Tre søstre vokser op hos deres mormor, og hun lærer dem, at små piger aldrig må gå alene ud i skoven. Og én af dem må sande, at det skulle hun da heller aldrig have gjort…
Titlen og temaet til Unni Lindells roman Rødhætte (no. 2004, da. 2006) er hentet fra en graffiti, der lyder: ”Tag dig i agt, Ulv! Om lidt kommer Rødhætte og tager dig!” I romanen er det ulvene, de farlige mænd, der skal være bange for at gå ud i skoven alene. De kunne jo risikere at møde Rødhætte, der er træt af at være et offer.
Søstrene Judith, Lisbet og Carol vokser op hos deres bedstemor, fordi deres mor ikke evner at tage sig af dem. Som voksen slægter lillesøster Carol sin mor på, hun er pillemisbruger og kan ikke tage sig af sin søn, der allerede er på vej ud i kriminalitet.
De to ældre søstre går det bedre for. Judith er flyttet til Oslo, hvor hun har succes som fotograf, og Lisbet er jordemoder i barndomsbyen, hvor hun forsøger at tage sig af sin egen familie, Carol og bedstemor Berit, der er på plejehjem. Til jul mødes de, men det er ikke en helt almindelig genforening i familien. Én af dem bærer på en hemmelighed, og nu frygter hun, at hemmeligheden er ved at blive afsløret.
Som lille brød hun bedstemorens forbud og gik ud i skoven alene – og der møder hun en farlig mand. Mødet bliver skelsættende i hendes liv. Aldrig mere vil hun lade sig true af de farlige mænd! Det har ført til en række mord, der er blevet opfattet som uopklarede forsvindingssager eller almindelige dødsfald, men nu begynder jorden at brænde under hende.
Den pensionerede politimand Holger Eliassen er kommet på sporet af mordene og har bl.a. fundet en uafsluttet afhandling, skrevet af en medicinstuderende, der er forsvundet.
Afhandlingen har som emne en ung kvinde, der tydeligvis er psykopat, og Holger Eliassen sætter sig i hovedet, at den må handle om én af de tre søstre. I juletiden myrdes en ung mand på det hospital, Lisbet arbejder på, og Eliassen er sikker på, at det igen er en af søstrene, der er på spil. Han finder imidlertid ikke megen lydhørhed hos det lokale politi, der anser hans ideer for en gammel mands nykker. Men langsomt begynder han at vinde ind på den rigtige søster og at overbevise andre om, at der er noget om hans teori.
I bogens første halvdel må læseren svæve i uvidenhed om morderens identitet, som jeg her vil være så ufin at afsløre. Det er naturligvis den stærke, selvstændige Judith, der er psykopaten, der skriver i sin ”natbog” om sine egne forbrydelser.
Kun ved at skaffe sig af med de farlige mænd, der truer hende, kan hun leve et forholdsvis normalt liv, men samtidig kan hun ikke lade være med at opsøge de farlige situationer og provokere mændene til at afsløre deres farlige side. På den ene side ønsker hun at stoppe drabene, på den anden side er der hele tiden ét drab, der skal overstås: hun har endnu ikke udryddet barndommens farlige mand fra skoven.
Den farligste mand
Romanens farligste mand er Holger Eliassen. Han er ikke den typiske romandetektiv, der har et ædelt mål for øje. Han er skræmmende i sin monomani for at få ram på Judith, og meget tidligt får læseren en fornemmelse af, at han er ligeså sindssyg som hende. Han drømmer om æren ved at fange en morder, at vise sig bedre end politiet, og han skyr ingen midler for at nå sit mål, ligegyldigt hvem han træder under fode undervejs.
Det er med Eliassen, at Unni Lindell viser sit format som spændingsforfatter. Hans ubehagelige og uhyggelige karakter får læseren til at håbe, at Judith undslipper ham, selv om man samtidig håber, hun stopper sine grusomme myrderier. De to hovedpersoner, Judith og Eliassen, minder om hinanden i deres jagt på at ramme det egentlige mål. De deler den berusende følelse af magt, når de er tæt på, og de er ikke i stand til at sætte sig ind i andres følelser. Forskellen på de to er imidlertid, at selv om Judith måske nok er den farligste af de to, er hun den eneste, der selv erkender sin farlighed.
Hun ved i klare øjeblikke, at hun og hendes gerninger er syge (omend hun ikke føler det fjerneste strejf af anger), mens Eliassen ikke et øjeblik tvivler på sig selv. Objektivt set er hans jagt selvfølgelig også retfærdighedens - han jager jo en mange-dobbelt morder - men indblikket i hans psyke rokker ved den opfattelse. Hvordan bogens slutning bekræfter Holger Eliassens farlighed skal jeg undlade at afsløre. (Den kvikke læser gætter det selv undervejs.) Kun skal det siges, at ulvene undervurderer Rødhætte. Hver gang.
Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Kommentarer