Anmeldelse
Grumme historier af Mathilde Walter Clark
- Log ind for at skrive kommentarer
En samling gruopvækkende historier om transformation i mange afskygninger. Virkeligheden viger for forvandlende fiktion, og det er godt gjort!
De 14 noveller, Mathilde Walter Clark har gemt bag sin hårrejsende forsideillustration, bærer den fælles titel ’Grumme historier’, og det er ikke uden grum… undskyld, ”grund”. Her hersker nemlig en gennemgående stemning af noget halv-uhyggeligt forårsaget af groteske og abnorme hændelser:
En madkritiker mister sine legemsdele i takt med indtagelsen af spektakulære måltider. Fiskehandlerens kone forvandler sig gradvist til en fisk og får det svært på land. Virkelighed og fiktion blander sig i hinanden med mareridtsagtige tilstande til følge. Og identiteter skifter ejere, som det jo går, når man sælger sin sjæl, sit spejlbillede, sin sindstilstand.
På trods af novellernes metafysiske universer fornemmer man, at der under den grumme overflade gemmer sig kommentarer til og ironiseringer over emner, der er fremtrædende i dagens Danmark. Eksempelvis handler novellen Hvalen om en strandet hval, og hvad det afstedkommer af liv og leben i byen, hvor den ligger. Også temaer som kulturforskelle, selvoptagethed/narcissisme og elitært snobberi skjuler sig mellem de velkonstruerede og på én gang svulstige og simple sætninger.
Mathilde Walter Clark har en formidabel evne til at ”vende tingene på hovedet”, som sammen med hendes humoristiske pen frembringer nogle sjove, gruopvækkende scenarier, der så absolut også giver stof til eftertanke.
Særlig anbefalelsesværdige finder jeg historierne Fra poesiens affaldskurv, Hvalen og Homunculusen. Det er finurligt, underfundigt og ind imellem ret (vid)underligt – som virkeligheden i det hele taget er.
Varm – virkelig varm – anbefaling!
Brugernes anmeldelser