Det forsømte forår

'Det forsømte forår' er Hans Scherfigs tredje roman, udgivet i 1940. Bogen er ved første øjekast lille og uanselig: Den fylder et godt stykke under 200 sider, sætningsobygningen er ligefrem og sproget enkelt og lettilgængeligt. Men ingen skal lade sig narre. 'Det forsømte forår' brænder sig fast med sin ætsende og nådesløst satiriske beretning om, hvordan mødet med den sorte skole kan nedbryde et menneskes fantasi og selvstændighed så nidkært og systematisk, at dette menneske til sidst pr. automatik forsømmer ”hvert eneste forår i sit liv”.

'Det forsømte forår' er bygget op som en kollektivroman. Den følger en gruppe københavnske skoledrenge, fra de bliver optaget i mellemskolen med hver deres egenart og særlige fremtidsdrømme, til de 25 år efter studentereksamen mødes til jubilæum, ”forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre, der er opdrættet i krukker og vaser”. Således gøres små, bange skoledrenge til store, bange mænd, uddannede til at videreføre det system, der berøvede dem deres egen barndom.

Som det er tilfældet med Scherfigs foregående roman, 'Den forsvundne fuldmægtig', indledes fortællingen med et klassisk kriminalplot: Den agtværdig lektor C. Blomme falder om en forårsaften, forgiftet med stryknin. Morderen er intetsteds at finde, for ”ingen kunne mistænkes for at stræbe ham efter livet”, som det udtrykkes med karakteristisk, underspillet ironi. Efter denne korte introduktion springes der frem til tiden omkring jubilæet, der fungerer som ramme om resten af romanen. Denne ramme består dels af en række ultraskarpe miniportrætter af de nu midaldrende jubilarer, der lever på behørig og forskræmt afstand af livet, dels af en nærmest impressionistisk gengivelse af festen, som bliver et studie i bevidsthedens evne til at fortrænge og male skønmalerier. Det kommer i særlig grad til udtryk i den højstemte besyngelse af lektor Blomme, som, skal det hurtigt vise sig, ellers nok var værd at stræbe efter livet.

Først i kapitel 15 forlades rammefortællingen til fordel for beretningen om jubilarernes mellemskole- og gymnasietid, som strækker sig over syv år. Det går hurtigt op for både læseren og skoledrengene, at ikke alle drømme eller tanker kan tolereres. ”Der er ikke råd til private interesser og til privat videbegærlighed”, når man går i den sorte skole. Rundt om på siderne er strøet eksempler på den lærdom, eleverne skal tilegne sig udenad, og de lange udredninger nærmer sig avantgardistisk poesi i deres absurditet: ”Man må huske, at når to sekanter skærer hinanden er produktet af den ene sekant og dens uden for cirklen liggende stykke lig produktet af den anden sekant” og så videre derudaf uden ende og uden kommaer.

Når et sådant pensum skal hamres ind i en tolvårigs hjerne, må der gribes til både psykisk og fysisk vold, og alle medlemmer af lærerkollegiet slår en ganske proper næve. På denne baggrund træder især lektor Blomme frem med sin raffinerede evne til at sætte angreb ind, hvor eleverne mindst venter det. Det får navnlig én elev at føle: Edvard Ellerstrøm, som indledningsvis er Blommes yndling, men som formaster sig til at komme i puberteten og få bumser og stor næse. Beretningen om, hvordan Blomme med sine verbale perfiditeter på rekordtid formår at gøre den dygtige Ellerstrøm til et stammende nervevrag, er et mesterligt studie i alliancen mellem frygt og magt.

Som det ofte er tilfældet hos Scherfig, opbygges der i romanen et mikrokosmos, som allegorisk afspejler – og kritiserer – mønstre og strukturer i det omgivende samfund. Skrevne regler er én ting, men nok så vigtigt er det at tilegne sig de uskrevne. Den sociale lagdeling tydeliggøres, da en skoledreng kommer for skade at være høflig mod pedellen: ”Pedellen hedder Petersen. Han er ikke hr. – Og disciplene lærer, at der er klasser også for de mennesker, der ikke mere er skoledrenge.” Dette stilles op imod drengenes stærke indbyrdes solidaritet, som skolen dog et langt stykke hen ad vejen formår at bryde med karakterbøgernes indtog: ”Man ønsker ikke sine venner uheld og dårlige karakterer. Men alligevel. Det er så betydningsfuldt, at de bare får lidt dårligere vidnesbyrd end en selv”.

