Forfatter
Erich Maria Remarque
Livets gnist og menneskets kynisme. Det lykkes Remarque at skrive bøger fulde af kraft og håb, selvom mindst halvtreds procent af hans personer dør.
Erich Maria Remarque (1898—1970)
Erich Maria Remarques forfatterskab er fantastisk, livsbekræftende og håbefuldt, men samtidig forfærdeligt og fatalistisk. Når man har læst Remarque, sidder man tilbage med en underlig følelse af letflyvende glæde og afgrundsdyb håbløshed. Han indfanger om nogen verdenskrigenes menneskeskæbner, ikke kun i krigstid, men også i mellemkrigstiden. Remarques personer lever på trods, men formår alligevel, midt i kynismen og håbløsheden, at beholde livsgnisten. Han beskriver første verdenskrigs skyttegrave, nazisternes koncentrationslejre, livet som politisk flygtning og krigsveteran, uden nogensinde at forfalde til unuancerethed eller sentimentalisme.
Remarques debutbog Intet nyt fra Vestfronten beskriver med indlevelse og gru en ung flok kammeraters oplevelser som soldater ved Vestfronten under 1. verdenskrig og er med god grund gået over i litteraturhistorien som en klassiker. Den er obligatorisk på mange gymnasiers pensumliste, og det er den mest kendte af Remarques romaner. Det er ligeledes den, der er skrevet mest om, men det er ikke nødvendigvis den bedste bog i hans forfatterskab. Derfor vil jeg ikke kommentere den yderligere, men i stedet se på forfatterskabet som helhed.
De gamle uden fortid
Der findes ingen unge mennesker i Remarques forfatterskab – selv den 20 årige Poul i Intet nyt fra Vestfronten og den 26 årige Lillian i Livet til låns er ligesom resten af forfatterskabets persongalleri ’gamle’. De er, som det hedder i forfatterens forord til Den sorte obelisk, blevet præget af de begivenheder, som kendetegner "fremskridtets, teknikkens, civilisationens, massekulturens og massemordets århundrede". Alligevel beskriver Remarque ikke sine personer med patos og sentimentalitet. Han har respekt for sine karakterer og fremstiller dem uden nyfigenhed. Personernes baggrundshistorier kommer sjældent frem i andet end glimt og indikationer, og han lader dem følelsesneutralt træde frem og præsentere sig selv.
I samklang med en massiv brug af ’in medias res’ leverer fortælleren sjældent nogen oplysninger om personen, før de naturligt fremgår af sammenhængen, og selv da bliver ’mennesket’ kun afsløret i småbidder.
Ikke engang de mest basale detaljer bliver åbenbaret for læseren. I begyndelsen af Livets Gnist, som foregår i en af de nazistiske kz-lejre, har hovedpersonen intet navn, men bliver frem til midten af bogen blot omtalt som 509 - han har valgt navnet og fortiden fra.
Det er karakteristisk for Remarques personer, at de enten ikke har noget navn, bruger et falskt, eller kun bliver omtalt ved deres efternavn. Fornavnet er noget personligt, noget der kendetegner en fortid og en fremtid, de er nødt til at distancere sig fra for at kunne leve. Når det endelig bliver åbenbaret for læseren, sker det i forbindelse med håb, tillid og smerte. På den måde lærer man personernes tanker at kende før deres historie og personlige fakta – derfor kommer menneskene til at fremtræde i kraft af, det de er i nuet.
Fra Brescia til Brescia
I Livet til låns kører hovedpersonen Clerfayt et 1000 miles motorløb fra Brescia til Brescia. Hans kammerat Hollmann fik en blodstyrtning et tidligere år under det selv samme løb, og den underspillede absurditet er slående. Begivenheden er en klar parallel til det tyvende århundrede: Menneskeslægten lærer ikke noget, men kører blot fra Brescia til Brescia, fra verdenskrig til verdenskrig.
Det samme billede, blot mere humoristisk, tegnes i Triumfbuen. Ravic, en tysk, politisk flygtning, kommer tilbage til det hotel, hvor han lever illegalt, og ser, at værtinden er ved at udskifte malerierne. Værtinden erklærer, at hun hænger de gamle billeder op: " De fra tidligere, De som herrerne efterlod, da de overtog regeringen (…) Herrerne fra den modsatte side, De fleste af dem har jo allerede været her før". Værtindens logik markerer ironisk, hvordan krig er blevet en så inkorporeret del af det tyvende århundrede, at det at være politiske flygtninge er blevet normalen – mennesket bliver ikke klogere.
Dette er det mest pessimistiske tema i Remarques romaner og samtlige af hans bøger cirkler på den ene eller den anden måde om emnet. Det skal dog pointeres, at Remarques kritik ikke centreres omkring det enkelte menneske, men om et samfund, der igen og igen kaster verden ud i krig og som højest indeholder en misforstået form for humanisme. Han karakteriserer to generationer, der begge er blevet ødelagt af en verden, der ikke vurderer menneskelivet højt. Alle hans personer kender angsten og kampen for overlevelse. Døden er blevet en fast bestanddel af deres liv, og de færdes som ensomme flygtninge i verden. Det skal ikke forstås sådan, at Remarque ikke vurderer kærligheden og kammeratskabet højt – disse to ting er kendetegnet, som noget der generere håb, men i forhold til fortiden, minderne og tankerne er mennesket fundamentalt alene. Fortiden er uartikulerbar, og i stedet tager personerne tilflugt i galgenhumor og fatalisme. Dog er denne facade kun en maske, der dækker over ønsket om at leve. Som Lillian med desperat ærlighed siger i Livet til låns: "Hvis du vidste, hvor gerne jeg ville leve. Gerne fattig og alene, blot blive! Alt andet er kun løgn og angstens mod".
Det lille liv
På trods af de voldsomme og tragiske begivenheder, der danner rammen om Remarques forfatterskab, er hans hovedtema alligevel håbet og livet. Hans personer lever på trods og bruger bevidstheden om nuet til at klare sig. Som Paul og hans kammerater i Intet nyt fra Vestfronten, der stadig spiller kort, selv når de er ved fronten, eller som Ravic i Triumfbuen, der vedbliver at praktisere illegalt som læge, selvom han ved (og flere gange har oplevet), at han hvert øjeblik kan blive smidt ud af Frankrig. Han fortsætter fordi, det er det han kan, og fordi det er det, der gør ham til menneske.
Hvis man tror på det evigt lykkelige liv, er det ikke Remarque, man skal læse. Han sætter de store ting over for de små og vægter den lille detalje. Remarques personer kan leve et helt liv på et forår, i en hastig kærlighedsaffære eller i købet af en kjole. Livet findes, der hvor man er - i nuet, og det er den ene enkelthed, som giver det store værdi. I starten af Livets Gnist, er det ti minutters solskin på en Kz-lejrs paradeplads, der er lykken, for det er det, der er opnåeligt.
Hos Remarque er håbet både farligt og samtidig det, der giver livet værdi. I Livets Gnist har den lille gruppe fanger kun overlevet de første mange år, ved at opgive håbet. I deres situation har håbet i bedste fald været forfængeligt og har derfor været en trussel mod deres forstand. Denne mangel på håb er ikke entydig negativ. I Livet til låns besvarer den tuberkuloseramte Lilliean spørgsmålet "Hvad er deres hemmelighed – En stor fremtid?" med ordene" Ingen fremtid – De ved ikke, hvor let det kan gøre meget her i livet". Det manglende håb gør det lettere at glemme fremtiden og tilkende nuet og de små ting værdi. Alligevel er håbet altid til stede. Remarque bruger det materielle til at skildre håbet – han gør det håndgribeligt. Ligesom livet findes også håbet i det nære: Et bur med kaniner, en kjole, en brændende by eller et glas calvados. På den måde lykkes det for Remarque at skrive bøger fulde af kraft og håb, selvom mindst halvtreds procent af hans personer dør – og det er en bedrift i sig selv.
At skrive om det kendte
Remarque skriver om noget han kender til. Både rent begivenhedsmæssigt, men givetvis også hvad angår de følelser og livssyn, hans personer giver udtryk for.
Erich Maria Remarque blev født under navnet Erich Poul Remark i Osnabrück i Tyskland. Han havde franske aner, men det franske navn "Remarque" blev ’germaniseret’ tidligt i 1800-tallet. Remarque vendte tilbage til sine franske aner i forbindelse med sin massive kritik af det tyske rige, og hele hans forfatterskab er udgivet under dette navn..
