Anmeldelse
Victoria og verdensrevolutionen af Inge Eriksen
- Log ind for at skrive kommentarer
Farver, folkelighed, had, kærlighed og revolutionsromantik så det forslår. Tag med Victoria til det fiktive sydamerikanske land L, der gennemgår en vellykket socialistisk revolution.
Inge Eriksens debutroman udkom i to bind i 1976 og så igen i et enkelt bind med en ny trivi-forside i 2006. Den findes stadig rundt om på nogle biblioteker, men kan kun købes antikvarisk. Det er en både spændende og (melo)dramatisk historie om unge Victoria, der ser sin far blive likvideret med mange andre modstandere af det fascistiske styre. Hun flygter til landsbyen i bjergene, hvor det menneskekærlige fællesskab hersker. Her bliver hun en del af den revolutionære bevægelse og kan derfor ikke gå helhjertet ind i kærlighedsforholdet til den flotte Gerardo. Men historien ender lykkeligt, også for landet L., og alle lever i forhold til den revolutionære nødvendighed.
Kan man overhovedet genkalde sig stemningen, der herskede i 70'erne, der for eksempel fik mange i de venstreorienterede kredse til at støtte Chile-komiteen, der blev dannet efter kuppet mod Salvador Allendes styre i Chile. Det er meget vanskeligt, da verden har ændret sig voldsomt siden. Vi har lært en anden "bevægelse" at kende, der i sin yderste konsekvens mener at alle, der ikke tror på islam, bør dræbes. Vi har desuden fået et vestligt samfund, der hylder individualisten frem for kollektivet. Når det er sagt, så er ’Victoria og Verdensrevolutionen’ stadig en roman, der kan fange sin læser. Den er spændende, også kærlighedshistorien mellem Gerardo og Victoria. Og dilemmaet mellem pligten i forhold til arbejdslivet og parforholdet kan vi stadig nikke genkendende til. Sporer vi ikke også netop i disse år en kollektiv tendens med bofællesskabernes fremgang og deleøkonomi? I romanens beskrivelse af kollektivets indre liv møder vi også i høj grad de stærke, skrupelløse og farverige individualister for hvem et bedre samfund, et samfund med mindre ulighed, står øverst. Så det ér muligt at vende den kollektive og individualistiske tankegang på hovedet, både dengang og nu.
Jeg kommenterede i indledningen, at forsiden på 2006-udgaven ligner en kioskroman. Det er synd, selvom det måske ikke var hensigten. Kærlighedshistorierne i beretningen er både gode og engagerende, og forfatteren var en skribent, der godt kunne lide og var god til de store armbevægelser. Personligt er jeg også ked af, at romanen ikke er til rådighed uden besvær. Den kunne have fortjent at møde nye læsere i dag, hvor 70'erne er fremme på scenen igen. Den bliver kaldt "en utopisk roman", men jeg vil helst ikke tro, at mindre ulighed er en utopi.
Analyse
Eriksen, Inge - Victoria og verdensrevolutionen
Inge Eriksens debutroman Victoria og verdensrevolutionen fra 1976 indtager førstepladsen som halvfjerdsernes store, melodramatiske kærlighedshistorie.
Inge Eriksen (f. 1935) var på det tidspunkt holdt op med at arbejde som folkeskolelærer og havde i 1975 udgivet debatbogen Kællinger i Danmark sammen med filmkunstneren Jytte Rex. Hun var kendt i offentligheden som politisk aktiv i partiet VS og en ivrig samfundsdebattør.
Victoria og verdensrevolutionen indgår sammen med Fugletræet (1979) og Silkehavet (1981) i hvad Eriksen kalder ”en tematisk romantrilogi om arbejde, politisk kamp og kærlighed”. På den baggrund kunne man måske forvente bøger skrevet i en let genkendelig socialrealistisk stil. Men netop Eriksens forfatterskab viser i hvor høj grad eftertidens forestilling om ”70’er-litteraturen” som en politiserende budskabslitteratur uden blik for det æstetiske er en kliche, der skærer alt over en kam. Gennem hele sin karriere som forfatter og debattør har Inge Eriksen talt om, hvordan form og indhold, kunst og politik hænger sammen: etik og æstetik kan ikke adskilles.
Victoria og verdensrevolutionen hører ind under kategorien utopisk litteratur. Den foregår i et fiktivt latinamerikansk land, kaldet L., i perioden 1953-59. Typisk for genren – såvel som for science-fiction og fantastisk litteratur – er bogen forsynet med et landkort og en personliste. Hovedpersonen er Victoria Pestaña, om hvem det angives på listen, at hun er født i 1933, arbejder som kartograf, landarbejder, agitator og bliver sekretær for Pinares fra 59, den sidstnævnte har stillingsbetegnelsen ”revolutionsleder”.
Bogen starter da den 19-årige Victoria overværer mordet på sin far under en massakre i hovedstaden Harapo. Hun flygter op i bjergene til den landsby, hvor hendes bror Alexander er stationspasser, og hvor en modstandsbevægelse er ved at organisere kampen mod det brutale militærstyre. Efter den dramatiske indledning bygges handlingen op, så vi følger revolutionens faser måned fra måned frem til magtovertagelsen og etableringen af en socialistisk idealstat i slutningen af 1950’erne. Meget sigende slutter bogen med en politisk begivenhed fra det virkelige liv, drabet på Kennedy i 1963. Romanen bliver således både en fantasi om den udvikling, der kunne være sket i 50’erne, men også en kommentar til den hændelse, der knuste de drømme og håb, som knyttede sig til Kennedys epoke.
Hånd i hånd med skildringen af det politiske arbejde, beskrives det praktiske liv for landarbejderne samtidig med udviklingen af et forrygende kærlighedsdrama mellem arbejderkvinden Victoria og den gudesmukke akademiker, biologen Gerardo Martí, der mageligt matcher det 20. århundredes største filmromance-par Rhett Butler og Scarlet O’Hara. Til forskel fra Borte med blæsten ender Inge Eriksens bog med en happy-end; men da har vi også været igennem knap 650 siders dramatisk handlingsforløb, hvor de voldsomste følelser og begivenheder aktiveres: had og kærlighed, liv, fødsel og død, arbejde og kamp, politiske diskussioner og store, generøse fester.
Det er karakteristisk, at Eriksen skriver i en melodramatisk stil – længe før bølgen af latinamerikansk litteratur skyller ind over os i 80’erne – en stil, som ikke går af vejen for at bruge overdrivelser og kontraster som virkemiddel. Vi får imidlertid ikke lov til som læsere at glemme romanens karakter af fiktion. Hvert kapitel er forsynet med et citat fra andre tekster, det kan være anarkisten Rosa Luxemburg, den antikke græske digter Sapfo, forfattere som George Eliot, Nadine Gordimer, Karen Blixen eller Inger Christensen.
Spillet mellem det fiktive romanunivers og andre fiktive eller dokumentariske tekster, samt den melodramatiske stil, vi først og fremmest kender fra filmmediet, skaber en roman, der er sin egen genre, mere skæv end skøn, eller måske netop skøn, fordi den tør blande elementer fra forskellige traditioner, genrer og medier.
Links
Forfatterweb
Dansk bibliotekscenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
KVINFO: Dansk kvindebiografisk leksikon.
Artikel om Inge Eriksen
Brugernes anmeldelser