Hjertet slår og slår af Jens Smærup Sørensen

Fremragende roman, der i tilbageblik beretter om et far-søn forhold i 1950´ernes landbosamfund.

Med ’Hjertet slår og slår’ er Jens Smærup Sørensen tilbage i miljøet fra ’Mærkedage’ (2007). ’Mærkedage’ indbragte Smærup Sørensen adskillige priser og var en roman, som delte vandene: nogle mente, den var kedelig – resten, hvortil jeg hører, var dybt fascineret af bogen.

’Hjertet slår og slår’ er jeg-fortælleren Kristians erindring om barndommen i  1950´ernes Himmerland. Det er beretningen om et far-søn forhold i en tid, hvor gårdmanden stadig forventer, at gården skal gå i arv til sønnen. Kristian er en blød og boglig dreng, der ikke er særlig praktisk anlagt, så faren ser det som sin fornemmeste opgave at få sønnen hærdet.

Nu er Kristian, der er blevet professor i historie, på vej tilbage til barndomslandet for sammen med resten af familien at sidde ved farens dødsleje på plejehjemmet. Faren er længe om at dø, for hjertet slår og slår, skønt han bliver mere og mere kold. Uendeligt langsomt og med mange afstikkere oprulles Kristians barndom i en tid, hvor opbruddet fra bondesamfundet blev en realitet, hvor sønner ikke automatisk gik i fædrenes fodspor, og hvor de unge søgte ud i verden.

Vi får gennem Kristian et billede af faren som patriarken, der styrer hele sin familie med hård hånd og opdrager med prygl. Faderen er ikke nogen ond mand. Han elsker sin søn og ønsker det bedste for ham, om midlet så må være prygl, ligesom han også mener sig berettiget til at nægte sin hustru at købe ugeblade og tage kørekort. Pryglene ophører først den dag, hvor Kristian er den stærkeste.

Bogen er skrevet i et meget smukt og til tider finurligt sprog, og der er, som i ’Mærkedage’, mange ting, der ikke bliver sagt direkte. Det er en alvorlig og tænksom bog, som ind imellem er præget af underspillet humor, som da den granvoksne Kristian gemmer sig for sin historielærer bag havehækken. Undervejs beskrives farens barndom og ungdom i fabulerende og drømmeagtige afsnit.

Det er også min barndom, som Smærup Sørensen så fremragende beskriver, og efter endt læsning af ’Hjertet slår og slår’ er jeg overbevist om, at det er den bedste bog, jeg har læst i 2012.