En flænge i himlen

John Green er mesteren indenfor intelligente Young Adult-tårepersere, og En flænge i himlen om et forelsket, kræftramt ungt par kan man ikke læse uden at blive berørt – uanset alder.

 Selvom En flænge i himlen første gang udkom på dansk i 2012, var det faktisk først, da den kom som film i 2014, at bogen for alvor blev populær. Pludselig var der lange køer på bibliotekerne med unge lånere, som gerne ville læse bogen bag filmen, og det er først indenfor de seneste måneder, at det igen kan lade sig gøre at finde bogen hjemme på biblioteket.

Det er ikke ufortjent, at John Greens bog er blevet så populær. Det er nemlig en både velskrevet og rørende fortælling, og lige præcis den type roman, jeg selv slugte, da jeg var teenager. Nu ligger teenageårene efterhånden langt tilbage, men jeg må alligevel bekende, at jeg kneb en tåre mod slutningen.

16-årige Hazel har kræft i skjoldbruskkirtlen med metastaser i lungerne og må derfor altid have et iltapparat med sig. Det er en kræftform, der ikke findes behandling for, så Hazel ved, at hun lever på lånt tid. Hun isolerer sig mere eller mindre hjemme med sin elskede bog En fyrstelig lidelse, og slæber sig kun under protest med til møderne i selvhjælpsgruppen for unge kræftoverlevere.

Men en dag møder hun den jævnaldrende Augustus i gruppen. Han har haft en mild form for knoglekræft og fik amputeret det ene ben, men den dag er han med som støtte for sin kammerat, Isaac, der har kræft i øjnene og snart bliver blind.

Hazel og Augustus forelsker sig på trods af sygdom og Hazels klare beslutning om, at det ikke skal ske. Hun betragter sig i forvejen som en granat, der snart går af og smadrer tilværelsen for alle, der holder af hende, når hun dør.

”Jeg ville lægge mig til at sove med hovedtelefonerne på, men så kom mine forældre ind, og min mor tog Hr. Blå fra hylden og knugede ham ind til sig, mens min far satte sig på skrivebordsstolen og – uden at græde – sagde: ’Du er ikke nogen granat. Ikke for os. Det gør os kede af det at tænke på, at du skal dø, Hazel, men du er ikke en granat. Du er fantastisk. Du kan ikke vide, hvordan det er, min skat, for du har aldrig selv fået et barn, der bliver stort og forvandler sig til en intelligent, ung læsehest med en særlig interesse for dårlige tv-serier, men den lykke du giver os, er så meget større end tristheden over din sygdom’.”

En flænge i himlen er både barsk og livsbekræftende. Barsk fordi John Green bestemt ikke har de lyserøde briller på i sine beskrivelser af de unge kræftpatienter, og det de må gå i gennem. Og livsbekræftende fordi Hazel, selvom hun er syg uden chance for helbredelse, alligevel rummer så stor styrke og livskraft, at hun kan elske og få noget godt ud af livet.

Jeg kom til at holde meget af den ærlige og på overfladen hårde Hazel, der hader at få medlidenhed pga. sin sygdom, eller når folk taler om, at hun er modig, fordi hun lever med kræften. Som hun siger, så er det jo ikke rigtig noget valg.  

En rigtig fin og gribende Young Adult roman om kærlighed og kræft, der både vækker til eftertanke og giver både smil på læben såvel som tårer i øjnene. Bestemt værd at læse – også for halvgamle koner som mig.