Bog

Pytkassen

Af (
2020
)

Anmeldelse

Pytkassen

24 nov.20

En begavet historie om livsmod for de yngste.

Det kan være svært at overskue livet og nye begyndelser, når den hverdag, man er tryg i, med ét forandrer sig. Nogle mennesker omstiller sig hurtigt og finder sig til rette sig i en ny tilværelse, mens andre ikke magter udfordringen. Pyt, det hele skal nok løse sig med tiden.

Damen arbejder på en papkassefabrik, der pludselig lukker. Alle medarbejderne får hver en papkasse i afskedsgave. Efter kort tid har hendes tidligere kolleger brugt deres kasser til henholdsvis at fylde bøger i og dermed fået arbejde i en boghandel, klistre fjer på og blive hattemager samt putte lys i og blive lampedesigner. Men damen ved ikke, hvad hun skal. Hverken med sit liv eller sin papkasse. Alle fortæller hende, at det nok skal gå, men damen synes, at det hele er ganske forfærdeligt. Vejret er elendigt, naboen larmer, kjolen har pletter, håret er skævt, hunden tisser på tæppet, og undulaten vil kun sidde på hendes mands skulder. Til sidst får hendes mand nok, og han beder hende om gå en tur. Det løser ingenting, for det regner, og hun bliver helt gennemblødt. Men så er det, at hun hjemme igen pludselig ser put-kassen til de våde sokker forvandle sig en pyt-kasse, og med ét ser verden anderledes lys ud.

I bund og grund handler bogen om, at den energi man sender ud i verden, også er den, der sendes tilbage. Og at vi udvikler os og tager verden ind i forskellige tempi. Selvom det lyder simpelt, er det alt andet. Det er en virkeligt klog bog om livet og om ikke at tage det så tungt. Damen i bogen bruger en masse god energi på at spekulere over, hvad hun skal gøre med sin papkasse og sit liv, nu hvor de tidligere kolleger har helt styr på deres tilværelse. Hun har blot brug for mere tid til at løse problemerne, og alt løser sig, blot ikke helt så hurtigt som for de andre.

Mette Vedsø er en fantastisk nærværende og intuitiv forfatter, der er enormt dygtig til at se mennesker. Pia Halses smukke og poetiske akvareller indrammer den begavede lille historie på allerdejligste vis. 

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Graphic
Pia Halse
ISBN
978-87-7151-673-9
Antal sider
32

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer