Inge Eriksen

Inge Eriksen (1935-2015) debuterede med den kønspolitiske debatbog 'Kællinger i Danmark' (1975), efterfulgt af romanen 'Victoria og verdensrevolutionen (1976), som indtager førstepladsen som halvfjerdsernes store, melodramatiske kærlighedshistorie. Inge Eriksen var på det tidspunkt holdt op med at arbejde som folkeskolelærer og  var kendt i offentligheden som politisk aktiv i partiet VS og en ivrig samfundsdebattør. 

'Victoria og verdensrevolutionen' indgår sammen med 'Fugletræet' (1979) og 'Silkehavet' (1981) i hvad Eriksen kaldte ”en tematisk romantrilogi om arbejde, politisk kamp og kærlighed”. På den baggrund kunne man måske forvente bøger skrevet i en let genkendelig samfundskritisk, socialrealistisk stil. Men netop Eriksens forfatterskab viser i hvor høj grad eftertidens forestilling om ”70’er-litteraturen” som en politiserende budskabslitteratur uden blik for det æstetiske er en kliche, der skærer alt over en kam.

Det lange forfatterskab kan opdeles i tre faser: de utopisøgende tekster i 70’erne, science fiction-romanerne fra 80’erne og samfundsskildringerne fra 90’erne. 

Stærke, politiske kvinder 
I det ambitiøse romanværk 'Sommerfuglens vinge', som tager udgangspunkt i Murens fald i 1989 og for første dels vedkommende slutter med kuppet mod Gorbatjov i 1991, er hovedpersonen en midaldrende kvindelig freelance-fotograf, som både arbejder med aktuelle emner for avisens nyhedsredaktion og sideløbende fordyber sig i udstillinger og bogprojekter. Hun omgås både bohemer og burgøjsere, men som gammel venstrefløjsaktivist er hun konstant ramt af anfægtelser og krav om at engagere sig og tage stilling. Hendes netværk består for en stor del af kvinder – den voksne datter, hvis yuppie-tilværelse hun tager afstand fra, søsteren – og frem for alt en gruppe af gamle veninder med en både ramsaltet og sårbar omgangsform.

I forfatterens mere kendte roman 'En kvinde med hat' gælder det Francesca, som vokser op i Aalborg som eneste barn af en far, som er politibetjent, og en mor, der er syerske i en hatteforretning. I 1950 kommer hun på Katedralskolen, som den eneste fra sit kvarter. Her møder hun  husmandsdatteren Karen Sofie, der må pukle derhjemme på marken, når hun ikke er i skole. Deres sammenhold bliver et venskab for livet. 
Også i denne roman trækkes politiske tråde, her til Franco og fascismen igennem Ida Francescas farmor og den spanske familie. Der er engagement og indleven i andre menneskers liv og i begivenhederne i verden. Fra besættelsen af Ungarn, Cubakrisen, den kolde krig, Tjekkoslovakiet, Murens fald til det hjemlige regeringsskifte i år 2001 og diskussioner af, hvor Danmark bevæger sig hen. 

Også 'Blues for en lyserød sko' beboes af stærke kvinder i hobetal: Rosa, Scarlett, Maria, Kate, Molly, Fadila, Lone og mange flere. De er stærke, de er smukke, de er veluddannede og stort set velhavende. Deres største problem er det besvær, sikkerhedskontrollen i lufthavnene, som de jævnligt passerer, udgør. De få undtagelser er Sonia, som ikke hedder Sonia og bliver myrdet, og hendes morderske. Men ellers er de stærke - hele bundtet. Selv da Rosa bryder sammen, gør hun det stærkt!

Hvis man er nysgerrig på Inge Eriksens eget liv, skal man læse erindringsbøgerne 'Brød og roser'. Her kan man blandt andet læse om forfatterens far, Erik Eriksen, der blev involveret i modstandskampen. Han blev arresteret af tyskerne og sendt til Neuengamme. I modsætning til hovedpersonens far i ’En kvinde med hat’ døde han få måneder inden befrielsen. Denne oplevelse kom naturligvis til at præge Inge Eriksens liv og forfatterskab.

Inge Eriksen fik en lang række litterære udmærkelser, herunder Brandes-Prisen (1994) og Otto Gelsted-Prisen (2001).

Gode links om forfatteren
eReolen

Forfatterweb

Gyldendal

Kvinfo

Nordic Womens Litterature