Eline Bessers læretid

Med masser af real-viden skildrer Jytte Borberg dagliglivet, sådan om det tager sig ud for køkkenregionens befolkning og som det leves i de fines stuer i år 1900.

Eline Bessers læretid er en medrivende fortælling om herskab og tjenestefolk i en dansk provinsby i året 1900, hvor vi følger 15-årige Eline i jobbet som tjenestepige hos den fine familie Urne. Med masser af real-viden skildrer Jytte Borberg (f. 1917) dagliglivet, sådan som det tager sig ud for køkkenregionens befolkning, og som det leves i de fines stuer. Herskabet består af familiens overhoved, Oskar Urne, ejer af en konfektionsforretning, hans yndige frue, Claudine, der får dagen til at gå med broderi, indendørsindretning og damevisitter, samt deres to børn, der holdes beskæftiget af en barnepige og kun vises frem ved festlige lejligheder. Herren har mange ansatte i sit brød. Familien betjenes af en tjenestepige, en barnepige, en privatlærerinde, en karl, og som den mest vigtige person i husholdningen, kokkepigen Hilda. For unge, uerfarne Eline bliver Hilda både en slags reservemor og en kampfælle, da tjenestepigerne slutter sig sammen i en fagforening. Dertil kommer personalet i forretningen, hvor vi mest hører om Heinrich, en ung, tysk ekspedient, der er på uddannelsesophold i Danmark.

Romanen er komponeret på en måde, der, uden sammenligning i øvrigt, kan minde om Herman Bangs roman Stuk fra 1887. Bang tematiserer i lighed med Jytte Borberg perioden omkring århundredskiftet som en udvikling fra storhed til fald. En væsentlig forskel er, naturligvis, at Bang er samtidig med sit stof, mens Borberg skriver om det samfundsmæssige opbrud med 70 års distance. Hos Bang følger vi i fodsporene på Københavner-journalisten Herluf Berg; hos Borberg er samfundsudviklingen set fra provinsen og fra en tjenestepiges synsvinkel. Og hvor Bangs roman entydigt fremanalyserer et økonomisk, moralsk og socialt forfald i 1880’erne, lægges vægten hos Borberg på de positive sider ved opbruddet omkring 1900: overgangen til demokrati, fremvæksten af en solidarisk arbejderbevidsthed og den begyndende kamp for ligeret mellem køn og klasser.

Hos Bang bliver materialet ’stuk’, dvs. en gipsblanding, der bruges til udsmykning af lofter og facader, symbol på alt, hvad der klinger hult og forlorent i samfundet. Også Borberg bruger beskrivelsen af et interiør som symbolsk billede i sin tematisering af social opgang og nedgang: Elines frue har indrettet sit eget rum, hvor hun modtager gæster og opholder sig det meste af dagen. Det er rigt udstyret med maghonimøbler betrukket med gult plys og beskrives her af en benovet Eline:

”De mørkebrune, frynsebehængte stole, de ravgule tungt dragerede gardiner, de gyldne silketapeter og hængelampen med garneringer af gult crepepapir og gule cigarbånd, der faldt nedover en hvid tyllsblonde, der lignede en blomst. Alt derinde var som om en humlebi summende fyldte hele rummet op med sød honning…” (s. 5)

Dette rum oser af harmoni i bedste klunke- og herskabsstil. Imidlertid har fruen broderet en ny kakkelovnsskærm med hvide åkander på sort baggrund spændt ud på et stativ af lyst asketræ. Hvad hun ikke selv ser i første omgang er, at farverne ikke stemmer med resten af rummet. Et element af disharmoni har bogstavelig talt sneget sig ind i den honningsøde paradisidyl. Det skal senere vise sig, at disharmonien stikker meget dybere og angår hele fundamentet for familiens tilværelse.

Da det går op for herskabet, at farveharmonien er forstyrret, bliver omgivelserne øjeblikkeligt ændret: møbler, tæpper, gardiner, tapet og loft skiftes ud eller omdekoreres. Hvor klunkestuen var præget af varme farver og holdt i variationer inden for samme område af farveskalaen – gult i gult – er den moderne stil præget af kontrasten mellem lyse og mørke farver. Klunkestilen var blød og magelig, de nye møbler er hårde og umagelige. Ingen føler sig hjemme i den nye stue, undtagen forretningsgeniet Heinrich, der som den eneste sidder rigtig godt i de stive stole. Eller sagt på en anden måde: familien Urne og deres livsstil er ude af trit med samtiden, mens henholdsvis Heinrich og Eline (iført sin nyindkøbte reformdragt) på hver sin måde repræsenterer fremtiden.

Efter Eline Bessers læretid skrev Jytte Borberg en fortsættelse, 'Det bedste og det værste: Eline Besser til det sidste' (1977). Her følges Elines liv frem til døden, først beskrevet af en tredjeperson og dernæst fortalt af Eline selv. Eline Besser-serien er et fint eksempel på fornyelsen af den socialt engagerede realistiske prosa i 1970’erne, men kan også bruges som indgang til et stort og varieret forfatterskab, der både rummer et realistisk og et mere eksperimenterende, modernistisk spor.

Kilder, links og centrale værker