ballader om vold og ømhed

Lean Nielsen er en moderne og meget verdslig trubadur, der med enkle midler omsætter egne erfaringer til fortællende poesi.

I løbet af 1960’erne ændres opfattelsen radikalt af hvad litteratur er og kan. Litteraturen og kunsten ses ikke længere alene som ophøjede former for viden, der skal bibringe læseren dannelse og erkendelse om eksistentielle tematikker. Litteratur har forskellige former og funktioner og forfatteren kan benytte sig af mange forskellige registre. Der er ikke én måde at udtrykke sig på, som er mere rigtig end andre. Den åbning af det litterære felt baner vejen for, at det talende jeg – og dermed fortællingen – vender tilbage i nye former, f.eks. i poesien

Lean Nielsen (1935-2000) er et eksempel på en forfatter, der fortæller historier i sine digte. Ikke hvilke som helst historier, men historier fra og om det virkelige liv, nemlig hans eget. Han debuterer som 34-årig i 1969 med digtsamlingen Fru Jensen in memorian. Digtsamlingen ballader om vold og ømhed fra 1976 udgør et hovedværk i hans tidlige forfatterskab. Allerede titlen er sigende. Balladen er en gammel form, som oprindeligt er knyttet til en folkevisetradition, men her er omsat til moderne viser i en slags prosadigte.

Tematikken ”vold og ømhed” skal tages helt bogstavelig. Lean Nielsen beskriver et barskt ungdomsliv med masser af tørre tæsk, men også den ømhed der knytter sig til pigerne og seksualiteten, og de få lykkelige erindringsglimt fra barndommen. Digteren Asger Schnack har givet en meget præcis beskrivelse af digtsamlingen: ”Bogen, der forener genrerne digt, roman og erindring, er et stort dokumentarisk epos om en drengs utrolige, men sande oplevelser fra sit 14. til 17. år”.

Alle digtene har titler, som henviser til konkrete steder, hvor Lean Nielsen har opholdt sig som ung, og de lægger sig i kronologisk rækkefølge, så vi får en slags selvbiografi: som 14-årig får han en læreplads på landet svarende til digtet ”landvæsenselev”. Derefter følger ophold på   ”sømandsskolen i svendborg”, forskellige tjanser som dæksdreng på skibene ”m/s håbet”, ”m/s birte”, ”m/s aranak”, ophold på ”ungdomshjemmet bustrup”, arbejde på ”fabrikken i ryesgade”, ophold på ”iagttagelseshjemmet hvidborg” og til slut endnu en skibstjans på ”m/s herbrand”.

Vi får præsenteret billedet af et omtumlet liv. Lean rømmer ustandselig fra de steder, han bliver anbragt, men kan heller ikke finde sig til rette hjemme hos moderen og de to yngre søskende i lejligheden i København. Hans ”hjemløshed” – et klassisk tema i såvel folkevisen, eventyret som udviklingsromanen – har også at gøre med, at der hverken er en far eller mor at støtte sig til derhjemme. Leans stedfar bliver fordrevet fra ægteskabet, pga. moderens fanatiske religiøsitet, der ikke giver hendes børn trøst og håb, men snarere medvirker til at forøge en stærk angst hos den unge Lean.

Centralt placeret midt i samlingen står digtet ”m/s hvenøsund”, der med sine 50 sider får en særlig status. Lean er blevet hyret af sin stedfar, som er skipper på denne båd. Digtet beskriver det arbejde der udføres ombord i konkrete detaljer. Men dernæst kredser fortælleren – som altså er den voksne forfatter – om forholdet til stedfaren, der beskrives med beundring og afslører et brændende ønske om kontakt. Man mere end aner, at denne mand kunne være blevet en støtteperson og rollemodel, men der er ingen bitterhed i beskrivelsen. Tværtimod afstår Lean Nielsen fra den nærliggende, men også simple model, der hedder ”arv og miljø” – tingene blev som de blev, og sådan bliver de også fortalt. Samlingen slutter med en besyngelse af kvinden og kærligheden – hun hedder Gudrun – og en utopisk forestilling om det liv der venter forude sammen med hende.

Lean Nielsen er en moderne – og meget verdslig – trubadur, der med enkle midler – især brugen af den rytmiske gentagelse – omsætter egne erfaringer til fortællende poesi.

Kilder, links og centrale værker