Cahun

Flydende stemmer fungerer som et genialt sprogligt greb og væver den fængslende fortælling sammen til en flertydig, fantasifuld og formidabel fiktion om den franske surrealist.

Den franske kvinde Lucy (Lucette) Schwob udgør fænomenet Claude Cahun. Kunstnernavnet dækker over både hendes egen person og den kunstneriske, feministiske og politiske profil, hun virker under. Sammen med fotografen og illustratoren Suzanne Malherbe, som også er hendes livslange kærlighedspartner, laver de undergravende modstand mod systemet under hele to verdenskrige, indtil Lucette dør i 1954. De to kvinder bliver bragt sammen som unge piger, da Lucettes far og Suzannes mor gifter sig. De to halvsøstre danner par under dække af, at de som søstre lever sammen.

Romanen består af en rammefortælling, hvor starten og slutningen foregår på øen Jersey. Jeget, Lucette, beretter i starten fra fængslets gru, hvor de to kvinder sidder fanget under de tyske troppers besættelse af øen i slutningen af 2. verdenskrig. Slutningen fortælles af Suzette efter krigen. Fortællingen udspringer fra denne historiske virkelighed. Men så holder virkeligheden også endegyldigt op. De midterste 200 sider er fortalt af en sært flydende gestalt, som kalder sig ”den ukendte soldat”. Denne medlevende, symbolske manifestation er vidne til og produkt af hovedpersonen: ikke kvinde, ikke mand og dog begge dele. Ikke levende og dog sært nærværende og sansende:

”Jeg havde evnet balancekunsten mellem at eksistere som noget fysisk og noget sfærisk - at befinde sig midt i mellem som et både-og… Omskiftelighed er mit grundstof, det løber gennem mit blod, skinner gennem min hud.”

Stemmen fungerer som en ubestemt figur, ligesom sin hovedperson med det surrealistiske projekt:
”Hun skiftede navn til Claude Cahun - en skikkelse, der kunne rumme flere personer, køn og sprog, kunstneriske udtryk og virkelighedsopfattelser..”

I fortiden følger denne queer-agtige figur med i Lucettes barndom og taler med hende. I et af sine forvandlingsnumre springer figuren sågar op i vores nutid og diskuterer fortællingens skriveproces:
”Ja, til helvede med kronologien, den interesserer mig ikke. Jeg er alligevel faret så meget vild i den nutid.”

Grebet er avanceret og lidt af en genistreg fra forfatteren. Stoltz skaber i denne fortællekonstruktion en helt særlig reflekteret tilgang til Claude Cahuns spændende liv. Stemmen fungerer på en flertydig og fantasifuld måde, og læseren må hægte sig på et blik, som både er udenfor og indeni fortællingen. Ind imellem kan læseren føle sig som forfatteren, som betragter og researcher i de to kvinders dramatiske og begivenhedsmættede liv i første halvdel af de 20. århundrede. Stoltz når i land og formår at skabe en meget sofistikeret og stilren fortælling. Det er fuldstændig formidabel fiktion.

I Cahuns tone fremhæver forfatteren det essentielle i kunsten og sproget:
”Surrealismen gav mulighed for at bryde med den virkelighedsopfattelse, som hidtil havde været normen, give sprog til en anderledes forståelse af os selv som mennesker. ” Den kunst mestres til fulde af både Kristina Stoltz og af hendes fascinerende hovedperson:
”Kunst er modstand til den bitre ende, den eneste modstand vi har til rådighed.”