Anmeldelse
Vinterbørn af Dea Trier Mørch
- Log ind for at skrive kommentarer
Denne kollektivroman om kvinderne på Rigshospitalets svangre-, føde- og barselsgang udkom for første gang i 1976. Et evigtgyldigt mesterværk, som bør læses og tåler genlæsning.
Jeg læste ’Vinterbørn’ første gang, da jeg var ca. 17 år. Jeg tog mine forældres allerede gamle eksemplar fra deres bogreol og slugte den begærligt. Jeg havde ikke selv fået børn endnu, var ikke gravid, men kunne alligevel hente så meget i den almengyldige kvindefortælling. Den er livsklog og præcis og har sin helt egen konstruktion. Samtaler, tanker og beskrivelser blandes i et fint fletværk. Historien tager sin begyndelse 16. december og slutter 15. januar. Dea Trier Mørch har illustreret bogen med en række meget fine linoleumstryk.
40 år er gået siden udgivelsen og derfor er der nu udkommet en jubilæumsudgave. Jeg har i mellemtiden født to børn, og selvom meget er ændret, er bogen stadig aktuel og vedkommende.
"Den nyfødte spræller og hyler, som en fisk der er hevet i land. De små, kraftige lemmer spjætter i luften, og vandet stænker. Blåhvid og violet, dækket af fosterfedt. Endnu er hun forbundet til sit moderskib med en trosse, til sit rumfartøj ved sin livline - den tykke gulligthvide, pulserende, snoede navlestreng. Klip! Og hun er for altid blevet et selvstændigt menneske." (s. 144).
Fortællingen beskriver kvinder i en af deres mest betydningsfulde situationer. Den situation hvor alle bliver lige. Lige i forventningen, smerten, glæden, sorgen, angsten, ansvaret og kærligheden. Nogle er garvede flergangsfødende, andre er purunge nybegyndere.
Ikke alle kommer hjem med et levende barn og ikke alle børn kommer hjem med deres mor, men sendes til bortadoption. Nogle fødes med handikap.
Man smiler lidt af De-tiltaleformen og brugen af Fru og efternavne og den anderledes mode, både i tøj- og navnevalg. De gravide og ammende drikker øl, vin og spiritus, ligesom de ryger flittigt. De fødende får lov at ankomme i god tid til fødeafdelingen og de ligger i fire-fem dage efter fødslen på barselgangen og kommer sig lige så stille. Børnene køres ud til personalet om natten, så de nybagte mødre kan få deres nattesøvn. Fædrene er i de fleste tilfælde til stede under fødslen og det helt nede mellem benene på kvinderne, ellers kommer de kun i besøgstiden. Når besøgstiden indtræffer ophører ligheden mellem kvinderne, og de sociale skel bliver tydelige. En af de gravide kvinder på svangregangen er en tyrkisk indvandrer. Hun taler meget lidt dansk og omtales i flæng som "tyrken", selvom hun hedder Habiba. Den ene af kvindernes mand er grønlænder, hvorfor hun tænker på sit barn som "den lille eskimo".
’Vinterbørn’ er et tidsbillede af 1970erne, men et evigtgyldigt billede på kvinders graviditeter og fødsler og på kvinden, der bliver mor. Det er et mesterværk, som bør læses og som tåler genlæsning.
Analyse
Trier Mørch, Dea - Vinterbørn
Dea Trier Mørchs roman 'Vinterbørn' tegner et realistisk og stærkt samfundbillede af 1970’erne set fra vidt forskellige kvinders synsvinkel.
I 1976 debuterede forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørch med samtidsromanen 'Vinterbørn'. Romanen, som er illustreret med forfatterens træsnit, blev meget positivt modtaget af anmelderne. Den er siden hen oversat til 22 sprog og blev filmatiseret af Astrid Henning Jensen i 1978. Filmen blev tildelt Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin i 1979.
'Vinterbørn' foregår på fødeafdelingen på Rigshospitalet omkring nytår 1975. Her flettes vidt forskellige kvindeskæbner sammen. De kommer fra forskellige dele af samfundet, fra forskellige familieforhold og med forskellige værdigrundlag. Men på hospitalet ophæves forskellene, de bliver klædt i ens hospitalsskjorter og har alle lige svært ved at sove i den kølige hospitalsnat. Patienterne udvikler en større social forståelse for hinanden. Vi hører om Olivia, der er ved at miste synet på grund af sukkersyge, og som elsker sin arbejdsløse Holger og lille Kalle over alt på jorden. Vi hører, hvordan hun insisterende forsøger at få flyttet datoen for sit forestående kejsersnit til en dag, hvor Holger ikke går til banko. Vi hører om Habiba fra Tyrkiet, som ikke forstår et ord af, hvad lægerne siger, men bare nikker smilende igen. Vi hører om den 41-årige papirhandler Karen-Margrethe, som slet ikke troede, hun kunne få børn, og som nu lykkeligt ligger og venter på, at lægerne skal hjælpe hende med at forløse lille Brian. Vi følger kvinderne på svangregangen, på fødegangen og til slut på barselsgangen, hvor de sprællende fisk i maverne er blevet til rigtige små børn, der ligger og ammer hos deres mødre.
Romanen handler om noget så alment som graviditet og fødsel. Men også om hvor unik graviditeten og fødslen er for den enkelte kvinde. Den viser, hvor forskellige kvinderne er, og hvordan de alle alligevel er styret af de samme motiver og behov. De vil alle det bedste for deres barn, de håber alle på en god fødsel og en god kommentar under stuegang. Romanen illustrerer ligeledes en modsætning mellem de gravides angst og hospitalets varme og kompetence. Dea Trier Mørch beskriver nemlig et hospitalsvæsen fuld af omsorg og overskud. Hospitalet bliver en oase som beskytter kvinderne fra det omgivende samfund.
'Vinterbørn' er en bog, som fortæller om et bestemt sted på et bestemt tidspunkt – Rigshospitalet i vinteren 1975-1976, men den fortæller også om noget almenmenneskeligt. Den kan både læses som et tidsbillede og som en beskrivelse af noget universelt. 'Vinterbørn' giver et billede af samfundet i midten af 1970’erne set fra kvindernes synsvinkel. Men den er også en meget realistisk, varm og stærk beskrivelse af de følelser, kvinder har inden, under og efter fødslen.
Brugernes anmeldelser