Inge Eriksens debutroman Victoria og verdensrevolutionen fra 1976 indtager førstepladsen som halvfjerdsernes store, melodramatiske kærlighedshistorie.
Inge Eriksen (f. 1935) var på det tidspunkt holdt op med at arbejde som folkeskolelærer og havde i 1975 udgivet debatbogen Kællinger i Danmark sammen med filmkunstneren Jytte Rex. Hun var kendt i offentligheden som politisk aktiv i partiet VS og en ivrig samfundsdebattør.
Victoria og verdensrevolutionen indgår sammen med Fugletræet (1979) og Silkehavet (1981) i hvad Eriksen kalder ”en tematisk romantrilogi om arbejde, politisk kamp og kærlighed”. På den baggrund kunne man måske forvente bøger skrevet i en let genkendelig socialrealistisk stil. Men netop Eriksens forfatterskab viser i hvor høj grad eftertidens forestilling om ”70’er-litteraturen” som en politiserende budskabslitteratur uden blik for det æstetiske er en kliche, der skærer alt over en kam. Gennem hele sin karriere som forfatter og debattør har Inge Eriksen talt om, hvordan form og indhold, kunst og politik hænger sammen: etik og æstetik kan ikke adskilles.
Victoria og verdensrevolutionen hører ind under kategorien utopisk litteratur. Den foregår i et fiktivt latinamerikansk land, kaldet L., i perioden 1953-59. Typisk for genren – såvel som for science-fiction og fantastisk litteratur – er bogen forsynet med et landkort og en personliste. Hovedpersonen er Victoria Pestaña, om hvem det angives på listen, at hun er født i 1933, arbejder som kartograf, landarbejder, agitator og bliver sekretær for Pinares fra 59, den sidstnævnte har stillingsbetegnelsen ”revolutionsleder”.
Bogen starter da den 19-årige Victoria overværer mordet på sin far under en massakre i hovedstaden Harapo. Hun flygter op i bjergene til den landsby, hvor hendes bror Alexander er stationspasser, og hvor en modstandsbevægelse er ved at organisere kampen mod det brutale militærstyre. Efter den dramatiske indledning bygges handlingen op, så vi følger revolutionens faser måned fra måned frem til magtovertagelsen og etableringen af en socialistisk idealstat i slutningen af 1950’erne. Meget sigende slutter bogen med en politisk begivenhed fra det virkelige liv, drabet på Kennedy i 1963. Romanen bliver således både en fantasi om den udvikling, der kunne være sket i 50’erne, men også en kommentar til den hændelse, der knuste de drømme og håb, som knyttede sig til Kennedys epoke.
Hånd i hånd med skildringen af det politiske arbejde, beskrives det praktiske liv for landarbejderne samtidig med udviklingen af et forrygende kærlighedsdrama mellem arbejderkvinden Victoria og den gudesmukke akademiker, biologen Gerardo Martí, der mageligt matcher det 20. århundredes største filmromance-par Rhett Butler og Scarlet O’Hara. Til forskel fra Borte med blæsten ender Inge Eriksens bog med en happy-end; men da har vi også været igennem knap 650 siders dramatisk handlingsforløb, hvor de voldsomste følelser og begivenheder aktiveres: had og kærlighed, liv, fødsel og død, arbejde og kamp, politiske diskussioner og store, generøse fester.
Det er karakteristisk, at Eriksen skriver i en melodramatisk stil – længe før bølgen af latinamerikansk litteratur skyller ind over os i 80’erne – en stil, som ikke går af vejen for at bruge overdrivelser og kontraster som virkemiddel. Vi får imidlertid ikke lov til som læsere at glemme romanens karakter af fiktion. Hvert kapitel er forsynet med et citat fra andre tekster, det kan være anarkisten Rosa Luxemburg, den antikke græske digter Sapfo, forfattere som George Eliot, Nadine Gordimer, Karen Blixen eller Inger Christensen.
Spillet mellem det fiktive romanunivers og andre fiktive eller dokumentariske tekster, samt den melodramatiske stil, vi først og fremmest kender fra filmmediet, skaber en roman, der er sin egen genre, mere skæv end skøn, eller måske netop skøn, fordi den tør blande elementer fra forskellige traditioner, genrer og medier.
Links
Forfatterweb
Dansk bibliotekscenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
KVINFO: Dansk kvindebiografisk leksikon.
Artikel om Inge Eriksen
Kommentarer