Mælk og honning

Godt hjulpet på vej af Rupi Kaurs popularitet på de sociale medier har digtsamlingen ’mælk og honning’ formået at nå en stor læserskare, men digtene mangler dybde.

Rupi Kaur er født i 1992, men hun har allerede oplevet meget. Det er hendes personlige debutdigtsamling ’mælk og honning’ et bevis på. Endnu inden man når side 23, har det handlet om sex, ulykkelig kærlighed, familieforhold og overgreb. Med en skiftevis intenst kampklar og sårbart afklædt stemme skriver Kaur om smerten, forelskelsen, varmen mellem benene, tabet og taknemmeligheden. Bogen har desværre så travlt, at ordene og oplevelserne hopper rundt på overfladen. De synker aldrig rigtigt ned i læseren.

’mælk og honning’ taler dog med en klar røst og har en tydelig intention, der gør digtene umiddelbare og umiddelbart vedkommende: ”at miste dig/ var at blive/ mig” og ”selv efter slaget/ tabet/ smerten/bruddet/ er din krop stadig/ den eneste/ jeg ønsker at være/ afklædt under” . Der er heller ingen frygt for at beskrive ”varmen”: ”du bevæger min hånd/ mellem mine ben/ og hvisker/ lad de smukke små fingre danse for mig”.

Med sine enkle digte og enkle blyanttegninger taler Rupi Kaur til alle, der har været (ulykkeligt) forelskede, og mange har hørt hende. Bogen er i dag solgt i mere end 2.5 millioner eksemplarer og er oversat til mange sprog – heriblandt til dansk af Julia Lahme.

Det klæder bogen at være sikker på sig selv, og der er ingen tvivl om, at Kaur er vågent selvreflekterende, modig og fræk. Men cirka halvvejs igennem digtsamlingen begynder jeg at savne noget mere. Jeg savner at opdage, at der er noget, der har ligge og ulmet, og nu skal afsløres. Det kommer bare ikke. I stedet vokser ”selvhjælps”-islættet sig større og større. Et sted lyder det: ” jeg har mistet/ hvad jeg har mistet/ og jeg er/ stadig/ glad” og: ”jeg ved det er hårdt/ tro mig (…) men jeg sværger du kommer igennem”.

Jeg får lyst til at lade ’mælk og honning’ bo blandt andre selvhjælpsfagbøger frem for blandt digtsamlinger. Bogen minder mig om Margareta Magnussons ’Fru Magnusson rydder op!’, der også har et erindringsbåret afsæt og et fremherskende fokus på at give læseren en hjælpende hånd.

Desværre mætter ’mælk og honning’ kun så meget som et fast food-måltid. Umiddelbart bliver sulten stillet, men mætheden aftager hurtigt. Man har kun fået fyldt ”overfladedepoterne” op. I epilogen bliver det meget klæbrigt, idet Kaur skriver til læseren: ”jeg sender dig alt mit sukker. jeg ville være ingen steder og ingenting hvis ikke det var for dig”. Det er et rent honning-overload!