Farvel til våbnene

En tragisk kærlighedshistorie og samtidig en klassisk krigsroman af højeste karat.

’Farvel til våbnene’, der er kraftigt inspireret af Hemingways egne oplevelser, omhandler den amerikanske ambulancechauffør Frederic Henrys oplevelser ved den italienske front under Den Første Verdenskrig og hans stormende kærlighedsforhold til den unge engelske sygeplejerske Catherine Barkley.

På mange måder er det en typisk anti-krigsroman. Første verdenskrig, der for Italiens vegne blev udkæmpet i de bjergrige egne mellem Italien og det, der dengang var det østrig-ungarske kejserrige, var en horribel affære, hvor tusinder af mænds liv blev ofret for at vinde få kilometers fremgang ved fronten. Det var også en krig, der var domineret af himmelråbende eksempler på inkompetence og nærmest forbryderisk ligegyldighed fra officerernes side, når det kom til mandskabets ve og vel.

Den fornemmelse af galskab og meningsløshed evner Hemingway på bedste vis at sætte ord på. Ganske som han også på mesterlig vis formår at fremstille den kedsomhed og mangel på formål, der ironisk nok ofte rammer mennesker i krig. Her ser man, hvorfor Hemingway er en skribent næsten uden sidestykke og i sandhed en af de store mestre.

Hemingway har en særegen stil. Han er koncis og skarp i sin måde at skrive og fortælle på. Den del holder stadig. Hans sætninger og beskrivelser er intet mindre end mageløse. Men dialogen skærer lidt i øjnene, og karaktererne viser også gennem deres handlinger og især livssyn, at de er fra en anden tid.  Eksempelvis er der et møde på en café, hvor Frederic og Catherine diskuterer, hvorvidt Catherine – der er gravid - bør drikke en eller to øl. Ikke så meget fordi det kan skade barnet, men fordi lægen har sagt, det giver mindre børn, og Catherine synes hun har smalle hofter og frygter at føde et stort barn.

Den samtale sammen med flere andre er især med til at få Catherine Barkley til at fremstå en kende tomhjernet og som lidt af et nokkefår, hvilket får kærlighedshistorien til at føles lidt tam. Krigshistorien, og ikke mindst første halvdel af romanen, er dog af høj klasse og vil stadig, små 90 år efter sin udgivelse vække genklang hos et moderne publikum.

Den sære ubalance mellem krigshistorien og kærlighedshistorien er egentlig lidt ærgerlig, for jeg tænker, det er Hemingways hensigt at fremhæve krigens absolutte meningsløshed sat op imod det skønne i kærligheden, også selvom det ikke nødvendigvis ender godt.

I sidste ende er det naturligvis en smagssag, hvorvidt ’Farvel til Våbnene’, og Hemingway i det hele taget, er værd at læse. Jeg er stor fan, men jeg skyndte mig også gennem dele af bogen, mens jeg svælgede i linjer som; ”Også vinhaverne lå ribbede og med nøgne ranker, og hele landet var vådt og brunt og dødt med høsten.”