I Jens Smærup Sørensens roman 'Hjertet slår og slår' kombineres den store historie med den lille. Han blander samfundskritik med almenmenneskelige overvejelser, mytiske scener med himmerlandsk hverdagsliv og sidst, men ikke mindst blander han vold og kærlighed på en måde, der udfordrer læseren.
Selvom 'Hjertet slår og slår' kun strækker sig over godt 200 sider, er det en stor roman. Den er stor i sit tidsspan, i sin dybde og i sin ambition om at beskrive et næsten arketypisk opgør mellem en far og en søn - mellem traditionen og det moderne.
I romanen vender Jens Smærup Sørensen tilbage til det himmerlandske miljø, man også møder i den prisbelønnede 'Mærkedage' (2007). Hovedpersonen og jeg-fortælleren, den knap 60 årige Kristian, er på vej tilbage til sin barndomsegn nær Nibe, hvor han skal sidde ved sin fars dødsleje. Denne tur bliver en rejse tilbage til Kristians barndom med kig til både farens historie og skipper Clemens' oprørsulmende Himmerland. Kristian kommer til at sidde ved sin fars side en hel uge. Farens hjerte slår og slår – nægter at give op. Kristian bruger, som hans selv udtrykker det, denne uge på at forstå ”min far og mig selv som hans søn, og mit brud med ham – eller hans med mig – hvad der siden er sket. Hvad jeg er blevet”.
Interessant nok ironiserer romanen selv over netop denne ambition. Kristian er professor i historie, et job hvor han, ifølge ham selv, er ansat af skatteborgerne til at sansynliggøre, at ”ethvert kaotisk øjeblik, det ene efter det andet, vil blive ved med at tage sig meningsfuldt ud, så snart vi kigger os tilbage”. Selvom Kristian mener, at dette er en illusion og påberåber sig retten til at være meningsløs ”om så bare et par timer ad gangen”, søger han alligevel selv at skabe noget mening ud af enkeltstående hændelser i sin egen historie og give den skæbnekraft.
Dette paradoks er dog ikke en fejl ved bogen, men tværtimod en af dens styrker. Når Kristian kalder noget for skæbnesvangert, selvom han ikke har lyst, peges der på den almenmenneskelige kamp for at skabe forståelse i noget, man frygter, er rent kaos. Kristians historie bliver kompleks og samtidig vedkommende, fordi man, som læser, aldrig kan få den endelige sandhed om, hvorvidt værket blot er en samling af tilfældige fortællinger eller en lang vandring gennem de skæbnesvangre begivenheder, der former Kristian.
Det slår og slår
Kristians forhold til sin far er ikke enkelt. Faderen er bonde og tillige en rendyrket patriark af den slags, der findes flere steder i Smærup Sørensens forfatterskab - eksempelvis i 'Mit danske kød' (1981) og 'Mærkedage' (2007), hvor rollen dog er spredt ud på adskillige forskellige autoriteter. Kristians evner ligger absolut ikke inden for det fysiske, og han kan derfor ikke leve op til farens krav. Dette får faren til at forsøge at banke både evner og fornuft ind i ham. Det interessante er, at faderen ikke entydigt beskrives som en ond mand. Han er hård, men han gør angiveligt det hele for Kristians eget bedste: ”Han [faren] kunne ikke svigte mig. Kunne ikke lade den søn han elskede i stikken. Han kunne ikke bringe det over sit hjerte. Og det skulle slå og slå. Og jeg var dets udkårne”.
Bogens titel bliver således dobbelttydig. Den hentyder både til faderens hjerte, der i stedet for at give op bare vedbliver at slå, så Kristians ophold ved dødslejet forlænges, men ligeledes til barndommens vold, hvor faderen slår og slår af hele sit hjerte - og med undgangspunkt i sit hjerte. Igennem bogen vakler hovedpersonen mellem at acceptere dette, at faderen slog af sit hjertets godhed, og at dømme ham som en usympatisk mand, der brugte volden som en legitimering af sig selv. Som læser for man aldrig et endeligt svar, ligesom Kristian aldrig når frem til, hvordan han egentlig ønsker at se sin far.
Moderniteten og sproget.
Udover at være en stærk fortælling om opgøret mellem en far og en søn, er 'Hjertet slår og slår' også en fortælling om sproget – og det på flere niveauer. For det første leger værket med fremstillingsformerne, hvilket blandt andet ses i tredje del. Denne del indeholder beretningen om farens barndom. Fortællingen lægges i begyndelsen i munden på hovedpersonens søster, der angiveligt skulle have fået den fortalt af faderen, men den forvandler sig hurtigt til en drømmefantasi, der ender med at faderen rider hjem, altså ind i døden, på sin bedste ven, hingsten Grant. Et andet sted, hvor bogen gør opmærksom på sig selv som fiktion, er i den massive brug af billedsprog. Dette er tydeligt i sætninger som: ”Asfalten [var] lige så sortglødende, bulnende, viskøs, som var hele købstaden ved at flyde ned mod sin havn og forsvinde i fjorden. De skimlede røde tagsten drev i udmattet vellyst ned over hinanden, så slatne som de grågrønne blade på de selvopgivende træer”. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere, om sådan en sætning er elegant eller måske for meget af det gode, men der er ingen tvivl om, at den tvinger læseren til at forholde sig til sproget som kunstnerisk virkemiddel.
Også på handlingsplanet spiller sproget en markant rolle, nemlig som udtryk for Kristians oprør. Allerede mens Kristian stadig går i folkeskole, fører faderens hårdhed til, at Kristian lukker sig sprogligt inde. Først da han i gymnasiet endelig siger fra over for faderens vold, får han sproget tilbage – sproget bliver oprørets udtryk. Dette er ligeledes tydeligt i og med, at Kristian fravælger sin barndoms himmerlandske dialekt for i stedet at begynde at tale ”fint”. Som voksen indser han, at dette må have givet forældrene det indtryk, at han frasagde sig dem og hele sin fødeegn. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Godt nok bryder Kristian med sine forældres verdenssyn, med bondens levevilkår og med patriarkatet, men samtidig er det netop essensen af Himmerlands historie, nemlig Skipper Clemens oprør, som Kristian identificerer sig med i sit eget oprør. Kristian er således både det moderne menneske, der vælger et andet liv end bondens og en direkte efterkommer af Skipper Clemens bønder, der turde sætte sig op mod magten og autoriteten.
'Hjertet slår og slår' er en udfordrende bog, en bog der kalder på at blive tolket, samtidig med at den driller læseren med den mulighed, at der ingenting er at tolke.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer