Anmeldelse
Et kød - erotiske fortællinger af Kristina Stoltz
- Log ind for at skrive kommentarer
Novellerne er skrevet til ordets fantasi, men balancerer på kanten af noget, man måske på dansk kunne kalde damebladsporno … amerikanerne kalder genren mommy porn
Kristina Stoltz har skrevet 10 noveller; nogle skildrer den seksuelle akt set fra kvindens perspektiv, andre fra mandens. Og forfatteren får således beskrevet både kvindens og mandens nydelse og især begær.
Porno eller litteratur? Forfatteren er litterær, forlaget etableret, og prisen for bogen pæn, så jeg forventer bestemt at skulle læse noget, der sprogligt og indholdsmæssigt er mere end brugslitteratur.
Porno handler jo herligt forudsigeligt og maskinelt om at kneppe, om kroppe åbnet på nye og vilde måder – nemt at definere. Den erotiske litteratur er noget mere sofistikeret. Her er det eneste forudsigelige, at der vil ske et eller andet seksuelt. Her sættes fokus på menneskets seksuelle dimension; her får vi menneskets dybeste og hemmeligste lyster, og fortællingerne skal frembringe personlige billeder ved hjælp af læserens fantasi.
Og damebladsporno, som jeg vover at kalder denne samling, er så en mellemting: erotisk litteratur, men langt fra kunst, fordi den har kulørte kulisser og i vid udstrækning betjener sig af stereotyper og klicheer, når persongalleriet skal sammensættes. Og det er slet ikke, fordi den seksualitet, der beskrives, i mange tilfælde er aparte – det er fint og interessant, men så er der heller ikke så meget mere at sige, for det bliver hurtigt ret ensformigt: når blodet løber ned i skødet og safterne ned ad benene, har personerne vild og som oftest tilfredsstillende sex. Der er gode forsøg på at ophidse læseren på lidt primitiv facon, men uden variation og uden stor litterær ambition. Jeg savner nogle tanker og følelser undervejs og ikke kun en monoton jagt på orgasme og kødets lyst!
Man kan ikke just beskylde forfatteren for at dyrke ungdom og skønhed. Hun er bestemt vidtfavnende og grænsesøgende; det er tilladt at forføre på tværs af køn, race og alder, ja, her kan alt og alle bruges i tilfredsstillelsens tjeneste. Og positivt, at nogle af historierne nærmer sig det absurde og grotesk humoristiske.
Men ærlig talt: hvorfor er der ikke flere helt almindelige aktører? Hvorfor skal de, der står for sexudøvelsen, absolut være en afrikansk massør, en varmblodet italiener, grumme latinotyper, franske siamesiske tvillinger, en ualmindelig ulækker, argentinsk chauffør, skovens dyr og sidst, men ikke mindst, falliske slanger, der kravler ud og ind af alle kropsåbninger? Jeg bryder mig simpelthen ikke om, at det gang på gang er de etniske fremmede, der er bærere af en grænseløs seksualitet.
Nogle vil sikkert sige, det forbehold er noget værre snerperi, for litterær erotik skal jo stimulere og skabe lyst, og det kan ”Et kød”, når den kører så hårdt på underlivet. Bogen er også ret underholdende, men jeg savner stadig noget ægte sanselighed og nogle meget bedre historier.
Vil I læse mere - og bedre - erotisk fiktion, har forlaget Rosinante genudgivet Anaïs Nins to erotiske klassikere ”Venusdeltaet” og De små fugle”. Se iøvrigt også Litteratursidens boglister om erotisk litteratur.
Og til efteråret kommer på dansk trilogien ”Fifty Shades of Grey”, som netop nu topper bestsellerlisterne i USA.
Brugernes anmeldelser