Anmeldelse
Tag gaden tilbage af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Ungdomsbøger er det nye sort, dette er et pragteksemplar af slagsen. Mød Polly fra Hirtshals, der drømmer om mere end at filetere fisk, men kommer i strid modvind efter en vild fest.
’Tag gaden tilbage’ er en fandenivoldsk bog, der står op for retten til at være sig selv og fucke up som ung. Romanen tager hul på et tankevækkende emne, som det ellers at svært at finde nuanceret litteratur om, og hvor er det bare velskrevet med plads til glimt af skæv humor i nordjysk stil.
Polly er netop startet på gymnasiet i Hjørring, hvor hun for første gang mærker byens puls og de mange nye muligheder, der åbner sig i forhold til lokalsamfundet i Hirtshals, hvor man ikke kan slå en prut, uden at naboen ved det. Polly har hverken lyst til at filetere fisk på ’Fisken’, hvor man risikerer at blive ramt af spat, eller blive dagplejer som veninden Kat. Verden trækker i Polly, og da hun bliver en del af gymnasiets populære klike af Hjørring-piger, byder weekenderne snart på vilde byture med nye veninder, sprut og fyre langt væk fra Hirtshals’ trygge havn.
Sarah Engell og Sanne Munk Jensen har skrevet et yderst velfungerende bog, der tager esserne hjem på alt det, der er aktuelt og vedkommer unge i dag. Så læs og bliv klogere på kønspolitiske biler, shitstorms, slutshaming og hensynsløs udstillelse på sociale medier, og hvad der sker med familier, når sandhed og fremtidsdrømme bliver tiet ihjel. Hirtshals er omgivet af barsk natur og et hav, der på et splitsekund kan forvandle sig fra en blid vuggen til frådende bølger, et set-up som de to forfattere tematiserer smukt gennem bogen.
Familiemæssigt bor Polly alene sammen med sin far, der er mekaniker. Farmor klarer skærene på sin egen karske facon, og morfar står klar med nærhed ombord på sin fiskekutter, som aldrig kommer ud på åbent hav. Der bliver ikke sagt mange ord i familien, og når Polly spørger ind til sin mor, der døde i en bilulykke for mange år siden, klapper alle i som østers.
Polly føler sig rastløs og utilpasset. Det er som om hun ikke længere passer ind i Hirtshals, hvor alle kender alle, og hvor rygter og kaldenavne varer evigt. Gymnasiet i Hjørring åbner en ny og spændende verden. Det er det åndehul, hun har tragtet efter, og som giver uendelige nye muligheder for at indfri hendes drømme. Da Polly til en fest er sammen med tre fyre, tager nogen billeder af situationen og lægger det på Facebook. Fordømmelse og slutshaming hagler ned over Polly samtidig med, at hun finder frem til sandheden om sin mor.
’Tag gaden tilbage’ er skrevet i et samarbejde mellem Sarah Engell og Sanne Munk Jensen, som begge tidligere har skrevet hamrende gode ungdomsromaner om svære emner som selvmord, mobning på sociale medier og cutting.
Brugernes anmeldelser