevisende, at det er svært at vide, hvad der sandt og hvad der er opspind. Men hvem siger, at en historie bliver bedre eller mere interessant af at være sand?

”Syndfloden over Norderney” udkom for første gang på dansk i 1934 i 'Syv fantastiske Fortællinger'.

Analyse

Karen Blixen: Syv Fantastiske Fortællinger

Den nye litterære kanon har udløst ophidset debat. Kritikere har især fremhævet, at listen over de bedste danske bøger har en markant kønsmæssig slagside. Flere forfatterinder er blevet forbigået, men alligevel var én kvindelig kandidat uomgængelig, nemlig Karen Blixen (1885-1962). Det er en smule paradoksalt, ikke mindst fordi selve ideen med en litterær kanon er i konflikt med afgørende tendenser i Blixens forfatterskab, som på flere måder er ret enestående i dansk sammenhæng.

Provokatør med international succes
Allerede i debuten Syv Fantastiske Fortællinger (1935) overskrider hun enhver forestilling om en fælles dansk enhedskultur, dvs. selve den grundtanke, som er en vigtig motivation for tilblivelse af den litterære kanon. Karen Blixen var på ingen måder typisk dansk. Hendes forfatterskab og liv indeholder tværtimod en imponerende samling provokationer og overskridelser af det klassiske, borgerlige Danmark.

Karen Blixen er én af de meget få danske forfattere, som inden for sin egen levetid har slået igennem internationalt, både salgsmæssigt og litterært. Efter det lange ophold i Kenya på kaffefarmen skrev Blixen i starten af 1930´erne Seven Gothic Tales. Den blev færdiggjort i 1933, og var tænkt og skrevet på engelsk. Blixen satsede på det amerikanske bogmarked, hvor hun debuterede i 1934 med succes under det maskuline dæknavn Isak Dinesen. Det vakte opsigt i Danmark. Aviserne søgte bagom forfattermasken, og danske forlæggere stod i kø for at udgive bogen, som ellers overhovedet ikke var skrevet med tanke på Danmark.

Det vrimler med perversiteter
Syv Fantastiske Fortællinger er uden tvivl skrevet med verdenslitteraturen for øje, og først i 1935 blev debuten lanceret på dansk i Blixens egen oversættelse. Den amerikanske foromtale sikrede Blixen positiv respons, men debuten i Danmark blev samtidig startskuddet til en anden markant tendens i opfattelsen af Blixen. Den unge kritiker Frederik Schyberg mente, at Syv Fantastiske fortællinger var overfladisk og snobbet, men det værste ved Blixens fortællinger var dog deres mange ”perversiteter”. Med Schybergs ord finder man absolut ”ingen normale mennesker” hos Blixen, som i stedet tegner et billede af seksualiteten ”…af højst sælsom art. Mænd elsker deres søstre, tanter deres niecer, enkelte af personerne er forelsket i sig selv, og unge kvinder kan ingen børn få, eller vil ingen have,…”.

Her ser man en åbenlys moralsk anklage, men Schyberg var ingen dårlig læser. Syv Fantastiske Fortællinger indeholder faktisk diverse provokationer af normaliteten, identitetsmæssigt og seksuelt. Det vrimler med bastarder og kønsmæssige forvekslinger i samlingens syv fortællinger, der varierer i længde fra fyrre til små hundrede sider. De enkelte fortællinger kan sagtens læses enkeltstående, og man kan til eksempel opleve det anormale i Aben, som udvikler sig på en fuldstændig overrumplende måde, hvor de seksuelle afvigelser vælter frem på siderne. I Aben finder man i øvrigt et litterært spor, som Peter Høeg (f.1957) videreudvikler i sin roman Kvinden og aben (1996).

Hvis man søger et udvidet perspektiv, kan man hente inspiration hos litteraturforskeren Dag Heede, som i Det umenneskelige har lanceret en banebrydende nyfortolkning af Blixens forfatterskab. Blixen dæmoniserer det borgerlige samfunds typiske konventioner, eller med Heedes begreber: På strategisk vis mærkværdiggør Blixen almindelige samfundsmæssige vedtægter. Her bliver alle former for ortodoksi parodieret, og bare som en enkelt smagsprøve kan man fremhæve, hvordan Blixens kærlighedsbegreb sjældent er rettet imod avlsbefordrende konstellationer af nogen art.

Ellers pænt på overfladen
Det hele ser ellers pænt ud på overfladen. I Syv Fantastiske Fortællinger genbruger Blixen mange effekter fra romantikkens litterære univers, og fortællingernes handlinger foregår da også i et adelsmiljø i det 19. århundrede. Det sætter sine tydelige præg på sproget, især dialogerne, som har en altmodisch tone. Blixen har rendyrket en typisk kvalitet fra den mundtlige fortælling, og man fornemmer et underlæggende program formuleret ud fra diktatet: Nu skal jeg fortælle dig en fantastisk historie!

Men fortælletonen og de mange litterære effekter er måske i nogen grad med til at camouflere de mange mærkværdigheder, som de fleste sikkert læser henover i farten. De mærkværdige optrin, postulater og figurer bliver også camoufleret af Blixens evne til at skabe narrative superkonstruktioner.

Handlingen skrider altid frem efter en nøjagtig plan, hvor intet virker tilfældigt. I sin levetid arbejdede Blixen altid minutiøst med sit stof, og hun skrev sine fortællinger igennem utallige gange. Alle er opbygget med de samme litterære puslespilsbrikker, som hver gang lægges op i et nyt mønster - brik efter brik – indtil det samlede resultat til slut bliver afsløret som en uhyre, detaljeret mosaik.

Her er Vejene omkring Pisa eller Syndfloden over Norderney eksemplariske; begge fortællinger udvikler sig pludselig på overrumplende vis og ikke uden dramatik og latter. Karen Blixen var ingen alvorlig baronesse. Hvis man taler om almindelig alvor, var hun på mange måder temmelig useriøs.

Maskerade uden manuskript
Hos Blixen ændrer uhørte indfald pludselig handlingens udvikling radikalt, og det hænger til dels sammen med forfatterskabets forkærlighed for teater og iscenesættelse. Scenens logik bliver kommenteret og udnyttet i samtlige fortællinger i Syv Fantastiske Fortællinger.

Alt er en maskerade, og ingen har tilsyneladende fået udleveret manuskriptet. Blixen umuliggør distinktionen mellem ansigt og maske, og i samme bevægelse destabiliserer hun fortællingernes evne til at formulere konklusioner eller sandheder.

I Syv Fantastiske Fortællinger handler det om at digte og drømme uden hverdagens alvorlige mål for øje. Sådan er det også at læse Karen Blixen – den bund useriøse baronesse.

Af Martin Toft, cand. mag.

14 nov.13

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01568647
ISBN
9788700119918
Antal sider
392

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer