Min ukendte bror

Overrumplende, fascinerende roman fra Niels Lyngsø om menneskets behov for at finde fællesskaber på såvel det menneskelige som det kosmiske niveau i et veloplagt konglomerat af romangenrer.

En januar dag i 2009 findes en mand i sølle forfatning liggende på helikopterlandingsbanen på toppen af Rigshospitalet. Han identificeres som den 40-årige Hans-Peter Frederiksen, og i løbet af den efterfølgende psykoterapi afsløres det, at han lå og ventede på at blive hentet af et rumskib og bragt til sit hjem et sted i kosmos! Under terapien viser det sig bl.a., at Hans-Peter barndommen igennem har følt sig som en skifting, en alien anbragt på jorden – en forestilling mange børn jo gør sig. Romanen starter med en tour-de-force med piloten Morian Hansens flyvetur gennem rum og tid, hvor et stykke københavnsk historie gennem efterkrigstiden foldes fantastisk ud i ét løbende luftperspektiv – og her bliver man som læser solidt indfanget fra start! Morian og Hans-Peter mødes på flyvepladsen og bliver venner, og Hans-Peters orientering mod himlen etableres.

I skolen er Hans-Peter en outsider, en nørd, der problemløst kan lære sig en lang række sprog fra europæiske til orientalske og oldtidssprog. Han kan altså tilegne sig værktøjerne til kommunikation – men kommunikerer dårligt.

Dette spor løber så romanen igennem i en slags rumfartshistorisk genredel, hvor vi følger rumsonderne på deres vej gennem vores solsystem og ud i det ydre rum i deres jagt på viden og søgen efter liv med den reelt set patetiske plakette med den velkendte tegning af den nøgne mand og kvinde og en række symboler, der måske, måske ikke vil nå frem til modtager engang og måske, måske ikke blive forstået – men en plakette, der som det nogenlunde siges, i hvert fald kan ses som et diminutivt mindesmærke over en civilisation der blev brændt op af sin sol.

Tilbage til Hans-Peter! Han bliver ældre og bliver fascineret af det andet køn, af sex, og romanen rummer mange skildringer af hans seksuelle aktiviteter – og her kan så fremhæves et andet af bogens genre-spor nemlig den videnskabelige roman, hvor samlejerne også skildres biologisk-psykologisk ganske detaljeret – men så alligevel kan blive forankret i bogens interstellare kontekst, Hans-Peter nævner nemlig en bærende fantasi i forhold til sex:

"Fantasien om at vejen tilbage til stjernerne går gennem en kvindes køn".

Romanen er en historisk roman med masser af detaljer fra de år fra efterkrigstiden til i dag. Romanen er en udviklingsroman, der følger en lidt aparte ung mands vej fra barn til voksen. Romanen er en psykologisk roman, der følger Hans-Peter i søgen efter kærlighed og identitet, i ægteskab og svigt, i svimlende forelskelse og svimlende skuffelse. Romanen er en sammenbrudsroman, der i en afsluttende tour-de-force viser Hans-Peters sammenbrud i et svimlende, vrimlende bestiarium af skrækvisioner. Men den er også en antropologisk roman med et spor, hvor en kølig alvidende fortæller af og til indskyder sine overordnede betragtninger om Hans-Peter som fænomen og om hans gøren og laden. Og som læser må man jo tænke på, hvor den fortællerstemme da for pokker kommer fra. Det afsløres til slut i en pointe, der er lige så overrumplende som romanens andre elementer.

Det er Lyngsøs store fortjeneste at have bragt alle disse genrer i spil i bogens velfungerende konglomerat, hvor han velmotiveret, vitalt, morsomt og gribende får fortalt sin historie og tegnet sit billede af liv på denne klode et sted i det ubegribeligt kolossale univers. Bogen er en veloplagt begavet bedrift. Jeg har nydt hver time, hvor jeg har ladet mig suge ind i bogen, og jeg håber, at mange, mange vil gå med ind i Lyngsøs magi – for pokker da en roman!