Anmeldelse
Vangede billeder af Dan Turèll
- Log ind for at skrive kommentarer
’Vangede billeder’ er Dan Turèlls kærlige, ironiske og meget nostalgiske tilbageblik på barndommens land - 1950´ernes Vangede.
Vangede, som er en del af Gentofte kommune, ligger på ”den forkerte side” af Lyngbyvej, og har aldrig været anerkendt som hørende til Gentofte af de rigtige Gentofteborgere. Det synes nu ikke at have været noget problem for de mennesker, der rent faktisk boede i bydelen, da Dan Turèll var barn. Det var nærmere noget, man var stolt af. De rige flyttede til Gentofte og Ordrup, mens de fattige fik lejligheder i Vangede, når de flyttede fra byen, for ”De rige kan altid vælge, de fattige kan aldrig vælge”.
I 24 små afsnit fortæller Dan Turèll om familien, vennerne, de handlende, lægen, præsten og alle de andre farverige personer, han voksede op sammen med. Han fortæller også om bibliotekaren, der var en stram dame, som passer fint til det billede, som mange har af en rigtig bibliotekar. Mellem afsnittene er der små fakta-bokse. Bogen er skrevet i talesprog, og de fleste sætninger begynder med et "Og", hvilket gør, at man hører Dan Turèlls stemme for sit indre øre, når man læser bogen.
Selv om bogen er fra 1975, er bogen stadig læseværdig som et nostalgisk tidsbillede på 1950´erne. Bogen er præget af den sorte humor, der var så typisk for Dan Turèll, som fx beskrivelsen af skomagerens selvmord. Skomageren elskede sin hustru, men hun havde været ham utro. Han græd og græd, men en eftermiddag kunne han ikke mere. Han skød sig i forretningen, og blodet dryppede ud over den madpakke, han ikke havde nået at spise. Da slagteren havde udsolgt, hentede han madpakken og solgte den igen for halv pris: ”hva' Satan betød dét par blodpletter”.
Dan Turèlls image som den farverige boheme med det store alkoholforbrug er blegnet noget, efter hans datter Chilli Turèll har skrevet og fortalt om medaljens bagside, en barndom præget af misbrug, svigt og utryghed. Det rykker dog ikke ved, at ’Vangede billeder’ stadig er meget læseværdig som et nostalgisk tidsbillede af 1950érne – og som en del af Dan Turèlls litterære arv.
Analyse
Turèll, Dan - Vangede Billeder
En introduktion til Dan Turèlls forfatterskab kan fint begynde med 'Vangede Billeder'. Her møder læseren det miljø, forfatteren voksede op i og senere hen ud af.
Det er bogen for den nysgerrige læser, der ikke har det store kendskab til hverken forfatteren eller andre sider af forfatterskabet, og som ønsker at stifte bekendtskab med Dan Turèlls forfatterskab.
Turèll er født i 1946. 'Vangede Billeder' er påbegyndt i 1973 og udgivet i 1975. Årstallene afslører, at det er den unge eller ”voksne” forfatter, der har skrevet sine erindringer, inden han er fyldt 30 år. Bogen handler om mennesker og hverdagslivet i Vangede før og omkring 1970’erne. Værket giver altså et historisk blik på et bestemt tidsrum sét fra et bestemt sted i Danmark. Men lad det stå klart - 'Vangede Billeder' er først og fremmest Dan Turèlls karikerede, skæve og humoristiske 'Vangede Billeder'. Og det er derfor man skal læse netop dette erindringsværk. Det er de mange små historier om mennesker og selve sproget, der er det helt særlige og centrale ved bogen og som gør, at den må, skal og bør læses, som et af de bedste værker fra 1970’erne, såvel af den nysgerrige som den inkarnerede Dan Turèll-fan. Turèll afgrænser i bogen én gang for alle hvad Vangede er og hvad Vangede ikke er:
”Gentofte Vest” det er Vangede, og hvis man kalder Vangede ”Gentofte Vest”, så kan man fandeme lige så godt kalde Gentofte ”Vangede Øst” – jeg mener, hvis man først begynder på sådan noget, så kan Jylland sgu lige så godt hedde ”Sjælland Vest”.
Tonen i værket slås an med dette citat. Der er bare forskel på, om man bor i Vangede eller i Gentofte. Og det er Dan Turéll, der med undren, ironi, humor og knivskarpe kommentarer fortæller om det mentale, usynlige, fysiske og topografiske skel der var og måske stadig er mellem mennesker i forstædernes København (Gentofte, Vangede, Buddinge og Ordrup). Bogen er på mange måder derfor også en politisk kommentar til de mere eller mindre synlige forskelle blandt mennesker fra sted til sted i Danmark i 1970’erne.
Der portrætteres i stor stil. Det er de små historier, (Dan Turèlls iagttagelser af mennesker og miljø omkring ham i barne- og ungdomsårene), der danner fine og menneskelige portrætter undervejs i læsningen. Det er fortællerens erindrede billeder, som sprogliggøres på en måde, der for det første viser, at her er en forfatter, som mestrer det danske sprog helt suverænt. Og dernæst viser et særligt blik for detaljen hos det enkelte menneske og alt, hvad hverdagen måtte være indbegrebet af. Sætningerne indledes ofte med formuleringen: ”Og så var der..”. Det har den effekt, at sproget i sig selv virker ivrigt efter at fortælle sine historier.
Men 'Vangede Billeder' er ikke kun en samling ironiske, muntre og præcise billeder af en tid, som Dan Turèll var forankret i. Der hviler også en snert af melankoli over bogen. Der er passager af refleksion over mennesker eller ting, der forandrede sig og som efterfølgende aldrig blev helt de samme igen. Med dette erindringsværk har forfatteren dermed også lagt en distance til Vangede (både fysisk og mentalt). Han tager ikke afstand fra sit ophav, men viser i bogen, at det handler ikke kun om arbejderne i Vangede og de rige i Gentofte, derimod om den småborgerlighed som selv borgerne i Vangede ikke kunne undslippe, efterhånden som de materielle goder og forbedringer, blev hverdagsgoder, som alle fik adgang til.
'Vangede Billeder' er kort og godt Dan Turèllsk og historierne om alle dem, få eller aldrig skriver historier om.
Brugernes anmeldelser