Karen Blixen i Afrika - en brevsamling

Blixens breve fra Afrika er lækker læsning: En sproglig nydelse og en fantastisk fortælling om stort og småt fra farmen ved Ngong Hills. 

Der er visse ting, som bare aldrig går af mode. Ting, som er kommet for at blive, og som med tiden er blevet hele institutioner – ting som cowboybukser, Coca-Cola - og Karen Blixen. Genudgivelser af hendes bøger og biografier om hende ser med jævne mellemrum dagens lys, og man kan ta´ sig selv i at tænke: Får det aldrig en ende? Er det nødvendigt? Gider vi (læs: læserne) virkelig blive ved at tage imod? Svarene er nej, ja og ja.

Det særlige ved Karen Blixen, som netop betinger svarene på de foregående spørgsmål, er, at hele hendes person, alt omkring hende, er og bliver såre interessant. Mine påstande hviler naturligvis kun på overleveringer – jeg har aldrig mødt damen. Til gengæld har jeg lige læst de breve, hun skrev under sit 17 år lange ophold og virke i Afrika, og det er blandt andet ud fra disse, at jeg tillader mig at mene, hvad jeg skrev før: Karen Blixen – af venner og familie kaldet Tanne - var noget særligt.

Denne meget omfattende brevsamling dækker de 17 år, Karen Blixen havde sit virke i sit elskede Afrika. Og netop kærligheden til dette sted – den afrikanske farm ved Ngong Hills – er ikke til at tage fejl af. På trods af alt (jeg nævner i flæng: Sygdom af alskens arter, økonomiske problemer, skilsmissen fra Bror Blixen samt bøvl med ansatte og overordnede) er hendes fascination af og kærlighed til landet fuldkommen uændret. Og en stor del af forklaringen herpå skal findes i den friheds-tilstand, Afrika beredte hende. Borgerlighed og konventioner, som hun kendte dem fra barndomshjemmet Rungstedlund, kom aldrig til at passe til hendes natur.

Men hvorledes var da Tannes natur? En noget sammensat én at skønne efter hendes breve i disse år. På den ene side en gæv og handlekraftig kvinde, der styrede en kaffefarm, nedlagde storvildt og tog sig af sine folk, som var de hendes børn. Og på den anden side en fysisk svækket, lettere krukket og særdeles temperamentsfuld kvinde. Blandt andet beskriver hun, hvordan hun en dag mistede tålmodigheden med en ung kikuyu, som sad model for hende, mens hun forsøgte at portrættere ham. Da han ikke rigtig ville makke ret, hentede furien en pistol, som hun truede ham med under resten af seancen. Det er i hvert fald, hvad hun skriver, men så vidt jeg ved, har man også tidligere beskæftiget sig med sandhedsværdien i Karen Blixens breve – og den kan det vist ind imellem være så som så med.    

Sprogligt set er brevene en sand nydelse at læse – ikke mindst fordi de står i så skærende kontrast til nutidens skriftlige korrespondance. Her på falderebet et tip fra baronessen til unge damer: "To Raad  skal jeg give alle yngre Kvinder: at klippe Haaret af og at lære at køre Automobil. Disse to Ting forandrer hele Tilværelsen."