Frøken Floms forunderlige hus

Fantasifuld og finurlig historie fyldt med eventyr og en herlig portion nonsens.

Hvad gør man, når tre nysgerrige børn pludselig står på ens dørtrin og insisterer på at komme ind? Kan man få hjælp af sine husaber eller tigrene i haven, eller skal man løse mysteriet selv, kun hjulpet af et husspøgelse?

Frøken Flom bor på den højeste bakke i en fjern landsby i sit vidunderlige store, gamle hus, hvor der er en indendørs jungle med springvand, bløde møbler samt en stor messingkikkert, så man kan kigge på stjernehimlen. Hendes have er også særlig, fordi den er hjemsted for en flok bengalske tigre, som ingen ved, hvor er kommet fra.

Frøken Flom er ikke synderligt begejstret for mennesker, og hun har desuden ikke forladt sit hus i årevis. Frøken Flom sætter stor pris på sin uafhængighed, selvom det indimellem betyder, at hun er en smule ensom. Men det slår hun hen, for hun har jo selskab af sine 12 aber med de højlitterære navne.

En dag banker det på døren, og udenfor står en lille dreng og trækker en gul snotlarve ud af det ene næsebor. Drengen hedder Peter Petterson, og han leder efter Mod. Hvem det så er? Fra nu af er Frøken Floms liv uigenkaldeligt forandret. Særligt da det nogle dage senere ringer på døren endnu engang, og der nu står to piger udenfor.

Frøken Flom kan ikke forstå, hvorfor børnene ikke tager afsted igen? Sammen med det forelskede husspøgelse Ernesto Montsierra og de ubehjælpsomme aber, forsøger Frøken Flom at finde årsagen til de forstyrrende børns besynderlige tilstedeværelse. Og de intelligente børn leder imens efter Mod, men finder i mellemtiden noget helt andet.

Jeg er vild med, at Frøken Floms hus er udstyret med mørke hjørner, smalle gange og døre, der ikke fører nogen vegne, selv døre, der slet ikke er døre, for at understrege fortællingens sælsomme tone. Det samme gør de mange souvenirs fra forskellige dele af verden; statuer i børnestørrelse, udsmykkede fuglebure, egyptiske mumier, marokkanske fløjlsfodbolde og metalliske rejsebukser. Som prikken over i’et er det punklignende spøgelse, som det er godt at have i ethvert civiliseret hus for at skræmme gæster og børn, og som ankom i gammel cigarkasse.

Jeg er vældig begejstret for Magdalena Hais fantasifulde og finurlige historier, der indeholder en grad af eventyr, men også en herlig portion nonsens som hos Roald Dahl eller David Walliams. Hun fortæller os også, at vi skal huske os selv!

Teemu Juhanis illustrationer er forrygende og understøtter stemningen og karaktererne. Historien kan få børns fantasi til at arbejde og voksne til at overveje, hvorvidt bogen handler om noget, der er større end tigre.