Bog

Alias Alex

Af (
2017
)

Anmeldelse

Alias Alex af Jenn Bennett

29 jan.18

Denne søde og charmerende kærlighedskomedie er en romantisk forviklingshistorie om at finde drømmefyren. En bog der vækker længsel efter lange sommerdage og berusende forelskelser.

Husker du filmen ’You’ve got mail’ med Meg Ryan og Tom Hanks i hovedrollen? Filmen fra slut-halvfemserne er en sød historie om to, der møder hinanden online og forelsker sig uden at vide, at de faktisk kender hinanden i det virkelige liv. Hvis du nød denne film, vil du helt sikkert elske ’Alias Alex’, som handler om lidt af det samme, men i en mere ungdommelig og moderne fortolkning. Et brag af en feel-good romance, der går lige i hjertet og bringer det store smil frem på læben.

’Alias Alex’ er den perfekte bog for håbløse romantikere og filmelskere. Jenn Bennett skriver ubesværet om forelskelsens vilde rutchebanetur og spiller på hele følelsesregisteret i denne absolut skønne og vittige bog. Bailey har gennem længere tid chattet med ’Alex’ i et forum for filmnørder. Alex virker som en sød fyr, men bor langt væk i Californien. Da Bailey flytter derover for at bo hos sin far, undlader hun at fortælle det til ham. I stedet beslutter hun sig for at finde ham i al hemmelighed for at finde ud af, om han i det hele taget er noget for hende. Men så møder hun Porter på sit arbejde – en surferfyr, der tydeligvis gør alt for at udfordre hende på de mest irriterende måder, men som også får hende til at glemme alt om Alex.

Bogen her slår stort ud på godt-humør-skalaen og vil ramme plet hos unge læsere, men også ældre læsere vil nyde den som et rent nostalgitrip tilbage til ungdommens uskyldige år. En bog der vækker længsel efter lange varme sommerdage med bedste veninder, søde fyre og sommerflirts.

Bogdetaljer

Forlag
Lovebooks
Oversætter
Anne Brinch
Faustnummer
53372449
ISBN
9788711565735
Antal sider
365

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer