En af de helt store franske forfattere Marguerite Duras skrev om kærlighed, magtforhold og smerte i et eksperimenterende og elegant sprog, der var evigt undersøgende og uafsluttet. Hendes værker rummer en kompleksitet, som udfordrer læseren på den bedste måde.
Marguerite Duras (1914-1996) debuterede som forfatter i 1943 og hendes samlede værker dækker både filmmanuskripter, teaterstykker, romaner, essays og eksperimenterende filminstruktioner samt flere værker, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem medier.
Bedst kendt er Duras for hovedværket Elskeren (1984), som er fortællingen om en ung og fattig hvid piges umulige og skandaløse kærlighedsforhold med en ældre rig kineser i den tidligere franske koloni Indokina. Med et komplekst fortællerforhold udfoldes historien om både den destruktive affære og ditto familieforhold, som ændrer den unge piges livsbane frem mod at blive forfatter. Grundscenen er en færgeovergang på Mekongfloden, hvor pigen og kineseren mødes. Fortælleren konstruerer scenen som et fotografi, der aldrig blev taget, men skrives frem som et minde.
’Elskeren’ indkapsler på raffineret vis kernen i Duras’ forfatterskab og fortællestil, med temaer som magtforhold, raceskel, begær samt fiktionaliseringen af hendes eget liv.
Duras tilbragte selv det meste af sin barndom i Indokina, hvor hun oplevede at hendes mor, efter farens død, bliver snydt af myndighederne i Cambodja og gik fallit. Hun slap væk fra familiens ulykke ved at flytte til Paris som syttenårig for at studere matematik, jura og statskundskab.
’Elskeren’ gjorde Duras til et nationalt fænomen, og bogen blev promoveret som bekendelseslitteratur byggende på autobiografisk stof, hvilket gjorde succesen så meget desto større. Men dén og Duras fik i højere grad international succes og opmærksomhed, efter at filmatiseringens visualisering af affærestoffet gik verden rundt. Hun samarbejdede efter sigende sammen med instruktøren Jean-Jacques Annaud i en periode og skrev det indledende filmmanuskript til hollywoodfilmatiseringen af ’Elskeren’ (1992). Men de kunstneriske uenigheder gjorde, at Duras forlod produktionen, og filmen blev færdiggjort uden at kreditere hende som medskriver.
I den forbindelse lod Duras romanen Elskeren fra Nordkina (1991) udkomme inden filmens præmiere. Det er dermed svært ikke at opfatte den som en kommentar og et korrektiv til filmatiseringen. Romanen er skrevet som en drejebog til en tænkt film om forfatterens barndom i 1920’ernes Indokina, og undervejs optræder fortælleren gennem små anbragte anvisninger til filmholdet, hints om kameravinkler, opklarende bemærkninger om karaktererne og referencer til virkelige begivenheder samt tidligere værker. Genskrevet er samtidig pigens og kineserens kærlighedsaffære i en ny form.
Maguerite Duras er kendt for også at genkomponere og adaptere egne værker samt at genfortælle og genoptage sine egne historier om bl.a. barndommen i Indokina, og store dele af hendes forfatterskab opløser grænserne mellem fiktion og levet liv. ’Elskeren’ og ’Elskeren fra Nordkina’ er en del af denne bevægelse af versioneringer og gentagelser, der også lægger sig løst ovenpå motivet i den langt tidligere og tredje romanudgivelse ’Dæmning mod Stillehavet’ (1950).
I 1953 udkom en tætpakket ulmende roman De små heste i Tarquinia om to vennepars søvndyssende og mislykkede ferie. Her kommer Duras’ skarpe fortælleform til udtryk, når hun skriver nøgterne portrætter frem af menneskers sammenflettede begær og ubærlige smerte. Det komplekse portræt mestres også i Lol V. Steins henførelse (1964), hvor fortælleren prøver at indfange den gådefulde Lol og hendes skæbne, efter hun er blevet forladt af sin forlovede. Duras’ blik for sproglig komposition og filmisk iscenesættelse zoomer fortællingen ud og ind af handlingsforløb og karakterbeskrivelser i en intens og dragende roman.
Duras eksperimenterede gennem sit forfatterskab både med form og sproglig stil, og i den banebrydende Ødelæg, siger hun (1969) er kammerspillet blandt borgerskabet formet af gentagelser og nyskabende vendinger. Duras inspireres af teaterets dramatiske form, hvor sproget både enkelt og indviklet former sig i en poetisk og rytmisk strøm af dialog og korte regi-agtige beskrivelser.
I 1970’erne vendte Marguerite Duras sig dog mod filmmediet, som blev hendes primære udtryksform det næste årti. Hun var en eksperimentel filmskaber og er både blevet associeret med den franske nybølge indenfor film såvel som romangenren, men vedkendte sig ikke selv nogen af bevægelserne. I hendes filmografi er hun bedst kendt for drejebogen til ’Hiroshima Mon Amour’ (1959) og ’India Song’ (1975), som hun både skrev og instruerede. Især sidstnævnte eksemplificerer hendes eksperimentelle filmstil, hvor stemmer og dialoger off-screen bliver et lydtæppe til lange stationære indstillinger, hvor karaktererne bevæger sig ind og ud af tableauer. Samtidig udgav hun stadig tekster, herunder Sommeren 80 (1980). Som navnet antyder foregår den henover en sommer, udtrykt gennem essay-prosadigte i en særpræget form. En lille intens skildring, med ekkoer af verdens store begivenheder i sommeren 1980.
Arbejdet med film var med til at forme Duras’ tilbagevenden til litteraturen og skriften. Hendes senere romaner bærer præg af, at hun har arbejdet med andre, dybe narrative muligheder og udtryksformer i sine eksperimentelle film, som hun trækker ind i radikalt fornyende romaner. Karakteristisk for Marguerite Duras’ forfatterskab er, at hun skriver på samme temaer om magt, køn, begær og smerte genkomponeret i nye former og medier. Man oplever, at Duras aldrig helt blev færdig med sit stof. Flere karakterer og motiver går også igen på tværs af værker og flyder ud og ind mellem hinanden akkurat som sproget.
Noget af det sidste der udkom fra Duras’ hånd, er den reflekterende essaysamling At skrive (1993) om skrivekunst og et forfatterskab, der rummede sammenblandingen af smerte og lidenskab. Skriften følger sit eget frie sprog ved at dirre af den smerte, Duras’ liv selv indebar. Her er pauser, tysthed, rytmisk vekslen og et konstant voldsomt nærvær, som er karakteriserende for hendes særlige duraske sprog.
Skribent: Sofie Holm Nielsen
Foto: Archives Gallimard © Editions Gallimard