Ligesom mange andre unge tyske mænd, tjente Remarque ved Vestfronten under 1. verdenskrig, og det var på den baggrund han skrev sin debutroman Im Westen nichts Neues (Intet nyt fra Vestfronten), der allerede ved sin udgivelse blev en succes og igangsatte en massiv politisk diskussion. Som modstander af den gryende nazisme, flygtede han i 1932 til Svejts, mens han bøger gik op i røg ved nazisternes bogbrændinger, og han selv fik frataget sit tyske borgerskab. I en periode var han i USA, hvor han fik amerikansk statsborgerskab, men vendte senere tilbage til Svejts, hvor han døde i 1970. Remarque vedblev at skrive hele sit liv, og selv om ingen af hans senere bøger genererede den samme politiske storm som "Intet nyt fra Vestfronten", er hele hans forfatterskab blevet læst og værdsat over hele verden.
Hvor skal man begynde:
Remarques forfatterskab er ikke overvældende stort, så man kan med fordel læse det hele, Hvis man ikke har overskud til det, vil jeg først og fremmest anbefale Livets Gnist og Triumfbuen – det er her Remarque, efter min mening, er bedst. Selvfølgelig er Intet nyt fra Vestfronten også en fantastisk bog, der er en grund til, at det er blevet en klassiker, men den bærer præg af, at Remarque endnu ikke har nået den fulde udfoldelse af sit talent. Alt i alt er det dog ikke så vigtigt, hvor man starter, idet alle Remarques romaner forener levende menneskeskildringer med et let tilgængeligt og smukt sprog. Ligesom alt andet oversat litteratur, er det selvfølgelig en fordel at læse det på originalsproget, men hvis man ikke kan det, er de danske oversættelser glimrende.
I virkeligheden handler det kun om, at sætte sig godt til rette i en stol (eventuelt med et glas calvados ) og leve sig ind i den verden Remarque beskriver - og derefter tage sig god tid til bagefter, at sidde og kigge ud i luften og tænke– det har man brug for.
Skrevet af Sidsel Sander Mittet, cand. mag.
Livets gnist og menneskets kynisme. Det lykkes Remarque at skrive bøger fulde af kraft og håb, selvom mindst halvtreds procent af hans personer dør.
Erich Maria Remarque (1898—1970)
Erich Maria Remarques forfatterskab er fantastisk, livsbekræftende og håbefuldt, men samtidig forfærdeligt og fatalistisk. Når man har læst Remarque, sidder man tilbage med en underlig følelse af letflyvende glæde og afgrundsdyb håbløshed. Han indfanger om nogen verdenskrigenes menneskeskæbner, ikke kun i krigstid, men også i mellemkrigstiden. Remarques personer lever på trods, men formår alligevel, midt i kynismen og håbløsheden, at beholde livsgnisten. Han beskriver første verdenskrigs skyttegrave, nazisternes koncentrationslejre, livet som politisk flygtning og krigsveteran, uden nogensinde at forfalde til unuancerethed eller sentimentalisme.
Remarques debutbog Intet nyt fra Vestfronten beskriver med indlevelse og gru en ung flok kammeraters oplevelser som soldater ved Vestfronten under 1. verdenskrig og er med god grund gået over i litteraturhistorien som en klassiker. Den er obligatorisk på mange gymnasiers pensumliste, og det er den mest kendte af Remarques romaner. Det er ligeledes den, der er skrevet mest om, men det er ikke nødvendigvis den bedste bog i hans forfatterskab. Derfor vil jeg ikke kommentere den yderligere, men i stedet se på forfatterskabet som helhed.
De gamle uden fortid
Der findes ingen unge mennesker i Remarques forfatterskab – selv den 20 årige Poul i Intet nyt fra Vestfronten og den 26 årige Lillian i Livet til låns er ligesom resten af forfatterskabets persongalleri ’gamle’. De er, som det hedder i forfatterens forord til Den sorte obelisk, blevet præget af de begivenheder, som kendetegner "fremskridtets, teknikkens, civilisationens, massekulturens og massemordets århundrede". Alligevel beskriver Remarque ikke sine personer med patos og sentimentalitet. Han har respekt for sine karakterer og fremstiller dem uden nyfigenhed. Personernes baggrundshistorier kommer sjældent frem i andet end glimt og indikationer, og han lader dem følelsesneutralt træde frem og præsentere sig selv.
