Døden kører Audi

'Døden kører Audi' af Kristian Bang Foss er en roman om at tage bilen og køre bort fra det hele. Og for de to hovedpersoner der er nok at køre bort fra. Asger har mistet sit job, og Waldemar lider af alverdens sygdomme. Foran dem venter healeren Torbi el Mekki i Marokko. Men inden de kommer så vidt, antager virkeligheden den ene groteske form efter den anden.

'Døden kører Audi' griber fat i underklassen. Men der er langt fra den medlidenhed, som Pontoppidan ville vække hos sit publikum, og dermed tvinge dem til at gøre noget, da han i 'Fra Hytterne' (1887) satte underklassens livsvilkår til skue. Tværtimod lader Bang Foss undervejs i 'Døden kører Audi' Asger sige: ”Noget af det værste er, når folk vil en det bedste.”  Hvortil den sygdomsramte Waldemar svarer ”Ja, det går altid galt. […] Naturen er ond, og samfundet er ondt.” Men måske netop derfor, må man grine af det.

Det groteske, forstået som det vanartede griber ind på flere planer i 'Døden kører Audi', både helt fysisk i Waldemars utallige lidelser, i de poetiske passager, der ender i en grim vrængen, som det også var tilfældet i Foss’ roman Stormen i 99 (2008), og i det øjeblik, hvor det hverdagslige pludseligt brydes og udstilles af vrangbilledet. Som Waldemar og Asgers tur ud for at købe en kylling på tilbud i den trøstesløse Aldi i den lige så trøstesløse forstad Stentofte, hvor den umiddelbart genkendelige scene udarter sig i et stadigt mere grotesk sceneri: Først fylder en asiatisk kvinde en hel indkøbsvogn med kyllinger, hvilket får en retskaffen mand med svingende arme til at protestere, men han glider og begraves i de samme kyllinger og tisser i bukserne, hvorefter hans hund snuser til søen af tis. Til Asgers respekt benytter Waldemar muligheden til at stjæle to kyllinger.

'Døden kører Audi' benytter en jeg-fortæller, den tidligere reklamemand Asger, der efter at have mistet sit job får et nyt som hjælper for den syge Waldemar. Det er dermed også et møde mellem to personer fra henholdsvis den kreative klasse og underklassen, som normalt intet har til fælles. Men de mødes i et bestemt syn på verden: ”vi så den konsekvente pervertering af alt, og så kunne vi ikke gøre andet end at le.” Og som læser ler man med, når det går ud over Ikeas puder for højtliggere. Og man kommer til at holde af den meget egensindige Waldemar og af Asgers brokkeri. Også selv formålet med latteren, ifølge Asger, er at mane tomheden i Stentofte bort.

Der er ingen psykologisk realisme på spil i 'Døden kører Audi'. Romanens begivenheder begrundes kun svagt i en indre nødvendighed, de sker nærmere bare. Som når Waldemar en dag har googlet sig frem til healeren Torbi el Mekki i Marokko, uden før at have udvist interesse for at ændre på sin situation. Det bidrager til en plotmæssig åbenhed, der er i fin samklang med den klassiske road-movie og –bog, der netop dyrker tilfældighederne undervejs. Herunder det groteske man kan komme ud for, når man kører i en folkevogn fra Danmark til Marokko.

Plottet i romanen veksler effektivt mellem bevægelsen ned gennem Europa og de forhindringer undervejs, der hindrer deres videre færd og truer med at afbryde rejsen. Det bliver herunder til et ophold i et dansk kunstnerkollektiv i Frankrig, der blev oprettet i protest mod Anders Foghs nytårstale i 2001. Både Asger og Waldemar nyder i begyndelsen opholdet, men kollektivet fremstår ikke som nogen utopi. Det har tværtimod samme groteske karakter, som alt andet de ser. Et sidste element af plottet udgøres af en farveløs mand og en sort Audi, der bliver ved med at dukke op. Både manden og bilen får afgørende betydning.

I den første halvdel af 'Døden kører Audi' er Waldemar bundet sin kørestol og til livet i Stentofte. Man kan sige, at fortællingen her udspiller sig i et lukket rum, hvilket er traditionelt for skildringen af underklassen.  Men med road-movie-plottet tilfører Kristian Bang Foss fortællingen en flugt ud af stilstanden. Turen giver en frihed undervejs, men lover potentielt også, at Waldemar befries for sine sygdomme. Det er dog tydeligt, at turen også er en flugt for Asger.

På et generelt plan giver bogen et portræt af en tilværelse, der er tømt for dybere mening. Det gælder både reklamejobbet, livet i Stentofte, men også de mennesker, de møder undervejs. Lige under den fernis af alvor, vi omgiver os med, når vi udfylder vores pladser i samfundet, gemmer perverteringen og det lattervækkende sig. Det groteske er en integreret del af det normale. Løsningen findes ikke i drømmen om et andet samfund, livet er ens eget. Man kan køre bort, men til sidst stopper turen. Waldemar gør sig til sidst fri, men det sker i betydningen, amor fati, elsk din skæbne. Eller med en tone, der passer bedre til bogen: Waldemar accepterer sin skæbne.

Slutningen er paradoksal. Amor fati kan kun være en individuel løsning, der ikke ændrer på det vilkår, at naturen er ond og samfundet er ondt. Et forbehold mod en meget velskrevet, overraskende og fængende bog må være, at den netop i kraft af sin plotmæssige fornyelse i skildringen af underklassen, (næsten) lader Waldemars sygdom forsvinde under turen.  Da sygdommen endelig til sidst er i centrum for historien, gør Waldemar sig fri. Til sidst er hverken Waldemar eller sygdommen længere til stede. Den sidste sætning i bogen lyder da også med en karakteristisk vrængen fra Asger, da han sætter tænderne i et stykke kød: ”Det var, som om jeg åd Waldemar.”


Skrevet af gymnasielektor og ph.d. Allan Sortkær

Kilder, links og centrale værker