Klima, køn, krop og psykisk sygdom er temaer, der præger et årti, hvor litteraturen bliver aktivistisk.
10'erne bliver årtiet, hvor en litterær strømning, der allerede har været en hovedtendens årtiet inden, autofiktionen, fortsat udvikler sig og bliver identitetspolitisk. Nye stemmer finder vej til litteraturen, og tabet af det almene begrædes af kritikere, som mener, at den konstante identitetspolitiske positionering gør, at litteraturen mister sin evne til at tale om almenmenneskelige erfaringer. Der skrives i alle genrer i 10'ernes litteratur, både prosa og lyrik er yndede genrer for periodens forfattere. Lysten til at eksperimentere med udtryksformer, genrer og formater er fremtrædende, og litteraturen erobrer nye medier og dukker op som alt fra spoken words til sangtekster, sms-noveller og blogindlæg. Den digitale litteratur og streamingtjenesternes e-bøger og lyd-bøger får et godt tag i det danske bogmarked uden at udkonkurrere den trykte bog. Overalt i landet dukker læsekredse og litteraturgrupper frem, og forlagsbranchen omstruktureres med en række nye, frivilligt drevne forlag og en fusion af to af landets største forlag.
Nye stemmer i litteraturen
Yahya Hassans selvbiografiske debutsamling Yahya Hassan, der skildrer en barndom og opvækst i en dysfunktionel muslimsk familie, lander som en bombe i dansk litteratur i 2013. Hassans debut slår Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977 som den bedst sælgende danske digtsamling nogensinde, og den bliver afsæt for en intens litterær værdidebat, som begynder i 2014, da den svenske kritiker og digter Athena Farrokhzad i sin anmeldelse af Hassans digtsamling skriver en opfordring til, at minoritetsforfattere censurerer sig selv, hvis deres ord kan bruges uhensigtsmæssigt i politiske sammenhænge. Debatten rejser en række identitets- og minoritetspolitisske spørgsmål i litteraturen og ender ved spørgsmålet om, hvorvidt en forfatter kan hæve sig over sin egen socialklasse og sit køn og skrive almengyldig og virkningsfuld politisk litteratur om andre menneskers problemer.
Det er også i 2013, at en anden Hassan, nemlig Hassan Preisler, udgiver romanen Brun mands byrde, som er en stakåndet dekonstruktion af Preislers egen historie som brun mand i en hvid verden. Preisler og Hassans udgivelser falder ind i det, der bliver en bølge af nye stemmer med minoritetsbaggrund i dansk litteratur, ofte med helt eller delvist selvbiografisk indhold. Shadi Angelina Bazeghis udgiver Vingeslag i 2015, Sara Omar Dødevaskeren udkommer i 2017, og samme år udgiver Lone Aburas Det er et jeg der taler (Regnskabets time), der er en tekst om race og etnicitet, og ikke mindst den ofte ignorerede racisme, der findes i Danmark. Adoptionsproblematikker tages også i behandling, blandt andet i Eva Tinds forfatterskab, og Maja Lee Langvad skriver i Hun er vred fra 2014 en kritisk historie om transnational adoption med udgangspunkt i egne, smertefulde erfaringer.
Også på andre felter får nye stemmer stor gennemslagskraft. En række forfatterskaber, der skildrer ikke-heteroseksuelle erfaringer, bliver læst ikke blot som minoritetslitteratur, men som litteratur i egen ret. Leonora Christina Skov får i 2018 et massivt gennembrud med den selvbiografiske roman Den der lever stille, og Maria Gerhardt debuterer i 2014 – tre år før sin død – med romanen Der bor Hollywoodstjerner på vejen Kristina Nya Glaffey udgiver i 2012 Padder og krybdyr om en ung, lesbisk kvindes overvejelser om at blive mor med donorsæd. Glaffey tager desuden gennem årtiet regnbuefamilien til behandling i Mor og Busser -serien.
Køn, krop og psyke
I løbet af 10erne opstår der, som et led i den voksende identitetspolitiske bevidsthed, en fornyet interesse for køn, krop og feministiske spørgsmål. To værker, der i dansk kontekst markerer et startskud for genforhandlingen af køn, krop og identitet, er Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 og Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng fra 2012. Bjørn Rasmussen sprænger, gennemskærer og udvider kønnet, kroppen og skriften i sin fortælling om den unge Bjørns forelskelse i sin ældre elsker, ridelæreren. Og Olga Ravns tekster kredser om at være pige, blive kvinde og have en krop. Et særligt fokus på kroppens iboende kræfter findes også hos forfattere som Amalie Smith, Asta Olivia Nordenhof, Ida Marie Hede, Maja Lucas og Niels Henning Falk Jensby. Sideløbende med udgivelsen af nye krops- og kønsorienterede værker opstår der en fornyet interesse for og genlæsning af Tove Ditlevsens og Suzanne Brøggers forfatterskaber. Ikke alle kroppe er ens, og i 2015 italesætter Caspar Eric den udsatte, ikke-privilegerede krop. Det sker med med digtsamlingen 'Nike', hvor forfatterens skriver om eget handicap, Cerebral Parese, og hvordan han skal forholde sig til sin ikke-normale og uperfekte krop.
Caspar Eric er en af de unge internetpoeter, der vinder frem, en anden er Asta Olivia Nordenhof, der også bliver en markant stemme i forbindelse med en anden af periodens tendenser; tematiseringen af psykisk sårbarhed i litteraturen. Nordenhof udgiver i 2013 en samling selvbiografisk forankrede digte, Det nemme og det ensomme, hvor den sociale og psykiske sårbarhed løber under teksterne, og hvor jeg'et stiller sig selv i modsætning til et produktivt samfundsliv: ”Alt er mistet herfra hvor jeg skriver”.
Flere af årtiets markante forfattere kredser om anoreksi, bulimi, selvskade, personlighedsforstyrrelser og angst. I 2018 udgiver Karens Fastrup 'Hungerhjerte', en autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline. Men også forfattere som Mikael Josephsen, Peter Øvig, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Hanne Højgaard Viemose beskriver i deres værker den psykiske sårbarhed og udsathed. I 2016 udkommer Sylvia Plaths selvbiografiske klassiker om et psykisk sammenbrud, Glasklokken fra 1963, i en dansk nyoversættelse af forfatterne Olga Ravn og Mette Moestrup.
Klimalitteratur
”Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med” proklamerer digteren Lars Skinnebach i forbindelse med udgivelsen af samlingen Øvelser og rituelle tekster fra 2011. Skinnebachs økoarrige lyrik danner afsæt for den danske klimalitteratur, som også går under navnet økolitteratur. I 2014 udgiver Theis Ørntoft et af de mest markante bidrag til den danske klima- og undergangslyrik, Digte 2014, hvor en desperat og arrig stemme flyder rundt i revolutionær, men resigneret melankoli og siger: ”Vi er brakvand på dåse”. Den økolitterære diversitet er høj og rummer ud over den aktivistiske poesi også dystopier i romanform, fx Charlottes Weitzes sort-humoristiske roman Den afskyelige fra 2016, som foregår i en nær fremtid, hvor polerne smelter, og børn bliver født med mutationer.
Peter Adolphsen skriver sig også ind i den dystopiske stemning og udgiver i 2012 en skæv og moderne Robisonade, miniromanen '9 år efter loopet', hvori hovedpersonen er det tilsyneladende eneste menneske tilbage i verden. Af andre eksempler på klimalitteratur kan nævnes Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene fra 2018 og Christian Yde Frostholms Træmuseet fra 2018, og som en kulmination på et helt årtis klimakritisk litteratur får Danmark i 2019 sin første klimalitteraturfestival.
Erotisk litteratur og episke forfattere
Inden for konsum- og underholdningslitteraturen vinder en ny underart af kulørt genrelitteratur stor popularitet i løbet af 10erne. I kølvandet på E. L. James' Fifty Shades of Gray fra 2011 breder sig en bølge af både dansk og oversat erotisk litteratur for kvinder, der bliver tildelt den lidt nedsættende genrebetegnelse husmoderporno. Af danske bidrag til genren kan blandt andet nævnes Sicilien Sitrer af Lotte Garbers fra 2010. Kristina Stoltz giver genren nyt liv i novelleform med 'Et kød' fra 2012, og i BoyFrind fra 2014 har Christina Hagen et originalt take på det erotiske som både væmmelse, tiltrækning og skævvredne magtforhold. Bogen består af otte afsnit skrevet på skoleengelsk med svært læselig håndskrift og er rigt illustreret med eksplicitte, grovkornede fotos fra fortællerens besøg hos mandlige og kvindelige prostituerede.
00'ernes mest populære genre inden for genrelitteraturen, krimien, er fortsat godt sælgende i 10'erne, men må med mellemrum vige top-placeringerne for nogle af periodens episke forfattere. Merete Pryds Helles Folkets skønhed fra 2016 bliver et hovedværk i forfatterskabet og tegner et portæt af Danmark i det 20. århundrede. Og Iben Mondrup får et gennembrud med romanen Godhavn i 2014, en roman, der foregår i det postkoloniale Grønland, hvor forfatteren selv er opvokset. Andre eksempler på episke forfattere, der skriver romaner, der får en stor læserskare, er Kim Leine, Thomas Korsgaard og Anne-Cathrine Reibnitzsky, ligesom Maria Hellebergs historiske romaner er sikre hits på bestsellerlisterne.
Det aktivistiske og jeg'ets smerte
Den danske litteratur i 10'erne er som i 00'erne fortsat præget af den autofiktive bølge, der op gennem årtiet tildeles mere eller mindre vrængende tilnavne; jeg-litteratur, smerte-litteratur og diagnose-litteratur. Det store fokus på jeg'et er dog ikke den fulde sandhed om en litteratur, der griber aktivistisk ind i alt fra emner som flygtning, klima, social udsat og sorg. Jonas Eika finder med Efter solen fra 2018 en litterær vej, der går uden om autofiktionen og ind i sci-fi-litteraturen. Eika modtager i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris for sin syrede novellesamling om nutidens globale udfordringer og den ustoppelige kapitalisme, og han sætter aktivismen forrest i en anden populær genre, talen, da han i takketalen ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris vækker opsigt en usædvanlig skarp kritik af den danske regering.
En gennemgang af årtiets litteratur ville ikke være fuldstændig uden også at nævne Naja Marie Aidts uafrystelige mesterværk om sorg, Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage fra 2017, hvori forfatteren skriver om tabet af sin 25-årige søn. Bogen er en litterær sorgbearbejdning og handler blandt andet om at miste sproget i sorgen og siden vinde det tilbage. 'Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage' er et oplagt eksempel på et værk, der nok er skrevet med udgangspunkt i jeg'et og dets smerte, men med en nødvendighed, der rækker langt ud over det navlebeskuende og selviscenesættende, som de seneste årtiers autofiktive bølge er blevet kritiseret for at dyrke.
Sorg er i det hele taget et fremtrædende tema i årtiets litteratur, ikke mindst den mest sorgfulde udgivelse i Helle Helles forfatterskab, romanen de fra 2018 om forholdet mellem en mor og en datter i skyggen af sorg og død. Romanen er præget af forfatterens karakteristiske sans for detaljen og kærligheden til de passive karakterer og føjer endnu et hovedværk til et af årtiets mest anerkendte og læste forfatterskaber.
Kommentarer