På de sidste sider af Stuk (1887) udspiller sig en samtale mellem Herluf Berg og den ældre Edvard Sundt. Edvard var soldat ved fronten i 1864, og lokaliserer oprindelsen til dårligdommene i 1880’ernes København i det svidende militære nederlag til prøjserne og tabet af Sønderjylland, der efterlod en generation og en nation uden tro på sig selv:
”- Og har De, sagde Sundt og saá hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed – og Sundt pegede ud mod Byen […] – Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl […]”
I Tine (1889) vender Herman Bang tilbage til krigen, denne gang som et langt mere direkte element i fortællingen. Romanen udspiller sig i en lille landsby på Herman Bangs fødeø Als. Degnedatteren Tine er kombineret ung pige i huset og hjerteveninde med Fru Berg. Fru Berg er gift med Skovrider Henrik Berg, og det står snart klart for læseren, at Tine har en dulgt romantisk interesse i skovrideren.
Denne interesse kan forblive uudlevet, så længe dynamikken i tresomheden ikke bringes ud af balance: Tine ler og fjanter med skovriderfruen og dyrker have med skovrideren, alt imens hun – uden at formulere det for hverken sig selv eller læseren – hemmeligt længes. Tingene fungerer med andre ord, og alle er glade. Men så bryder krigen ud.
Skovrideren indkaldes som soldat og skipper kone og søn af sted til København, på sikker afstand af kampene. Tine bliver tilbage på Als for at passe skovridergården, være sygepasser for de sårede, og være Hr. Berg behjælpelig, når denne fra tid til anden er hjemme fra fronten.
Balancen er forrykket: Fru Berg er væk, og Skovrider Berg og Tine nærmer sig langsomt hinanden. Denne tilnærmelse kulminerer, da Berg en stormfuld nat fuldbyrder forholdet under konens billede. Øjeblikkeligt plages han dog af dårlig samvittighed og skriver glødende kærlighedsbreve til Fru Berg i København. Da Tine indser, at hun for Berg blot har været en fad erstatningsvare, drukner hun sig i desperation i en nærliggende dam.
Den altoverskyggende stemning i romanen er af en overvældende sørgelighed, og læseren lades tilbage funderende over, hvordan det kunne gå, som det gik. Hvordan kan en åbenbart god mand som Skovrider Berg bedrage hustru og barn og groft udnytte en ung og uerfaren ven af familien på denne måde? Og hvordan kan den gode og milde Tine, så kan hun være nok så ung og uerfaren, i den grad forråde veninden Fru Berg? I det omfang romanen tilbyder et svar, skal det findes i en større virkelighed uden for de involverede personer. I krigen. Og i nederlaget.
Normalitetens sammenbrud eller “Snavs”
Krigen i Tine er den Anden Slesvigske Krig i 1864, og i begyndelsen er der i landsbysamfundet på Als stor begejstring over den danske regerings mod og mandshjerte; ikke et øjeblik længere vil man lade sig kue af tysken, og med sejren ved Isted fjorten år tidligere frisk i erindring tales blandt mændene ivrigt om:
”Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa Krigen lød som en fanfare gennem Stuen af munter stormen paa […] – Ja lad dem komme, lad dem komme – vi ta’er imod dem.”
Hele denne opblæste krigsoptimisme punkteres med et slag, da nyheden om rømningen af Dannevirke indløber, og fortvivlelsen breder sig i befolkningen – bedst illustreret ved kapellanen, der utrøstelig og ubevægelig sidder i den fygende sne og kun formår at mumle ”Men – hvad vil da Gud med sit Danmark?” Det er en hel nations selvforståelse, der med ét afsløres som falsk og forløjet.
I den lille landsby indløber snart andet end bulletiner fra fronten: udmattede og sårede soldater, sønderskudte lig og forhutlede familier på flugt fra de prøjsiske bombardementer ankommer i overvældende antal til egnen. Dødsangste unge mænd raver gennem de førhen så fine stuer i Skovridergården, og i Tines hjem ligger de sårede skulder ved skulder.
Krigens – og særligt den tabte krigs – grufulde konsekvenser bliver en del af hverdagen på Als, og dermed bryder normaliteten i det lille samfund sammen. Tines far, Bølling, mister forstanden ved modtagelsen af nyheden fra Dannevirke, og efterhånden som det endelige nederlag rykker nærmere og nærmere, synker han dybere og dybere ned i vanviddet. Eller, som Fru Bølling udtrykker det, ”Bølling er snavs”.
