Sommeren 80

En lille intens skildring af livet på en strand med ekko af verdens store begivenheder i sommeren 1980.　

I 1980 blev Marguerite Duras (1914-1996)　af avisen Libération spurgt, om hun ville skrive en daglig klumme i et år. Det ville hun ikke, men hun gik ind på at skive en ugentlig klumme i tre måneder sommeren over. Resultatet blev disse ti klummer eller essays eller prosadigte i et helt specielt, helt selvstændigt udtryk.

Duras sidder "i det mørke værelse" tæt på Le Havre på Frankrigs nordkyst og ser på stranden og havet. Det er hendes fiktionens rum, hvor regnen, havet, drengen og den unge pige fra feriekolonien bliver hendes hovedpersoner i dette lukkede univers, hvor hun så lader væsentlige begivenheder ude fra verden bryde ind - på den ene side Sovjetunionen i Afghanistan og OL i Moskva, forbrydelser og råhed, på den anden side som håbet den gryende opstand i Gdansk.

Hele dette univers spinder hun ind i en ordmagi, som man skal være meget litterært tykhudet for ikke at blive forført af. Det er næsten hypnotisk, som hun lader begivenheder og stemninger slynge sig sammen i intense sproglige forløb:

"Havet blev, så langt øjet rakte, regnens teater. Under et halvtag ved en forladt bygning sad barnet. Han så på det, så på havet. Han legede med småsten samlet på stranden. Han havde rødt tøj på. Hans øjne var lysere end sædvanligt, og mere skræmmende også, på grund af den blinde udstrækning af det, der var at se".

Den lille tætvævede bog er med Duras egne ord fra forordet　"en forvildelse i det virkelige". Den rækker frem mod Duras sidste roman "Yann Andréa Steiner" (1992) og er en perle i forfatterskabet, ulmende, pulserende, intens fra først til sidst.