Eriksen, Inge - En kvinde med hat

Med de klare, realistiske træk er der både elementer af slægtsroman og historisk roman i Inge Eriksens kvindeportræt i En kvinde med hat.

Inge Eriksen (født 1935) debuterede med den kønspolitiske debatbog 'Kællinger' i Danmark i 1975, efterfulgt af romanen Victoria og verdensrevolutionen i 1976. Det lange forfatterskab kan opdeles i tre faser: de utopisøgende tekster i 70’erne, science fiction-romanerne fra 80’erne og samfundsskildringerne fra 90’erne. Skønt Inge Eriksen kan karakteriseres som en samfundskritisk forfatter med en venstredrejet politisk holdning, ses det også tydeligt, hvordan hun forsøger at praktisere en æstetik, hvor form og indhold er umulige at adskille.

I 'En kvinde med hat' følger man som læser fortælleren, Ida Francesca, fra hun som 9-årig modtager sin far, hjemvendt fra en fangelejr efter anden verdenskrig, til hun som 69-årig enke forsøger at stable et liv på benene. Romanen er tilbageskuende; den har fokus på erindringen, et forhold der netop forstærkes af den ukronologiske tidsgengivelse. Romanen slår ned på de vigtigste punkter i Ida Francescas liv, men springer på sin vis over ligeså mange, som der refereres til, men uden dybdegående skildringer.

Man følger Ida Francescas ungdom og senere etablerede tilværelse i Ålborg, afbrudt af lange passager fra hendes ophold hos familien i Malaga, og studietiden i København. Som sit navn er Ida Francesca sammensat og modsætningsfyldt, og hun forsøger at skabe en identitet på grænsen mellem de to kulturer. Hendes liv på grænsen understreges også af hendes skift fra barndommens arbejderkvarter, hvor hun forkastes socialt efter sin start på Katedralskolen, og igen da hun gifter sig ind i overklassefamilien Kruse, en begivenhed, der atter markerer et statusskift, hun forsøger at forene med sit tidligere liv. Af sine gamle gymnasievenner, Karen Sofie og Einstein, kaldes hun undertiden hattedamen, med en distanceret tone, der lægger op til de burgøjsermanerer, de mener hun har tillagt sig med tiden. ”Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme, at omgivelserne automatisk gik ud fra, at jeg ville ændre mig, når min status ændrede sig? Mit hoved var da for pokker det samme hoved, uanset hvilken hat jeg bar.” Hatten bliver gennem bogen et symbol på den kvindelighed, hovedpersonen både kæmper imod, men også forsøger at leve op til. I sidste linie fortæller svigerdatteren, Tammy, hvad hun godt kan lide: En kvinde med hat. Romanens sidste linie vender altså tilbage til titlen og lægger hermed op til, at Ida Francesca, trods alt, sætter sin hat som hun vil, og hatten og kvindeligheden bliver herfor også en styrke.

'En kvinde med hat' kan ud over at anskues som en roman om en kvindeskæbne i det 20. århundrede også ses i et politisk lys udfra et europæisk perspektiv. Med de klare, realistiske træk er der både elementer af slægtsroman og historisk roman, bundet sammen i et kvindeportræt, ligesom bogen samtidig er et politisk portræt af Danmark i efterkrigstiden og frem til i dag. Med de mange kortere, fragmenterede skildringer udgør En kvinde med hat en autentisk helhed, og det skyldes ikke mindst den intensitet, man som læser forener de udvalgte øjeblikke med, øjeblikke i et liv og i flere europæiske landes historie.

Kilder, links og centrale værker