Netop snavs spiller i Tine en vigtig rolle som synligt mål for normalitetsoverskridelsen. Snavset kommer med krigen. Det sidder under soldaternes støvler og på deres kapper, og det kager sammen på gulve og vægge. I begyndelsen gør Tine og de andre piger på Skovridergården sig store anstrengelser for at holde skidtet ude og huset rent og pænt, men efterhånden overvældes de og lader stå til. Normaliteten er brudt sammen, og undtagelsen er den nye norm.
Spændingskurven i Tines forhold til Berg matches af krigens begivenheder.
Bondehusene skælver i det tyske bombardement, der stadigt tiltager i intensitet. Den førhen så dejlige og naturskønne ø knækker under krigens åg. Landet flænses af den prøjsiske kanonade, og brande hærger frit. Det er, som om selve naturens orden bryder sammen:
" - De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt – som randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. […]" –" Det er øen, der brænder", hviskede hun.
Krigen portrætteres altså i Tine ikke som blod og dåd på slagmarken, men som undtagelsestilstand – også for de mennesker, der ikke er direkte involverede i træfningerne. Denne undtagelsestilstand invaderer samfundslivet i alle dets lag: fra det snavs, der får lov at gro fast i bondehusene og signalere landsbyboernes resignation, over den psykiske sygdom, der rammer Bølling, til selve landskabets destruktion. Alt dette er tegn på, at krigen og nederlaget er alle normaltilstandes kollaps. Og det er i lyset af dette almene sammenbrud, at forholdet mellem Berg og Tine måske lader sig forstå.
Alt bestående går under. Begreber som moral og retfærdighed ophører med at have mening i nederlagets stund, ligesom der heller ikke kan findes trøst i det jævne og muntre bondeliv eller i landsbyens sociale samvær. Det er i dette sociale og psykologiske vakuum, at to i bund og grund gode mennesker kan opføre sig så slet, som det er tilfældet med Skovrider Berg og Tine.
Tines efterfølgende selvmord skal da heller ikke ses som en genoprettelse af orden, men snarere som den ultimative overskridelse af denne orden: den endelige, og forgæves, protest mod den moralske glidebane, krigen har forvandlet tilværelsen til.
Det er trøstesløst. Og fremragende.
Artikel
Nederlagets psykologi. Krig og kærlighed i Herman Bangs Tine
På de sidste sider af Stuk (1887) udspiller sig en samtale mellem Herluf Berg og den ældre Edvard Sundt. Edvard var soldat ved fronten i 1864, og lokaliserer oprindelsen til dårligdommene i 1880’ernes København i det svidende militære nederlag til prøjserne og tabet af Sønderjylland, der efterlod en generation og en nation uden tro på sig selv:
”- Og har De, sagde Sundt og saá hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed – og Sundt pegede ud mod Byen […] – Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl […]”
I Tine (1889) vender Herman Bang tilbage til krigen, denne gang som et langt mere direkte element i fortællingen. Romanen udspiller sig i en lille landsby på Herman Bangs fødeø Als. Degnedatteren Tine er kombineret ung pige i huset og hjerteveninde med Fru Berg. Fru Berg er gift med Skovrider Henrik Berg, og det står snart klart for læseren, at Tine har en dulgt romantisk interesse i skovrideren.
Denne interesse kan forblive uudlevet, så længe dynamikken i tresomheden ikke bringes ud af balance: Tine ler og fjanter med skovriderfruen og dyrker have med skovrideren, alt imens hun – uden at formulere det for hverken sig selv eller læseren – hemmeligt længes. Tingene fungerer med andre ord, og alle er glade. Men så bryder krigen ud.
Skovrideren indkaldes som soldat og skipper kone og søn af sted til København, på sikker afstand af kampene. Tine bliver tilbage på Als for at passe skovridergården, være sygepasser for de sårede, og være Hr. Berg behjælpelig, når denne fra tid til anden er hjemme fra fronten.
Balancen er forrykket: Fru Berg er væk, og Skovrider Berg og Tine nærmer sig langsomt hinanden. Denne tilnærmelse kulminerer, da Berg en stormfuld nat fuldbyrder forholdet under konens billede. Øjeblikkeligt plages han dog af dårlig samvittighed og skriver glødende kærlighedsbreve til Fru Berg i København. Da Tine indser, at hun for Berg blot har været en fad erstatningsvare, drukner hun sig i desperation i en nærliggende dam.
