Kun få måneder inde i 1940’erne brød 2. Verdenskrig ud i Danmark, og krigens udbrud prægede ikke bare den danske befolknings hverdag, men den satte også en brat stopper for den sprudlende kreativitet og kunstneriske iver, som mellemkrigstidens kulturliv havde været tydeligt præget af. I 1930’erne havde et stærkt politisk engagement sat sine iøjnefaldende spor i kulturlivet og æstetiske og ideologiske ismer, havde afløst hinanden i en lind strøm. Alt dette blev lagt i midlertidige lænker af nazismen, og i stedet opstod en kultur og litteratur, som enten måtte finde sin plads gemt af vejen for den tyske besættelsesmagt, eller som vendte sig bort fra krigens politiske aspekter og i stedet koncentrerede sig om at komme overens med den afmagtsfølelse og angst, der kendetegnede tiden.
Nazismens politisk-litterære begrænsninger forhindrede således ikke litteraturen i at udvikle sig og leve videre - om end den gjorde det i en mere indadvendt stil end i det forrige årti. Det var således også i 1940’erne, at en lang række unge lovende forfatterspirer som Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel debuterede og det var netop i dette tiår, at de sammen såvel som hver for sig dannede et springbræt til, hvad der senere skulle vise sig, at blive nogle af det 20. århundredets største danske forfatterskaber. Samtidig var det også i dette årti at forfattere som Hans Scherfig, William Heinesen og Karen Blixen skrev nogle af deres forfatterskabers mest markante værker.
Krigere uden våben
For mange af de unge forfattere, der skrev under besættelsen, var det kendetegnende, at de på den ene side var engagerede i modstandsbevægelsen eller lod deres opråb trykke i den illegale presse, mens de på den anden side lod deres offentlige værker vende sig helt bort fra det politiske for i stedet at beskrive den menneskelige sjæls dybeste afkroge.
Bedre end nogen anden fungerer den unge forfatter og modstandsmand Morten Nielsen som et symbol for sin tids generation af unge digtere, der tog kampen op mod besættelsesmagten. Den politiske såvel som den almene befolknings modstand mod nazismen var yderst passiv i de første krigsår, men netop takket være unge ildsjæle som Morten Nielsen blev den danske nationale ære reddet. Morten Nielsen døde allerede som 22-årig efter at være blevet skudt af et vådeskud under forberedelserne til en modstandsaktion. Men inden sin død nåede han at udgive digtsamlingen, Krigere uden Vaaben og i disse digte udtrykte han en stærk følelse af at være fortabt, en eksistentiel inderlighed og et ønske om at leve i nuet – med døden som følge. Han dyrkede døden, men samtidig udtrykte han også en varm vilje til at kæmpe og gøre modstand, hvilket bl.a. følgende strofer fra digtet Jeg er nu i nat bevidner: ”Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø”.
Tidsskrifternes tid
Under krigen samlede de unge forfattere sig i Unge Kunstneres Klub, som blev stiftet i 1940. Klubbens medlemmer var vidt forskellige både stilistisk og tematisk, men fælles var de om krigen og usikkerheden, og deres digte fik de udgivet i besættelsestidens vigtigste litterære tidsskrift Vild Hvede. På et rent personligt plan fungerede klubben dog også som et sted, hvor de unge forfattere fik mulighed for at udfolde sig og diskutere med ligesindede.
Unge Kunstneres Klub gik i opløsning få år efter stiftelsen, men mange af forfatterne samlede sig senere igen omkring tidsskriftet Heretica, der udkom første gang i 1948. Dette tidsskrift blev det forum, hvor efterkrigstidens krisebevidsthed kom til udtryk, og den lyriske genre kom for alvor i højsæde i disse år. I tidsskriftets første numre opridsede Poul la Cour i Fragmenter af en Dagbog, hvilke litterære og civilisationskritiske idealer, der kendetegner generationen. I disse fragmenter argumenterede han for, at digtning – modsat den episke genre - måtte være et udtryk for en søgen efter virkelighed og sandhed, som skulle føre frem til frigørelse og mellemmenneskelig forståelse. Disse litterære ’kættere’, som tidsskriftets navn hentyder til, var således ikke bare optaget af at erkende tidens menneskelige og civilisatoriske krisetilstand, men de var også interesserede i at finde en udvej og en løsning ud af denne krise.
Eksistentielle og religiøse forklaringsmodeller
Ole Wivel og Ole Sarvig var to af de forfattere, der tog afsæt i krigens rædsler og især i de ødelæggende menneskelige og maskinelle kræfter, der særligt hen mod krigens slutning tog til i styrke. Krigen afslørede, at forestillingen om den civiliserede vestlige verden netop blot var en vag forestilling, og at den menneskelige natur ikke var stabil og uskyldig. Disse erfaringer forsøgte disse to forfattere såvel som en række af tidens øvrige unge forfattere at komme overens med ved at søge mod religiøse eller eksistentielle forklaringsmodeller.
For forfattere som Martin A. Hansen, Ole Wivel og H.C. Branner førte livets eksistentielle valg i en religiøs retning, og i en række af deres litterære værker lod de tidens fremmedgjorte menneske forvandle sig i en form for fornyet Kristus-myte – gennem lidelse og død.
Hos Ole Sarvig blev den menneskelige krisetilstand beskrevet anderledes. Hos ham blev mennesket fremstillet i en splittet, sjælløs verden i forfald. Men i Sarvigs litterære univers nåede mennesket et forvandlingspunkt, hvorfra et nyt kærligt liv kunne opstå. For ham var det således den ydre verdens tegn, der førte ind til de dybere sjælelige lag i mennesket.
Stærke kvinder
Mange af de forfattere, der debuterede i 1940’erne og var aktive omkring tidens litterære tidsskrifter, var unge mænd med en kultiveret og intellektuel baggrund. I det hele taget fyldte kvinderne ikke meget på den ”smalle” danske litteraturscene i disse år. Til gengæld forstod to meget markante og særegne kvindeskikkelser i den grad at vinde det brede publikums hjerter. Karen Blixen og Tove Ditlevsen tog på alle måder afstand fra deres mandlige kollegaers formanende inderlighed og eksistentielle tone og i stedet fandt de deres egne ståsteder – om end på hver sin måde.
Karen Blixen ramte den danske litteratur som et lynnedslag i 1930’er og også i 40’erne, hvor hun bl.a. udgav Vintereventyr, fortsatte hun med at markere sig som en ener i kraft af sin evne til at indfange livets eventyrlige og magiske sider i en ejendommelig skæbnefilosofi. Karen Blixen gav sig ikke i kast med lyrikken, men i stedet forblev prosaen hendes absolut foretrukne medie. Baronessens udtrykte modsætning var arbejderpigen Tove Ditlevsen, som skrev med afsæt i sin egen baggrund og beskrev de københavnske arbejderkvarterer på godt og ondt. Men samtidig tog hun også personligt afsæt i sit eget sarte væsen og skildrede pige- og kvindelivet med en inderlighed og smertende dybde, som berørte mange læsere.
Evig aktualitet
1940’erne fostrede således ikke bare en generation af markante forfattere, der forstod at indfange og gengive tidens tendenser, sådan som de tog sig ud for 1940’ernes befolkning. Men 1940’erne var også med til at udvikle en lang række store forfatterskaber, der på forskellig vis tog fat i en række af livets generelle, store og vigtige spørgsmål, som ikke bare var værd at debattere i tiden omkrig og umiddelbart efter 2. Verdenskrig, men som stadig er af yderst aktuel og påtrængende karakter.
Kommentarer