Den svævende tankbestyrer

Endnu en ætsende sarkastisk roman fyldt med tør humor fra Bent Vinn Nielsen om almindelige menneskers ualmindelige liv. Underholdende!

Magnus er tankbestyrer på en tank ved Vårslev gamle landevej midt inde i Vendsyssel. På et tidspunkt var det på tale, at der skulle laves en ny motorvej, men det fik ”naturfrederne” forpurret, og nu er det kun et spørgsmål om tid, før selskabet lukker tanken. I stedet for motorvejen blev det gamle mejeri ude på Fenner omdannet til et refugium for forfattere, og en dag kommer én af dem, en høj og flot dame, ind på tanken for at spørge, om Magnus er Everts bror? Hun har nemlig været Everts elsker, og nu er hun ved at skrive en erindringsbog.

Magnus har altid været den kedelige i forhold til broderen, en kvindebedårer og politisk venstrefløjsaktivist fuld af farver. ”Hvorfor skriver du ikke om sådan én som mig?”, spørger han. ”Sådan én som tjener sine egne penge, og som ikke har tid til at sidde og snakke med en forfatter om sin interessante storebror!”. Og så begynder Magnus alligevel at fortælle – om sin bror men i ligeså høj grad om sit eget liv, om tiden og om livet i provinsen.

Jeg har tidligere læst Et liv i almindelighed af Bent Vinn Nielsen, som jeg blev ret betaget af, og Den svævende tankbestyrer er mindst på højde med den. Hele romanen er formet som en indre monolog fortalt af Magnus. Udadtil er han en gnaven gammel mand, som giver ondt af sig over de østrogenhysteriske kællinger, han har ansat, og folks dumhed i almindelighed, men bag masken gemmer sig en hjælpsom og godhjertet mand, som ikke kan få sig til at fyre nogen, selvom de er for mange ansat på tanken.

Vinn Nielsen har en evne til at beskrive Udkantsdanmark og de jævne, almindelige mennesker, der bor her, solidarisk og uden at udstille dem, samtidig med at han ikke er bange for at vise særhederne og det mindre flatterende ved samme lejlighed. Han er selv opvokset i Vendsyssel og har i flere år boet på Lolland, og det er måske derfor, at hans roman virker så ægte. Det underspillede ligger i ham selv.

Den svævende tankbestyrer er både ætsende sarkastisk og fyldt med tør humor. Jeg er vild med Magnus og hans ”for i helvede”-betragtninger om livet og menneskene. Hans liv har måske ikke været så farverigt som brorens, men ikke desto mindre er han alligevel endt med at være tilfreds. For som han siger: ”Sådan er det vel med verden. Det er lort, men ikke hele tiden.” Og det er jo sandt.