Anmeldelse
Sommerfuglens vinge, bd. 1 af Inge Eriksen
- Log ind for at skrive kommentarer
Titlens metafor er hentet fra kaosteorien, og første del af denne trilogi beskriver opbruddets Europa omkring 1990 og sammenhængen mellem det personlige og det politiske.
Hovedpersonen i dette vældigt ambitiøse romanværk, som tager udgangspunkt i Murens fald i 1989 og for første dels vedkommende slutter med kuppet mod Gorbatjov i 1991, er den midaldrende freelance-fotograf Clara, som både arbejder med aktuelle emner for avisens nyhedsredaktion og sideløbende fordyber sig i udstillinger og bogprojekter. Hun omgås både bohemer og burgøjsere, men som gammel venstrefløjsaktivist er hun konstant ramt af anfægtelser og krav om at engagere sig og tage stilling.
Hendes netværk består for en stor del af kvinder – den voksne datter, hvis yuppie-tilværelse hun tager afstand fra, søsteren – og frem for alt en gruppe af gamle veninder med en både ramsaltet og sårbar omgangsform. I slutningen af bogen oplever hun dog en kærlighedsaffære med en meget yngre mand, hvor den melodramatiske udvikling ikke skal afsløres her.
Som forfatterens alter ego er Clara en repræsentant for det engagerede politiske menneske og kæmper næsten uophørligt for at forstå og skildre livet i kunstnerisk form. Roman er vældig ordrig, til tider nærmest svulstig – her har Clara nemmere ved at rumme og udsige alt det usagte i ét enkelt billede. Sproget kommer til kort i skildringen af det ubegribelige, som det udtrykkes et sted: ”De begreber vi bruger, hænger ikke sammen med det, der sker. Og de hænger overhovedet ikke sammen med det vi føler.”
Læst på tyve års afstand af den historie, som den skildrer, fungerer bogen først og fremmest som tidsdokument – dog i højere grad for den læser, som selv har været der, end som realistisk tidsbillede. Jeg husker udmærket Václav Havels besøg i København for at modtage Sonningprisen i 1991, især billederne fra lufthavnen med den lille mand ved siden af vores høje dronning. Faktisk skildres denne scene indgående i bogen, og det virker meget stærkt at læse beskrivelsen netop dagen efter, at han er død.
Bogen vil fortælle såvel den politiske som den ideologiske historie med tilbageblik på et halvt århundrede og samtidig tolke kvindehistorie med Clara som medium. Det er næsten for meget, men stadig et begavet og respektindgydende forsøg på at indfange en tidsånd og fastslå det personlige ansvar for verdens udvikling.
- Log ind for at skrive kommentarer
Titlens metafor er hentet fra kaosteorien, og første del af denne trilogi beskriver opbruddets Europa omkring 1990 og sammenhængen mellem det personlige og det politiske.
Hovedpersonen i dette vældigt ambitiøse romanværk, som tager udgangspunkt i Murens fald i 1989 og for første dels vedkommende slutter med kuppet mod Gorbatjov i 1991, er den midaldrende freelance-fotograf Clara, som både arbejder med aktuelle emner for avisens nyhedsredaktion og sideløbende fordyber sig i udstillinger og bogprojekter. Hun omgås både bohemer og burgøjsere, men som gammel venstrefløjsaktivist er hun konstant ramt af anfægtelser og krav om at engagere sig og tage stilling.
Hendes netværk består for en stor del af kvinder – den voksne datter, hvis yuppie-tilværelse hun tager afstand fra, søsteren – og frem for alt en gruppe af gamle veninder med en både ramsaltet og sårbar omgangsform. I slutningen af bogen oplever hun dog en kærlighedsaffære med en meget yngre mand, hvor den melodramatiske udvikling ikke skal afsløres her.
Som forfatterens alter ego er Clara en repræsentant for det engagerede politiske menneske og kæmper næsten uophørligt for at forstå og skildre livet i kunstnerisk form. Roman er vældig ordrig, til tider nærmest svulstig – her har Clara nemmere ved at rumme og udsige alt det usagte i ét enkelt billede. Sproget kommer til kort i skildringen af det ubegribelige, som det udtrykkes et sted: ”De begreber vi bruger, hænger ikke sammen med det, der sker. Og de hænger overhovedet ikke sammen med det vi føler.”
Læst på tyve års afstand af den historie, som den skildrer, fungerer bogen først og fremmest som tidsdokument – dog i højere grad for den læser, som selv har været der, end som realistisk tidsbillede. Jeg husker udmærket Václav Havels besøg i København for at modtage Sonningprisen i 1991, især billederne fra lufthavnen med den lille mand ved siden af vores høje dronning. Faktisk skildres denne scene indgående i bogen, og det virker meget stærkt at læse beskrivelsen netop dagen efter, at han er død.
Bogen vil fortælle såvel den politiske som den ideologiske historie med tilbageblik på et halvt århundrede og samtidig tolke kvindehistorie med Clara som medium. Det er næsten for meget, men stadig et begavet og respektindgydende forsøg på at indfange en tidsånd og fastslå det personlige ansvar for verdens udvikling.
Kommentarer