Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen har en helt særlig sørgmodig og humoristisk stemme og bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det brændte barn og de voksnes psykiske problemer.

Mens Tove Ditlevsen i sin samtid blev kritiseret af litterater, har hun i de senere år høstet stor anerkendelse. Hun var forud for sin tid og er i høj grad stadig aktuel med sin enkle og sørgmodige kredsen om misforholdet mellem det, man burde være, og det, man er. Det er ikke blot herhjemme, der er kommet fornyet interesse for Ditlevsens forfatterskab. I 2018 udkom tre af hendes værker i den berømte Penguin Modern Classics-serie, der har eksisteret siden 1946 og forhandles over det meste af verden. Det er erindringsromanerne Gift og Det tidlige forår samt romanen Ansigterne, som er udkommet i klassikerserien, hvor Karen Blixen som den første danske forfatter er udkommet.

Opvækst

Tove Ditlevsen blev født i 1917 i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.
Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.

Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.

Tove Ditlevsen tog gennem hele sit forfatterskab afstand fra betegnelsen socialrealisme om sine værker, fordi hun ikke ønskede at skrive politisk. Og som kvinde blev hun da heller ikke opfordret til at deltage i arbejderkampen og andre politiske opgør. Dette holdt hende dog ikke tilbage som ivrig debattør ligesom heller ikke socialrealismen kan fornægtes fra værkerne. Der er dog tale om en anderledes form for socialrealisme: Her ‘forherliges’ arbejdernes kår ikke, ej heller er det en samfundsmæssig ubalance og overmagt, hun er oppe imod. Det er derimod den indre barske situation i arbejderklassemiljøet, hun skildrer. Arbejdermiljøets egne overgreb på kvinder og børn. Dermed fornyr hun genren og gør sig til talerør for tabuer som for eksempel barnets spirende seksualitet og seksuelle overgreb som det ses i romanen 'Man gjorde et barn fortræd'.

Ungdommen og ægteskaberne

Tove Ditlevsen blev taget ud af skolen allerede efter sin mellemskoleeksamen; hun skulle i huset. Og hun fik da heller aldrig nogen uddannelse og var som forfatter selvlært. Som 22-årig fik sin litterære debut med digtet Til mit døde barn i det litterære tidsskrift for unge lyrikere 'Vild Hvede'. I en lang årrække frem til sin død var hun endvidere som brevkasseredaktør på 'Familie Journalen', hvor hun på sin egen rapkæftede måde gav svar på tiltale, men hvor hendes store menneskeforståelse på tværs af klasseskel skinnede klart igennem.    

Hendes møde med 'Vild Hvede' blev skelsættende, fordi hun her traf den langt ældre Viggo F. Møller, som var redaktør af tidsskriftet. Dette blev det første af hendes i alt fire ægteskaber, der resulterede i en datter og to sønner. Ægteskaber, der på forskellige måder blev afgørende for hendes livs udvikling og hendes selvopfattelse. Hendes stigende succes som forfatter og de to ægteskaber med akademikere (stud. polit. Ebbe Munk og lægen Carl T. Ryberg) bragte hende opad i den sociale rangorden og ind i det frie og på mange områder ekperimenterende kulturadikale miljø, men arbejderbarnet sad dybt i hende og hendes angst greb om sig. Ægteskabet med Carl T. Ryberg fik i den forbindelse fatale konsekvenser, idet mange mener, at han var en medvirkende årsag til, at hun langsomt blev narkoman for at dulme sin angst. Også den senere skilsmisse fra chefredaktør Victor Andreasen var destruktiv, fordi den for Tove Ditlevsen førte til et af flere nervesammenbrud og selvmordsforsøg.  

Forfatterskabet
Tove Ditlevsens værker inspireret af til dels hendes personlige litterære erfaringer og til dels hendes livserfaringer generelt. Det første bevirker, at hendes lyrik ofte har form af firelinjede strofer med enderim og det andet, at lyrikken besidder et genkendeligt billedsprog hentet fra den nære verden. Men hendes mangel på fornyelse af digtstroferne og hendes traditionelle fremfor modernistiske litterære ståsted gjorde, at hun fra at have været en succesrig lyriker for første gang med digtsamlingen 'Blinkende lygter' oplevede at få en del kritik, og hun blev da også til sin store skuffelse forbigået til Det Danske Akademis Store Pris, der i stedet gik til modernisten Sven Holm. Kun én stemme skilte dem.

Grundet mængden af litterært materiale hentet i hendes eget bagland er det karakteristisk for Tove Ditlevsens værker, at de bevæger sig rundt på grænsen mellem det (selv)biografiske og det fiktive. Dette ses også i hendes nok mest populære bog Barndommens Gade, der skildrer det til sig selv overladte barns opvækst i et arbejdermiljø på Vesterbro.

Fra 1960’erne og frem bevægede hun sig væk fra barnet som litterært motiv og fokuserede nu især på kvinden i ægteskabet, og i 1970’ernes stærkt voksende kvindelitteratur tog hun som en af de få fat i de menneskelige omkostninger ved at fastholde kvinden i ægteskabet. Nogle mener da også, at det var den uløselige konflikt mellem den traditionelle kvinderolle og rollen som kunstner, der til slut bidrog til, at Tove Ditlevsen i begyndelsen af marts 1976 begik selvmord. Andre mener, at depressionerne satte en stopper for den indre kilde til den digtning, der ellers altid havde virket som en ventil for hende. Hun blev begravet fra Kristkirken på hendes barndoms Vesterbro og hendes status som folkekær digter gjorde, at tæt ved tusind mennesker fulgte hende til graven.

eReolen
Lån e-bøger og lydbøger af Tove Ditlevsen