Verdenslabyrinten af Marguerite Yourcenar

Facetteret erindringsværk om den fransk-belgiske forfatter Marguerite Yourcenars slægt undersøger på fremragende vis, hvem og hvad der har formet hende.

Marguerite Yourcenar (1903-1987) blev født i Bruxelles ind i en velhavende fransk-belgisk familie og blev senere amerikansk statsborger. I denne vældige slægtsfortælling på både fædrene og mødrene side undersøger hun hvem og hvad, der har formet hende. Moren døde i barselsseng, hun gik aldrig i skole og faren, der havde mange kvinder, tog hende med på utallige rejser. Hendes slægts historie bliver en fascinerende kulturhistorisk rejse ind i en anden tid og et miljø og dermed et vindue mod historien. Hun formår på fremragende vis at forbinde de mange tråde og bånd, så man ser de komplicerede spil af årsager, og hvilken betydning det får for den enkelte.

Erindringerne har som titel: ’Verdenslabyrinten’ og falder i tre dele: ’I from erindring’, ’Fædrenearv’ og ’En trefod af guld’. Det foregår i den franske og belgiske del af Flandern, der gennem tiderne har haft en omskiftelig tilværelse, men som i dag er en del af henholdsvis Frankrig og Belgien. Forfatteren døde, inden den sidste del var helt færdig, men det var hendes ønske, at de skulle udgives. Derfor slutter de omkring 1916, hvor hun selv er 13 år.

Ud fra denne slægts og landsdels særlige historie stråler livsvilkårene, som her er godsejerne og deres jorder, tjenestefolkene som en institution og det levede liv, den enkelte i forhold til slægten. Det drejer sig om at få børnene godt afsat, så formuerne forbliver intakte. De mange dødsfald, sygdomme, selvmord, børn, der dør tidligt og kvinderne, der dør i barselsseng, gør et stærkt indtryk. Som i Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’, som hun ofte refererer til, får vi et mageløst kig bag facaderne på de fine godser og slotte. Her er også utroskab, økonomisk uføre, spillelidenskab, nid og nag mellem familiens medlemmer, men også en kulturel dannelse og generøsitet til at tage sig af de syge, de gamle og de forældreløse børn.

Hun skriver i en smuk, strømmende rytme, der binder tider og mennesker sammen, og hun trækker på et overvældende kulturhistorisk stof, velbevandret som hun er i historie, kunst og kultur. Indimellem noget detaljeret, men aldrig uden hensigt. Stoffet har hun fra familiemedlemmer, der har skrevet bøger, dagbøger, breve, arkivhistorisk materiale samt fortalte beretninger og anekdoter. Hun er bevidst om processen, om de forestillinger hun har er i overensstemmelse med, hvordan det reelt var.

Det er et rigt facetteret værk om forfatterens slægt og en verden af i går, flot skrevne portrætter om familiemedlemmerne og deres relationer. Der er især gjort meget ud af hendes far, som var spillegal, glad for kvinder, men også dannet og belæst. Samtidig er erindringerne en aktuel kommentar til vor egen tid omkring vilkår, skæbne, krige, klima og grådighed.

Marguerite Yourcenar blev i 1980 det første kvindelige medlem af Det Franske Akademi. Flere af hendes værker foreligger på dansk bl.a. ’Kejser Hadrians erindringer’ (2017), der også er at finde i Rosinantes fine klassikerserie. ’Verdenslabyrinten’ er tidligere udgivet på dansk i tre bind 1991-1994.