Anmeldelse
Greven af Monte Cristo af Alexandre Dumas
- Log ind for at skrive kommentarer
Kærlighed, ære og hævn. Greven af Monte Cristo er essensen af en ’kappe og kårde’-roman og en dejlig en af slagsen!
Alexandre Dumas havde et helt specielt fortælletalent og fortælleteknik ikke mindst. Alle ugebladsføljetoner står i gæld til hans opbygning med overskuelige og letlæselige kapitler, et spændingsniveau, der aldrig daler og figurer, der engagerer og fascinerer. Hans romaner så da også dagens lys første gang i magasiner og dagblade.
Denne roman hører ubetinget til blandt klassikerne, den er udkommet – også på dansk - i et utal af udgaver, oversættelser og bearbejdninger. Den er filmatiseret igen og igen, så det skulle ikke være billeder på den indre skærm, vi mangler. ’The grand old man’ på klassikerområdet, Hans Hertel, har skrevet et forord om Dumas og fortællekunsten, og det er godt at blive lidt klogere af. Man får anbragt handlingen i den historisk korrekte kontekst og bliver som læser lige mindet om, at Dumas skrev med et meget stort glimt i øjet. Han var uhøjtidelig og selvironisk på franskmændenes vegne, hvilket ifølge Hertel ikke er så udbredt endda, og så har hans figurer dannet skole.
Men så går vi ellers i gang. Der er over 800 sider at se frem til, for det er en gendigtning af den uforkortede franske udgave, vi har mellem hænderne. Dumas skrev på linjebetaling, så det hele er noget nær det modsatte af Hemingway, når vi tænker på stringens. Men fortællestilen er alligevel lige ud ad landevejen og nem at gå ind i. Ved starttidspunktet sidder Napoleon på Elba og pønser på at komme tilbage. Hovedfiguren er den unge sømand Edmund Dantes, som er lidt for succesfuld og har en lidt for sexet kæreste. To misundelige kammerater fra Marseille stikker ham som Napoleon-agent, og han tilbringer fjorten år på den skumle fængselsø If.
Efter en flugt, der er en supermand værdig, er han smugler en stund og finder så den ubeskrivelige skat, hans medfange fortalte om, og nu letter historien ellers. Han opbygger en identitet som den mystiske greve af Monte Cristo, som er navnet på en bittelille klippeø, hvor banditter går i land. Allerførst får han opklaret, hvem der sendte ham uretfærdigt i fængsel, og så starter hævnen. Undervejs får vi ham tegnet som en blanding af Dracula, Anne Rices smarte vampyr Helgenen og andre lækre superhelte. Foruden at han jo er i stand til alt ved hjælp af sin uendelige rigdom, han leger med menneskenes skæbner og mener sig i sin gode ret - de har jo leget med hans og hans nærmestes liv.
I et glimt kom jeg også til at tænke på Vilhelm Bergsøes gamle Fra Piazza del Popolo med sit mylder af spændende og kulørte småhistorier, tilmed også i og omkring Rom. Og vores egen Carit Etlar er jo også en slags discipel. Dejlig bog!
Brugernes anmeldelser