I samklang med en massiv brug af ’in medias res’ leverer fortælleren sjældent nogen oplysninger om personen, før de naturligt fremgår af sammenhængen, og selv da bliver ’mennesket’ kun afsløret i småbidder.
Ikke engang de mest basale detaljer bliver åbenbaret for læseren. I begyndelsen af Livets Gnist, som foregår i en af de nazistiske kz-lejre, har hovedpersonen intet navn, men bliver frem til midten af bogen blot omtalt som 509 - han har valgt navnet og fortiden fra.
Det er karakteristisk for Remarques personer, at de enten ikke har noget navn, bruger et falskt, eller kun bliver omtalt ved deres efternavn. Fornavnet er noget personligt, noget der kendetegner en fortid og en fremtid, de er nødt til at distancere sig fra for at kunne leve. Når det endelig bliver åbenbaret for læseren, sker det i forbindelse med håb, tillid og smerte. På den måde lærer man personernes tanker at kende før deres historie og personlige fakta – derfor kommer menneskene til at fremtræde i kraft af, det de er i nuet.
Fra Brescia til Brescia
I Livet til låns kører hovedpersonen Clerfayt et 1000 miles motorløb fra Brescia til Brescia. Hans kammerat Hollmann fik en blodstyrtning et tidligere år under det selv samme løb, og den underspillede absurditet er slående. Begivenheden er en klar parallel til det tyvende århundrede: Menneskeslægten lærer ikke noget, men kører blot fra Brescia til Brescia, fra verdenskrig til verdenskrig.
Det samme billede, blot mere humoristisk, tegnes i Triumfbuen. Ravic, en tysk, politisk flygtning, kommer tilbage til det hotel, hvor han lever illegalt, og ser, at værtinden er ved at udskifte malerierne. Værtinden erklærer, at hun hænger de gamle billeder op: " De fra tidligere, De som herrerne efterlod, da de overtog regeringen (…) Herrerne fra den modsatte side, De fleste af dem har jo allerede været her før". Værtindens logik markerer ironisk, hvordan krig er blevet en så inkorporeret del af det tyvende århundrede, at det at være politiske flygtninge er blevet normalen – mennesket bliver ikke klogere.
Dette er det mest pessimistiske tema i Remarques romaner og samtlige af hans bøger cirkler på den ene eller den anden måde om emnet. Det skal dog pointeres, at Remarques kritik ikke centreres omkring det enkelte menneske, men om et samfund, der igen og igen kaster verden ud i krig og som højest indeholder en misforstået form for humanisme. Han karakteriserer to generationer, der begge er blevet ødelagt af en verden, der ikke vurderer menneskelivet højt. Alle hans personer kender angsten og kampen for overlevelse. Døden er blevet en fast bestanddel af deres liv, og de færdes som ensomme flygtninge i verden. Det skal ikke forstås sådan, at Remarque ikke vurderer kærligheden og kammeratskabet højt – disse to ting er kendetegnet, som noget der generere håb, men i forhold til fortiden, minderne og tankerne er mennesket fundamentalt alene. Fortiden er uartikulerbar, og i stedet tager personerne tilflugt i galgenhumor og fatalisme. Dog er denne facade kun en maske, der dækker over ønsket om at leve. Som Lillian med desperat ærlighed siger i Livet til låns: "Hvis du vidste, hvor gerne jeg ville leve. Gerne fattig og alene, blot blive! Alt andet er kun løgn og angstens mod".
Det lille liv
På trods af de voldsomme og tragiske begivenheder, der danner rammen om Remarques forfatterskab, er hans hovedtema alligevel håbet og livet. Hans personer lever på trods og bruger bevidstheden om nuet til at klare sig. Som Paul og hans kammerater i Intet nyt fra Vestfronten, der stadig spiller kort, selv når de er ved fronten, eller som Ravic i Triumfbuen, der vedbliver at praktisere illegalt som læge, selvom han ved (og flere gange har oplevet), at han hvert øjeblik kan blive smidt ud af Frankrig. Han fortsætter fordi, det er det han kan, og fordi det er det, der gør ham til menneske.
