Victoria og verdensrevolutionen af Inge Eriksen

Farver, folkelighed, had, kærlighed og revolutionsromantik så det forslår. Tag med Victoria til det fiktive sydamerikanske land L, der gennemgår en vellykket socialistisk revolution.

Inge Eriksens debutroman udkom i to bind i 1976 og så igen i et enkelt bind med en ny trivi-forside i 2006. Den findes stadig rundt om på nogle biblioteker, men kan kun købes antikvarisk. Det er en både spændende og (melo)dramatisk historie om unge Victoria, der ser sin far blive likvideret med mange andre modstandere af det fascistiske styre. Hun flygter til landsbyen i bjergene, hvor det menneskekærlige fællesskab hersker. Her bliver hun en del af den revolutionære bevægelse og kan derfor ikke gå helhjertet ind i kærlighedsforholdet til den flotte Gerardo. Men historien ender lykkeligt, også for landet L., og alle lever i forhold til den revolutionære nødvendighed.

Kan man overhovedet genkalde sig stemningen, der herskede i 70'erne, der for eksempel fik mange i de venstreorienterede kredse til at støtte Chile-komiteen, der blev dannet efter kuppet mod Salvador Allendes styre i Chile. Det er meget vanskeligt, da verden har ændret sig voldsomt siden. Vi har lært en anden "bevægelse" at kende, der i sin yderste konsekvens mener at alle, der ikke tror på islam, bør dræbes. Vi har desuden fået et vestligt samfund, der hylder individualisten frem for kollektivet. Når det er sagt, så er ’Victoria og Verdensrevolutionen’ stadig en roman, der kan fange sin læser. Den er spændende, også kærlighedshistorien mellem Gerardo og Victoria. Og dilemmaet mellem pligten i forhold til arbejdslivet og parforholdet kan vi stadig nikke genkendende til. Sporer vi ikke også netop i disse år en kollektiv tendens med bofællesskabernes fremgang og deleøkonomi? I romanens beskrivelse af kollektivets indre liv møder vi også i høj grad de stærke, skrupelløse og farverige individualister for hvem et bedre samfund, et samfund med mindre ulighed, står øverst. Så det ér muligt at vende den kollektive og individualistiske tankegang på hovedet, både dengang og nu.

Jeg kommenterede i indledningen, at forsiden på 2006-udgaven ligner en kioskroman. Det er synd, selvom det måske ikke var hensigten. Kærlighedshistorierne i beretningen er både gode og engagerende, og forfatteren var en skribent, der godt kunne lide og var god til de store armbevægelser. Personligt er jeg også ked af, at romanen ikke er til rådighed uden besvær. Den kunne have fortjent at møde nye læsere i dag, hvor 70'erne er fremme på scenen igen. Den bliver kaldt "en utopisk roman", men jeg vil helst ikke tro, at mindre ulighed er en utopi.