Brød og roser. Af en romanforfatters erindringer. Bind 1 af Inge Eriksen

Livskloge, verdenskloge, tænksomme, reflekterende, selverkendende og aldrig kedelige erindringer fra en sej kvinde og en ditto forfatter.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg læser faktisk ikke ret mange biografier og erindringer. Men jeg var ikke i tvivl, da jeg så, at Inge Eriksen havde skrevet første del af sine erindringer. Den bog måtte jeg læse! For det første har jeg, siden jeg som 17-årig læste ’Victoria og verdensrevolutionen’ været ret vild med forfatteren. For det andet var jeg helt ærligt også en smule nysgerrig: Hvor meget af historien i ’En kvinde med hat’ er selvoplevet?

Inge Eriksen blev født i 1935 i Skørping ved Aalborg. Hendes far var ansat ved DSB, og da Inge var fem år gammel, blev faren forflyttet til Hammelev. Det var i 1940, og Inges far Erik Eriksen blev involveret i modstandskampen. Han blev arresteret af tyskerne og sendt til Neuengamme. I modsætning til hovedpersonens far i ’En kvinde med hat’ døde han få måneder inden befrielsen. Denne oplevelse kom naturligvis til at præge resten af Inges barndom.

Den lille familie flyttede tilbage til Nordjylland, til Aalborg, og vi hører om skolegang, venskaber, familie, om broren, om studenterkursus og skiftende jobs. Vi hører også om et problematisk forhold til moren.

Inge Eriksen flytter til Århus, begynder at læse, møder Busse fra Frederikshavn, bliver gift og får en søn. Men ægteskabet holder kun få år, og Inge flytter for en kort periode tilbage til Aalborg. Sønnen derimod tager faren med sig til Frederikshavn, og det varer faktisk ti år, inden forfatteren igen kommer til at bo sammen med sin søn.

I de mellemliggende år flytter Inge Eriksen til hovedstaden, læser til lærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Hun er politisk engageret, møder spændende mennesker, får gode venner, bliver gift igen og skilt.

Alt sammen er spændende læsning, fordi det samtidig med, at det er Inge Eriksens personlige historie også er Danmarkshistorie fra 1940 til 1976. Intelligent og reflekterende skrevet, livsklogt og engageret, og alt andet end kedeligt!

Inge Eriksen slutter første del af sine erindringer i 1976 lige efter udgivelsen af debutromanen ’Victoria og verdensrevolutionen’. Et nyt kapitel i 41-årige Inges liv kunne tage sin begyndelse, og jeg glæder mig meget til at læse fortsættelsen!