Hvis man tror på det evigt lykkelige liv, er det ikke Remarque, man skal læse. Han sætter de store ting over for de små og vægter den lille detalje. Remarques personer kan leve et helt liv på et forår, i en hastig kærlighedsaffære eller i købet af en kjole. Livet findes, der hvor man er - i nuet, og det er den ene enkelthed, som giver det store værdi. I starten af Livets Gnist, er det ti minutters solskin på en Kz-lejrs paradeplads, der er lykken, for det er det, der er opnåeligt.
Hos Remarque er håbet både farligt og samtidig det, der giver livet værdi. I Livets Gnist har den lille gruppe fanger kun overlevet de første mange år, ved at opgive håbet. I deres situation har håbet i bedste fald været forfængeligt og har derfor været en trussel mod deres forstand. Denne mangel på håb er ikke entydig negativ. I Livet til låns besvarer den tuberkuloseramte Lilliean spørgsmålet "Hvad er deres hemmelighed – En stor fremtid?" med ordene" Ingen fremtid – De ved ikke, hvor let det kan gøre meget her i livet". Det manglende håb gør det lettere at glemme fremtiden og tilkende nuet og de små ting værdi. Alligevel er håbet altid til stede. Remarque bruger det materielle til at skildre håbet – han gør det håndgribeligt. Ligesom livet findes også håbet i det nære: Et bur med kaniner, en kjole, en brændende by eller et glas calvados. På den måde lykkes det for Remarque at skrive bøger fulde af kraft og håb, selvom mindst halvtreds procent af hans personer dør – og det er en bedrift i sig selv.
At skrive om det kendte
Remarque skriver om noget han kender til. Både rent begivenhedsmæssigt, men givetvis også hvad angår de følelser og livssyn, hans personer giver udtryk for.
Erich Maria Remarque blev født under navnet Erich Poul Remark i Osnabrück i Tyskland. Han havde franske aner, men det franske navn "Remarque" blev ’germaniseret’ tidligt i 1800-tallet. Remarque vendte tilbage til sine franske aner i forbindelse med sin massive kritik af det tyske rige, og hele hans forfatterskab er udgivet under dette navn..
Ligesom mange andre unge tyske mænd, tjente Remarque ved Vestfronten under 1. verdenskrig, og det var på den baggrund han skrev sin debutroman Im Westen nichts Neues (Intet nyt fra Vestfronten), der allerede ved sin udgivelse blev en succes og igangsatte en massiv politisk diskussion. Som modstander af den gryende nazisme, flygtede han i 1932 til Svejts, mens han bøger gik op i røg ved nazisternes bogbrændinger, og han selv fik frataget sit tyske borgerskab. I en periode var han i USA, hvor han fik amerikansk statsborgerskab, men vendte senere tilbage til Svejts, hvor han døde i 1970. Remarque vedblev at skrive hele sit liv, og selv om ingen af hans senere bøger genererede den samme politiske storm som "Intet nyt fra Vestfronten", er hele hans forfatterskab blevet læst og værdsat over hele verden.
Hvor skal man begynde:
Remarques forfatterskab er ikke overvældende stort, så man kan med fordel læse det hele, Hvis man ikke har overskud til det, vil jeg først og fremmest anbefale Livets Gnist og Triumfbuen – det er her Remarque, efter min mening, er bedst. Selvfølgelig er Intet nyt fra Vestfronten også en fantastisk bog, der er en grund til, at det er blevet en klassiker, men den bærer præg af, at Remarque endnu ikke har nået den fulde udfoldelse af sit talent. Alt i alt er det dog ikke så vigtigt, hvor man starter, idet alle Remarques romaner forener levende menneskeskildringer med et let tilgængeligt og smukt sprog. Ligesom alt andet oversat litteratur, er det selvfølgelig en fordel at læse det på originalsproget, men hvis man ikke kan det, er de danske oversættelser glimrende.
I virkeligheden handler det kun om, at sætte sig godt til rette i en stol (eventuelt med et glas calvados ) og leve sig ind i den verden Remarque beskriver - og derefter tage sig god tid til bagefter, at sidde og kigge ud i luften og tænke– det har man brug for.
Skrevet af Sidsel Sander Mittet, cand. mag.