Den altoverskyggende stemning i romanen er af en overvældende sørgelighed, og læseren lades tilbage funderende over, hvordan det kunne gå, som det gik. Hvordan kan en åbenbart god mand som Skovrider Berg bedrage hustru og barn og groft udnytte en ung og uerfaren ven af familien på denne måde? Og hvordan kan den gode og milde Tine, så kan hun være nok så ung og uerfaren, i den grad forråde veninden Fru Berg? I det omfang romanen tilbyder et svar, skal det findes i en større virkelighed uden for de involverede personer. I krigen. Og i nederlaget.
Normalitetens sammenbrud eller “Snavs”
Krigen i Tine er den Anden Slesvigske Krig i 1864, og i begyndelsen er der i landsbysamfundet på Als stor begejstring over den danske regerings mod og mandshjerte; ikke et øjeblik længere vil man lade sig kue af tysken, og med sejren ved Isted fjorten år tidligere frisk i erindring tales blandt mændene ivrigt om:
”Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa Krigen lød som en fanfare gennem Stuen af munter stormen paa […] – Ja lad dem komme, lad dem komme – vi ta’er imod dem.”
Hele denne opblæste krigsoptimisme punkteres med et slag, da nyheden om rømningen af Dannevirke indløber, og fortvivlelsen breder sig i befolkningen – bedst illustreret ved kapellanen, der utrøstelig og ubevægelig sidder i den fygende sne og kun formår at mumle ”Men – hvad vil da Gud med sit Danmark?” Det er en hel nations selvforståelse, der med ét afsløres som falsk og forløjet.
I den lille landsby indløber snart andet end bulletiner fra fronten: udmattede og sårede soldater, sønderskudte lig og forhutlede familier på flugt fra de prøjsiske bombardementer ankommer i overvældende antal til egnen. Dødsangste unge mænd raver gennem de førhen så fine stuer i Skovridergården, og i Tines hjem ligger de sårede skulder ved skulder.
Krigens – og særligt den tabte krigs – grufulde konsekvenser bliver en del af hverdagen på Als, og dermed bryder normaliteten i det lille samfund sammen. Tines far, Bølling, mister forstanden ved modtagelsen af nyheden fra Dannevirke, og efterhånden som det endelige nederlag rykker nærmere og nærmere, synker han dybere og dybere ned i vanviddet. Eller, som Fru Bølling udtrykker det, ”Bølling er snavs”.
Netop snavs spiller i Tine en vigtig rolle som synligt mål for normalitetsoverskridelsen. Snavset kommer med krigen. Det sidder under soldaternes støvler og på deres kapper, og det kager sammen på gulve og vægge. I begyndelsen gør Tine og de andre piger på Skovridergården sig store anstrengelser for at holde skidtet ude og huset rent og pænt, men efterhånden overvældes de og lader stå til. Normaliteten er brudt sammen, og undtagelsen er den nye norm.
Spændingskurven i Tines forhold til Berg matches af krigens begivenheder.
Bondehusene skælver i det tyske bombardement, der stadigt tiltager i intensitet. Den førhen så dejlige og naturskønne ø knækker under krigens åg. Landet flænses af den prøjsiske kanonade, og brande hærger frit. Det er, som om selve naturens orden bryder sammen:
" - De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt – som randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. […]" –" Det er øen, der brænder", hviskede hun.
Krigen portrætteres altså i Tine ikke som blod og dåd på slagmarken, men som undtagelsestilstand – også for de mennesker, der ikke er direkte involverede i træfningerne. Denne undtagelsestilstand invaderer samfundslivet i alle dets lag: fra det snavs, der får lov at gro fast i bondehusene og signalere landsbyboernes resignation, over den psykiske sygdom, der rammer Bølling, til selve landskabets destruktion. Alt dette er tegn på, at krigen og nederlaget er alle normaltilstandes kollaps. Og det er i lyset af dette almene sammenbrud, at forholdet mellem Berg og Tine måske lader sig forstå.
Alt bestående går under. Begreber som moral og retfærdighed ophører med at have mening i nederlagets stund, ligesom der heller ikke kan findes trøst i det jævne og muntre bondeliv eller i landsbyens sociale samvær. Det er i dette sociale og psykologiske vakuum, at to i bund og grund gode mennesker kan opføre sig så slet, som det er tilfældet med Skovrider Berg og Tine.
Tines efterfølgende selvmord skal da heller ikke ses som en genoprettelse af orden, men snarere som den ultimative overskridelse af denne orden: den endelige, og forgæves, protest mod den moralske glidebane, krigen har forvandlet tilværelsen til.
Det er trøstesløst. Og fremragende.
Kommentarer