Levende model

Intenst, fascinerende drama om de tre store K' er: Kærligheden, Kunsten og Krigen, der udspilles på så forskellige scener som kunstnernes London og verdenskrigens slagmarker. 

Pat Barkers roman tager livtag med nogle af de helt store komponenter og konflikter i menneskelivet, nemlig kærligheden, kunsten og krigen i tiden omkring Første Verdenskrig.

Hun har delt sin roman i to dele. I den første del møder vi i foråret 1914 de to unge kunststuderende Paul Tarrant og Elinor Brooke, der begge er elever på det prestigefyldte akademi Slade i London. I en slags navlepillende vakuum inden den store katastrofe forfølger de begge deres drømme om kunsten på akademiet, hvor navnlig Paul oplever kunstnerisk krise, som hans skrappe lærer Tonks, der oprindeligt er uddannet kirurg, borer i til en tegnetime, hvor han kommenterer Pauls croquis-tegning på denne måde:

   "Kan De virkelig ikke gøre det bedre?"

   "Nej."

   "Hvorfor så overhovedet gøre det?"

Så er dét tegnet op: Paul kan da nok tegne, men der er ingen nødvendighed i det, han laver.

Paul og Elinor forelsker sig og skal til at finde ud af det med kærligheden, da Første Verdenskrig bryder ud, og Paul som mange andre unge mænd melder sig til frivillig tjeneste.

I romanens  anden del følger vi så primært Paul, der er endt som assistent på et feltlazaret i Belgien og senere bliver ambulancefører. Han kommer med andre ord helt tæt på den uhyrlighed, krigen er, med drab og lemlæstelser i voldsomme mængder.

Barker har researchet ganske omfattende og skildrer barskt men realistisk og uden at svælge i blod de skader, som livet og døden i skyttegravene giver, og som Paul står midt i: "Alting stinker: kreosot, blegemiddel, desinficeringsmidler, jord, blod, koldbrand". Mødet med krigen fortrænger først Pauls kunstneriske ambitioner, men efterhånden melder trangen til igen at skabe kunst sig hos ham, men udgangspunktet bliver nu et helt andet.

Fra på akademiet at skulle redegøre for for eksempel en kvindelig nøgenmodels skuldre, skifter hele situationen nu. Man kan brutalt sige, at hvor han før tegnede efter den levende model, der har givet romanen titel, maler han nu efter døende model, eller døde modeller, som krigen kaster ind i hans liv. Nu er det en ufattelig rå virkelighed, han vil afbilde og formidle: Krigsskaderne på de unge mænds kroppe.

Elinor besøger ham kort - og illegalt - men bliver ellers i London. I deres forhold afspejler Barker så, hvordan to modsatrettede kunstsyn brydes. I London må Elinor kæmpe for det synspunkt, at også i krigstid er kunsten vigtig for at minde om det smukke, der også findes - mens Paul så bliver den, der vil bruge kunsten til at skildre netop krigen for at fortælle om den absurde destruktion. Så er to af de tre væsentlig poler tegnet klart op: Krigen og Kunsten. Og så Kærligheden - ja, hvad med den? Noget at det fineste i romanen er de to unge elskendes breve til hinanden tværs over Kanalen, mellem fred og krig, hvor de fortæller hinanden om deres kærlighed. Men det må blive bogens slutning: Kan kærligheden mellem de to overleve efter krigen? Elinor har kun freden og kunstnerlivet som erfaring - Paul har nu krigen, lemlæstelsen og døden som sin væsentligste erfaring. Romanen slutter med svaret på det.

Pat Barker har skrevet en meget overbevisende og godt styret roman om væsentlige almengyldige problemer eller standpunkter og sat dem op på en flot tegnet baggrund af krig og fred i en forfærdelige periode i verdenshistorien. Hun skriver helt klart til et bredt publikum, men går ikke på kompromis med det dybt centrale i sine problematikker, og resultatet er en meget bredt læselig, velfortalt og sprogligt fin roman om en sort stund i verdenshistorien. Hele tiden engagerende, af og til rystende, af og til gribende.