I begyndelsen af drengenes skolegang har de endnu overskud til at tænke sig en anden og bedre verden. En lille flok drenge danner modstandsgruppen Den sorte Hånd med feltråbet ”Død over Blomme!”, men snart forsvinder de sidste spirer til revolution i sumpen af febrilsk eksamenslæsning. Så effektivt kan et kontrolsystem internaliseres, at der ikke levnes plads til fristeder. Det er da også bemærkelsesværdigt, så mange af eleverne, der som voksne bliver ansat inden for retsvæsenet. Herunder Blommes morder, som bliver afsløret sent i romanen, da spekulationerne om mordet for længst har veget pladsen for de langt mindre spektakulære, men mere vidtrækkende forbrydelser, der begås i lærdommens navn.

Romanens avancerede komposition samvirker effektivt med dens tematik. En mængde flashbacks og flashforwards underbygger fornemmelsen af, hvordan tiden flyder sammen for romanens personer, og hvordan tidens gang, i stedet for at bringe udvikling og fremskridt, blot cementerer forholdene. Det afsluttende kapitel vender tilbage til rammefortællingen, og denne cirkelstruktur mimes effektfuldt på det sproglige plan. Hyppige gentagelser, både af enkeltord og hele sætningsafsnit samt de mange variationer over udtrykket ’det forsømte forår’, afspejler skoledrengenes opfattelse af livet som klaustrofobisk og kvælende. Dette sættes op mod en sætningsopbygning, hvor korte sætninger forbindes med ’og’, hvilket giver en fornemmelse af højt tempo og stakåndethed. Effekten er prægnant: Det kan godt være, livet er lukket og cirkulært, men du har travlt, mens du er i det! Der er ingen tid at spilde, du er hele tiden ved at komme for sent!

Hele vejen igennem romanen opereres der med den særlige scherfigske fortællerstemme, som bevæger sig ubesværet ind og ud af synsvinkler, ubundet af geografiske og tidsmæssige afstande. Det kræver opmærksomhed at fange de utallige små forskydninger, som skabes af en flittig brug af ironi, indirekte tale og fortællerkommentarer. Især medfører den hyppige brug af ’man’ som personligt pronomen en tvetydig effekt. I nogle tilfælde bruges det i indirekte tale som et middel til at give samfundets krav stemme: ”Man kan ikke bare være. Man må have en stilling og et fag og et embede”. Her er fortællerens distance tydelig, og læseren følger trop. I andre tilfælde fremmaner brugen af pronomenet i stedet en fornemmelse af nærvær og samhørighed med personerne – de beskrevne følelser og tanker er jo netop ens for alle, som her ved eksamenstiden: ”Man har nervøs mave og kvalme og klamme hænder. (...) Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret”. Ved hjælp af dette dobbeltsyn får fortælleren både givet system og individer stemme, uden at der dog til syvende og sidst er tvivl om, hvor sympatien ligger.

Fortælleren kan nemlig se og vise læseren alle de facetter af livet, som skolens tunnelsyn lukker ude. Som modbillede til det stivnede tyranni fremstilles en natur og et liv, hvor cirklen kan brydes op og mulighederne står åbne, hvor der er ”landeveje, som går ud i verden og aldrig ender”, og hvor skolen bare er en bygning som alle andre, som duerne kan klatte på. Men for skoledrengene er det for sent – det virkelige liv er rykket uden for rækkevidde efter alle de forsømte forår. Selv da drengene får studentereksamen og kan træde ud af skolen for sidste gang, lever den videre inden i dem: ”Det er svært at løsrive sig. Det er også svært for en fange at forlade sin lille lune celle, som gav ham ly i en årrække”, som det hedder med en giftig sammenligning. Alle nuancerne og synsvinkelskiftene til trods får romanen derfor givet en klar og utvetydig karakteristik af, hvordan angst æder sjæle op, så ingen, der har læst 'Det forsømte Forår' glemmer det – også uden at lære bogen udenad.

Kilder, links og centrale værker