Døden kører Audi af Kristian Bang Foss

Sjov, satirisk og poetisk roman om et roadtrip gennem Europa i kørestol og folkevognsrugbrød.

Jeg har både grinet og grædt i selskab med Waldemar i kørestolen og Asger, hans lidt umulige men søde hjælper, på deres roadtrip igennem Europa.

Det er Asger, der fortæller historien, og da den starter, arbejder han på et reklamebureau. Privat bor han i en ejerlejlighed i København sammen med Sara og hendes datter Amalie. Asger får en opgave på jobbet, hvor han skal lave en plakat for en multikulturel messe i Kødbyen. Han laver den i sidste øjeblik og har ikke tid til at bruge et modelfoto, så han ”låner” et billede på nettet. Det viser sig at være en meget dårlig idé. Asger mister sit job, sin familie, drikker for meget, udebliver fra samtaler i A-kassen, og en dag er dankortet spærret.

Derfor bliver Asger handicaphjælper for Waldemar, som er verdens sygeste menneske. Waldemar bor i betonghettoen Stentofte, der ligger på Københavns vestegn – et temmelig trøstesløst sted, hvor Waldemar får dagene til at gå med meget lidt. Ind imellem ryger han lidt hash for at dulme smerterne fra sine sygdomme, ellers bruger han sin offentligt betalte hjælper til små praktiske gøremål.

Men han har en drøm - Waldemar, han vil gerne til Marokko og opsøge healeren Torbi el Mekki. Asger synes, det lyder forrykt, men vil gerne hjælpe Waldemar ud at se verden. Det meste af bogen handler om turen fra Danmark til Marokko.

Kristian Bang Foss har skrevet en virkelig fin roman om sygdom og håbløshed, men også om håb og venskab. Romanen er på en gang sjov og satirisk, vemodig og poetisk. Forfatteren har sans for absurde situationer som den, hvor Waldemar ansøger sin sagsbehandler om penge til at tage til Marokko for. Han har ét forsøg til at slå et plastickrus ud af vinduet med en lineal, ellers får han ingen penge. Eller den, hvor de to tager i Ikea for at spørge efter høje puder til ”sideliggere”. Morsomt og absurd.