Kærestesorg

Med digtsamlingen Kærestesorg ramte Kristen Bjørnkjær tidsånden i 70’erne ved at vise, at mænd også kan tale om følelser.

Kristen Bjørnkjær (f. 1943) blev et kendt navn i 70'erne takket være en eneste lille, bitte bog, digtsamlingen Kærestesorg. Digtsamlingen Kærestesorg signalerer med sit omfang og omslag værdier, som traditionelt tilskrives et kvindeligt univers. Den lille bog med rødt omslag er dekoreret med et glansbilledhjerte af roser og forglemmigej. Titel og forfatter er skrevet i hånden med en nydelig feminin skråskrift.Det sirlige udseende leder forventningerne i retning af skolepigers poesi- og dagbøger og giver løfte om en inderlighed, som der ikke helt er dækning for. Bjørnkjærs digte tematiserer mænds problemer med at finde sig til rette i en verden, hvor kvinderne i en periode var i front. Kvindefrigørelse og kvinders fulde indtræden på arbejdsmarkedet satte spørgsmålstegn ved de nedarvede kønsroller og krævede en omfordeling både i samfundet og inden for familiens rum. For mændene var det ikke uproblematisk at skulle definere nye manderoller uden tab af maskulinitet og identitet.

Det er blandt andet nogle af disse problemer, Kristen Bjørnkjær forsøger at bearbejde i sine digte. Her fortæller et mandligt digter-jeg om kærlighed, håb, håbløshed, om at have tid til at leve, at finde sig selv i en verden, der føles fremmed, at kunne være del af en helhed og ikke et afstikkende eksemplar. Digtene peger ikke fremad, de har en mere tilbageskuende selvransagende karakter. Digtene er af meget forskellig længde fra to korte linier til flere sider. Det er moderne digte for så vidt, de har uens verslængde og er uden rim. De er lette at læse og ofte bygget op omkring en sproglig vittighed eller en besjæling af døde ting som her: "Frihed, råbte mit hjerte muntert/ og sprang ud af min krop/ og trillede hoppende af sted/ ad en lang, lang landevej// Jeg råbte: Skriv hjem!/ Fortæl hvad du oplever!/ Jeg vil savne mit gode hjerte/ det løb af uden mig". Digtet gentager en konventionel modsætning mellem "hjertets frihed" og kroppen som en "generende byrde", der holder jeg'et indespærret i sit fængsel, hvorfra han beklager sit vilkår. Det ville være forkert at kalde den slags digte for "bekendelseslitteratur". Snarere er de udtryk for en følelse af tilværelsens urimelighed, som udtrykkes i nøgterne vendinger eller med en god portion sentimentalitet. Et eksempel på det første findes i dette digt:

Jeg ser dig om natten
og jeg ser dig om dagen
og jeg ser dig mellem søvn og vågen
du er flyttet ind i mit hoved
og flyttet ind for at blive
og er faktisk til ulejlighed

Kristen Bjørnkjær ramte en tidsånd ved at vise, at mænd også kan tale om følelser. Men til forskel fra f.eks. Vita Andersens knugende digte som fastholder en verden af tristesse gennem sin opremsning af konkrete ting, holder Bjørnkjær sig til generelle vendinger og konventionelle tematikker.

Kilder, links og centrale værker