Gift

Gift  er så godt skrevet, at man ikke kan lade være med at læse den. Og nyudgivelsen med Dy Plambecks fremragende forord understreger blot, at bogen, fyrre år efter den udkom, stadig er moderne og nutidig.

Gift er et af Tove Ditlevsens absolut bedste værker. Bogen er skrevet med en blanding af fandenivolskhed og skrøbelighed, som for mig er styrken i Tove Ditlevsens forfatterskab overhovedet. Hun fortæller om sine mænd, de første af sine børn, sit forfatterskab og sin narkomani med en så hudløs ærlighed, at det næsten bliver ubærligt at læse. Samtidig er det så godt skrevet, at man ikke kan lade være.

Erindringsbogen handler om forfatterens fire ægteskaber; med den 36 år ældre redaktør Viggo F, med den jævnaldrende Ebbe, med hvem hun får sit første barn Helle, med lægen Carl, som hun får sønnen Michael med og endelig starten på det sidste ægteskab med Victor Andreasen, der senere bliver chefredaktør på Ekstrabladet.

Men udover ægteskabsbetydningen af ordet ”gift” handler bogen også om giften i den sprøjte, som hovedpersonen bliver så forfærdelig afhængig af. Lægen Carl introducerer forfatteren til pethidin, og allerede efter få gange er hun selv klar over, at det ikke er Carl, men den klare væske i sprøjten, hun er forelsket i.

Hun udleverer måske nok sine mænd, men allermest sig selv. Både når hun beskriver sin afhængighed af sprøjten, sine svigt af børnene pga. denne afhængighed, men også når hun skriver, at hendes største kærlighed igennem hele livet var kærligheden til skriften, til det at skrive. At kun denne kærlighed kunne få hende til at droppe pillerne og sprøjterne i en periode. Hun kunne ikke gøre det for børnenes skyld. Ej heller for mændenes og slet ikke for sit eget helbreds skyld, men for skriftens og de bøger, hun endnu ikke havde skrevet skyld. Flere steder i bogen skriver hun, at hun kun er lykkelig, når hun skriver.

Tove Ditlevsen er et eksempel på en forfatter, hvor værk og liv smelter sammen, både når det drejer sig om hendes skønlitterære værker og værker som ”Gift”, som har fået genrebetegnelsen ”erindringer”. Bogen er skrevet i 1971, fem år før forfatteren begik selvmord.

Til denne nye udgave af erindringsbogen fra 2012 har forfatter Dy Plambeck skrevet et fremragende forord. Her bliver forfatter og værk placeret litteraturhistorisk, hvor Dy Plambeck blandt andet skriver, at hun ikke forstår, modernisternes anklager om, at Tove Ditlevsen skulle være umoderne og gammeldags i sin skrift. ”Bogen er her, fyrre år efter den udkom, moderne og nutidig”. Det er jeg fuldstændig enig med Dy Plambeck i. Bogen kunne være skrevet i går. Læs eller genlæs Gift, det er en stor, rystende og fantastisk oplevelse!