På rejse med Charley

Dybe betragtninger og komiske passager er spredt ud over Steinbecks sidste roman, som grus over en lang landevej. Det er en herlig (littera)tur at tage!

En mand på tur med sin hund. Hvem skulle tro at der ville være særlig meget historie at komme efter i det? Ikke jeg i hvert fald. Der er bare lige det ved det, at hunden er en blå fransk puddel ved navn Charles, Charley blandt venner, manden hedder John Steinbeck og han er så god til at skrive, så han engang har fået nobelprisen for det, og turen går hele vejen rundt i USA.

John Steinbeck var en folkets forfatter. Hele sit liv var det imellem de jævne amerikanere, han samlede sit stof, og i romaner som ’Mus og mænd’, ’Dagdriverbanden’ og ’Vredens druer’ skildrede han dem på en både poetisk og empatisk måde, som få har været i stand til at nærme sig siden. Men i 1960’erne begyndte han at fornemme, at han havde mistet følingen med det folk, han skrev om, og derfor bestemte han sig for at køre ud og genopdage Amerika og amerikanerne.

Som tænkt, så gjort. Han får konstrueret en slags datidig autocamper, som han døber Rosinante – efter en vis ridders stolte krikke – og pakker med diverse fornødenheder, inden han tager afsted på sin færd, der både bringer ham til New York, Midtvesten, Sydstaterne og til det Californien, hvor han var blevet en fremmed i kølvandet på udgivelsen af ’Vredens druer’, hvori han skrev om de californiske storbønders nederdrægtighed.

Når jeg indleder dette i datid, som antyder historisk virkelige begivenheder, men fortsætter i nutid, som antyder litteraturens evige genskabelse af virkeligheden ved hver genlæsning, er det fordi, det siden er kommet frem, at Steinbeck stykkede turen sammen af en lang række fragmenter fra andre rejser. Det må man heldigvis godt i skønlitteraturen. Leif Davidsen skriver smukt om i det i ’Steinbecks spøgelse’, hvor han følger i forfatterens hjulspor med sin hustru.

Steinbeck tilbagelagde vist også en god del af den virkelige tur med sin hustru, men det fungerer bedre med Charley til bogens ensomt betragtende format. Når Steinbeck er så overlæsset med ord og intellektuelle refleksioner, som han er, er det med til at balancere det hele, at hans rejsekammerat har en stum, fysisk måde at udtrykke sig på, som her, hvor den træelskende hund får snuden løftet op og bliver præsenteret for sin første redwood:

”Se der, Charley. Det er træet over alle træer. Din søgen er endt!” Charley fik et nyseanfald, som alle hunde gør når næsen bliver løftet for højt. Jeg blev grebet af det hadefulde raseri man føler over for folk der nægter en deres påskønnelse og på grund af deres uvidenhed tilintetgør en højt skattet plan.”

Bogen har ellers ikke næsen i sky. Der er tværtimod noget trygt ved at læse den, selv når han bevæger sig mod syd og skriver om de raceoptøjer, der på det tidspunkt truede med at sætte hele landet i brand. Steinbeck tænker dybt over tingene, men han lader altid det menneskelige komme først, og derfor skal du læse denne bog.